Overdrev de danske politikere bevidst den sovjetiske trussel?

I radioens P1 debat tirsdag den 13. april fremførte Frederikke Ingemann Hansen den opfattelse, at der ikke var en reel sovjetisk trussel imod Danmark under den kolde krig, at de danske politikere udmærket godt vidste det, men at de bevidst overdrev truslen for at fastholde Danmarks medlemsskab i NATO-alliancen. Bent Jensen var selvfølgelig ikke enig heri, idet hans forskning hviler på den opfattelse, at de danske politikere var hunderædde for, hvad russerne kunne finde på. I den forbindelse bør man her sondre mellem selve den objektive sovjetiske trussel, som den rent faktisk var på de givne tidspunkter, og så den opfattelse af truslen, som formedes inden i de danske politikeres hoveder, og herunder de kilder, som de danske politikeres trusselsopfattelse baserede sig på - efterretningskilder, rygter, aviser, korridorsnak og ikke mindst den opfattelse af verdenspolitikkken og den nyeste politiske historie - 2. verdenskrig, 9. april, februarkuppet i Tjekkoslovakiet 1948, jerntæppet etc. etc., som politikerne havde dannet sig. Kort sagt, deres forståelse af årsager og virkninger i verdenspolitikken, deres billede af Sovjetunionens politiske system, mål, ideologi og drivkræfter. Om selve den reelt eksisterende, objektive sovjetiske trussels karakter og omfang for Danmark kunne politikerne ikke have nogen pålidelig og konkret viden, hverken dengang i 1948 eller senere på grund af det sovjetiske samfunds hemmelige og lukkede karakter. Politikernes opfattelse og vurdering af truslens omfang byggede derfor på en blanding af instinktiv frygt for det store ukendte lands eventuelle planer, referencer til historiske scenarier fra 2. verdenskrig - Hitlers udnyttelse af appeasement og den vigende vestlige modstand imod hans stykvise territoriale akkvisitioner,- 9. april-syndromet, der var den betingende rygmarvsrefleks i enhver dansk politiker -frygten for de hjemlige kommunister og deres maskepi med den totalitære magts kommissærer i Kreml.
Spørgsmålet om danske politikere bevidst overdrev den sovjetiske trussel, kan derfor ikke besvares som sådan, idet man ikke kendte omfanget af den sovjetiske trussel, og man kunne derfor ikke overdrive den eller det modsatte, minimere den. Noget andet er, om de danske politikere brugte truslen i et indrepolitisk opgør med de hjemlige kommunister for at nedkalde befolkningens vrede over disse potentielle "landsforrædere" og dermed minimere deres repræsentation i Folketinget og deres indflydelse på arbejdspladserne. Det gjorde især de socialdemokratiske politikere med stor omhu, hvad man sikkert ikke bør bebrejde dem, tværtimod.
Det er muligt, at den kølige udenlandske vurdering i de store NATO-lande var, at Danmark ikke var direkte i farezonen, men det er mere end tvivlsomt, om de danske politikere dels havde adgang til den efterretningsmæssige viden, som denne vurdering hvilede på, dels om de var indstillede på at tage den for pålydende værdi. Deres instinktive vurdering - den lille udsatte danske frontliniestat uden reelle militære muligheder for at afværge et sovjetisk militært kup, tvivlen om der i givet fald ville komme allieret undsætning hertil - det var denne psykologiske sindstilstand, der beherskede de danske politikere under den kolde krig. Og med god grund.

Kongen besluttede at indstille kampen den 9. april

Da de danske ministre i morgengryet den 9. april 1940 blev vækket af deres nattesøvn, efter at den tyske gesandt Renthe-Fink henad kl. 4.30 havde givet udenrigsministeren meddelelse om den tyske besættelse og opfordret til ikke at gøre modstand, søgte statsminister Stauning, udenrigsminister Munch og forsvarsminister Alsing Andersen konference med kong Christian X på Amalienborg for sammen med monarken at rådslå om, hvad der kunne og burde stilles op over for den tyske invasion og kravet om ikke at gøre modstand. Lidt efter kl. 5 samledes efterhånden i kongens forværelse de tre ministre, chefen for Søværnet, admiral Rechnitzer og direktøren for Udenrigsministeriet, O.C. Mohr. Til stede var også kabinetssekretæren og kongens adjudant. Mens man ventede på kongen, gennemgik udenrigsministeren de tyske krav for de tilstedeværende. Kl. ca. 05.30 kom kongen. Omtrent på samme tid ankom hærchefen, general Prior. Først blev statsministeren kaldt ind til kongen og kronprins Frederik, der også var tilstede. Dernæst blev udenrigsministeren vist ind og gav besked om de tyske krav. Ca. 5.45 kom også forsvarsministeren, hærchefen og søværnschefen ind til kongen. Der fandt en meningsudveksling sted, hvor kongen spurgte, om man ikke burde fortsætte den kamp, der antagelig allerede var i gang, noget. Alle tre ministre og viceadmiral Rechnitzer tilrådede at indstille den ulige, udsigtsløse kamp og spare unødige tab af menneskeliv. Kongen spurgte, om der af hensyn til bedømmelsen i udlandet var ydet modstand nok, hvilket kun general Prior ikke mente. Han foreslog, at kongen sammen med regeringen kørte op til den nærmeste bataljon i Høvelte-lejren for at søge modstanden organiseret derfra. Kongen ville ikke forlade Amalienborg, og ingen andre udtalte sig om dette forslag. Kongen spurgte, om befolkningen ville kunne forstå det, hvis der ikke blev kæmpet, hvilket blev besvaret bekræftende af viceadmiral Rechnitzer. Omkring kl. 6 gav kongen tilslutning til, at al modstand skulle ophøre og direktør Mohr køre til den tyske gesandt. Afgørelsen var truffet. På grund af de afbrudte telefon- og telegraflinier gik der et par timer, før de sidste tropper ved Haderslev fik besked om at indstille skydningen. Den tyske gesandt fik meddelelsen henved kl. 6.30. Ordren fra krigsministeriet til de militære myndigheder lød: "Efter regeringens ordre må der ikke gøres modstand mod de tyske tropper." - Var det kongen, der afgjorde spørgsmålet ved at påtage sig den tunge beslutning, fordi statsministeren ikke selv ville, enten fordi han af vanemæssig respekt for monarken syntes, at spørgsmålet kun kunne afgøres af denne, eller måske lidt opportunistisk og politisk taktisk søgte at dække sig bag kongens autoritet, som kutymemæssigt var større end det politiske system egentlig tillod? Beslutningen om ikke at gøre modstand mod tyskerne var vel uomgængelig som situationen var, så Stauning har vel tænkt, at kongen ikke kunne forestille sig nogen anden udvej. Derfor fik kongen det afgørende ord.

Ikke-provokationspolitikken og den 9. april

Myten om, at den 9. april skabte bred politisk enighed om efter besættelsen at forsvare Danmark med alle militære midler og sikre, at en ny 9. april aldrig mere ville indtræffe, har mange fortalere, men det er en falsk myte. Også efter befrielsen fortsatte de ledende politikere i det vante spor fra før krigen og gjorde sig falske illusioner om, at Danmark omkostningsfrit kunne sno sig uden om den nye verdens konflikter mellem Øst og Vest. Da forsvarsminister Alsing Andersen besluttede ikke at mobilisere, da tyskerne nærmede sig grænsen i dagene op til den 9. april, begrundede han det med, at en mobilisering ville have givet tyskerne et ønsket påskud til at rykke ind i Danmark. Den tids sikkerhedspolitik bestod i ikke at provokere den store sydlige nabo med et militært beredskab. Under den kolde krig var ikke-provokationspolitikken fortsat fundamentet under dansk sikkerhedspolitik. Denne gang blot i forholdet til den store nabo i Øst - Sovjetunionen. Da Danmark blev medlem af Atlantpagten i 1949 var det ikke, fordi de ledende socialdemokratiske politikere ønskede det - tværtimod. Danmark blev medlem, fordi der ikke var noget alternativ. Kun Venstres leder, Knud Kristensen, og den konservative Ole Bjørn Kraft anbefalede Danmarks tilslutning til en amerikansk ledet alliance.

Besættelsen den 9. april 1940 kom ikke uvarslet

Den 4. april 1940 fik udenrigsminister P. Munch med diplomatisk kurer pr. flyvemaskine bragt følgende opsigtsvækkende hastemeddelelse fra den danske gesandt i Berlin, Herluf Zahle: Der forestår en "aggression" mod Danmark, som skal finde sted i næste uge. - Meddelelsen, som gesandten havde fået af den svenske marineattaché den 4. april kl. 13, var samme dag blevet bekræftet af den hollandske militærattaché og stammede fra "absolut pålidelig kilde" inden for den tyske overkommando.
Dagen efter -den 5. april - sendte gesandten endnu en indberetning med flykurer til udenrigsministeren, hvor han tog forbehold over for troværdigheden af rygtet om en aggression mod Danmark, men dernæst understregede advarende, at " jeg anser det dog for min pligt at udtale, at den kongelige regering på ingen måde bør skyde den tanke fra sig, at situationen kan være yderst alvorlig eller i løbet af dage eller timer blive det. Øjeblikket turde derfor, efter min ærbødige formening, være inde til snarest at tage under den grundigste overvejelse, hvad der - under de forskellige mulige gradationer i situationens udvikling - vil være at foretage."
Lørdag den 6. april sendte gesandten en ny indberetning til København, med et indhold, der ikke bragte egentligt nyt andet end gesandtens hypotetiske betragtninger, men som dog var forsynet med et ikke uvæsentligt P.S.: "Som ret usikkert rygte har jeg hørt, der i Holsten skulle befinde sig 4 divisioner af linjen."
Søndag den 7. april modtog udenrigsministeren endnu et ildevarslende telegram fra gesandtskabet i Berlin: "Erfaret transportflåde forladt Stettin 4. april, kurs vest. Bestemmelse ubekendt, men forventet nået 11. april."
Den 8. april sendte gesandten denne advarsel til udenrigsministeren med henvisning til Danmarks heldige stilling under 1. verdenskrig: "Hr. ministeren vil ikke misforstå mig, når jeg i ærbødighed tillader mig at advare imod for stærkt at parallelisere mellem den nuværende krig og "verdenskrigen". Forholdene kan let og hastigt udvikle sig på en ganske anden og farligere måde. Vi kan ikke slå os til tåls med præcedenser. Vi kan i den nærmeste fremtid fra begge krigsførende parters side blive stillet overfor problemer, til hvilke ingen "forakter" findes uden at gå ret langt tilbage i historien." Og så - til allersidst- i et P.S. pkt. 3 - denne dybt alarmerende meddelelse.: Den svenske gesandt har personlig givet møde hos mig og meddelt, at han fra en god kilde - som han dog ikke kunne nævne - havde erfaret, at de tyske planer skulle gå ud på en hel eller delvis besættelse af Danmark og Norge."

Den første meddelelse om den forestående tysk aggression mod Danmark og Norge blev givet den 3. april af den tyske oberst Hans Oster til den hollandske militærattaché, der den 4. april videregav den til de danske og svenske militærattacheer. I den danske regering og hos udenrigsministeren og hans nærmeste rådgivere var indstillingen den, at man egentlig gerne havde været fri for de alarmerende meddelelser fra Berlin. Man ville helst intet vide om den fare, der nærmede sig. Man håbede på det bedste i stedet for at forberede sig imod det værst tænkelige.

Det var ikke så meget det, at tyskerne besatte Danmark den 9. april. Det kunne ikke have været forhindret. Det var den jammerlige måde, det skete på. En regering, der var gået i flyverskjul. Et folk, der blev taget på sengen.
Læs mere om den 9. april her.

9. april - et politisk lærestykke

Ingen anden begivenhed siden tabet af Sønderjylland i 1864 har tilnærmelsesvis så stor betydning for den kollektive erindring om vor nyere danske historie som den tyske besættelse af Danmark i morgengryet den 9. april 1940. Derfor bør enhver lejlighed til at erindre den 9. april ikke affærdiges med argumenter som at " at nu må det være på tide at komme videre", og "det er der vist sagt rigeligt om", etc. etc. Vigtigheden af den 9. april som påmindelse, erfaring og lærestykke kan ikke bortforklares med tidens tand og nye tider med nye vilkår. Heller ikke de konsekvenser af den 9. april, som nødvendigvis måtte drages af samfundet efter befrielsen, har nogen udløbsdato i umiddelbar fremtid. De forhold, hvorunder den tyske besættelse forløb på - en dansk regering, der ikke ville acceptere og erkende de uafviselige, alarmerende tegn på en tysk forestående besættelse af Danmark, og som var uden vilje til at markere en aktiv og synlig militær modstand for den tyske aggressor, - en militær ledelse uden koordination og uden nogen krisestyring, - en tysk besættelse, der nærmest havde karakter af en fredelig øvelse med en supponeret fjende, - kort sagt, et folk med en regering uden forsvarsvilje, alt dette skabte forestillingen om den 9. april som "skammens dag", den dag, da det danske folk lagde sig ned og lod fjenden besætte landet uden kamp. Derfor måtte det argument, hvormed samarbejdspolitikkens folk forsvarede deres gerning, nemlig at de havde skånet Danmark for de ødelæggelser og ofre, som en modstand mod tyskerne ville have medført, og at de havde ført Danmark frelst og næsten uskadt igennem en besættelse, dette argument måtte nødvendigvis stilles over for de materielle fordele, som samarbejdspolitikken bragte den tyske krigsmagt til skade for vore allierede, ligesom det danske folk betalte en høj pris herfor i form af tab af national agtelse i egne og vore allieredes øjne.

Efter befrielsen stod det klart, at den radikale-socialdemokratiske neutralistiske nedrustningslinje og "ligge-død-politik" - hvad skal det nytte - filosofien - i det mindste havde bidraget til en tysk besættelse i fem år, og at folkets nationale selvforståelse derved havde pådraget sig så mange ydmygelser, at ingen dansk regering ville kunne bestå med en videreførsel af denne linje efter krigen.

Alligevel var neutralismens tankesæt så dybt indgraveret i en stor del af de toneangivende "gamle" samarbejdspolitikere, at de ikke ville give slip på illusionen om, at Danmarks tarv tjentes bedst i småstaternes neutrale ringhjørne, når stormagtsblokkene havde formeret sig. Kun nogle enkelte fremtrædende politikere fra det traditionelt forsvarsvenlige konservative parti som Ole Bjørn Kraft, og Venstres leder Knud Kristensen, trådte frem i synlig kontrast til den gråmelerede ikke-bloks talsmænd og tilrådede dansk tilslutning til den vestlige alliance, som aftegnede sig under den kolde krigs modsætning mellem Sovjetblokken og den frie verden under amerikansk beskyttelse.