Ole Sohn og den politiske forklædningskunsts sejr
Den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har den 12. oktober 2012 meddelt, at han forlader sin ministerpost. Et år og 9 dage efter sin udnævnelse ved den blandede S-R-SF regerings tiltrædelse.
Dermed har Ole Sohn taget luften ud af den massive bølge af kritik, der har været rejst imod ham for hans mangelfulde, uklare og vildledende svar på anklagerne imod ham for under sin formandstid at have finansieret DKP via skjulte pengestrømme fra hovedkvarteret i Moskva - anklager, der er fremført af sovjetkyndige historikere med kilder helt inde i det sovjetiske kommunistpartis daværende ledelse.
Kritikken blev af statsministeren afvist som uvedkommende og forældet og dermed irrelevant for Ole Sohns ministergerning.
Nu, hvor Ole Sohn frivilligt har afgivet sin ministerpost i regeringen, er det sket på et for Ole Sohn særdeles gunstigt tidspunkt, hvor pressekampagnen imod hans plettede fortid er stilnet, og interessen alene samler sig om valget af den ny formand for SF.
Dermed har Ole Sohn undsluppet den tort at skulle udsættes for en fornyelse af anklagerne med basis i de afsløringer af hans pengetransaktioner, som de russiske arkiver vil kunne bidrage med, hvis de fire danske sovjetkyndige historikere, Morten Thing, Kurt Jacobsen, Bent Jensen og Niels Erik Rosenfeldts anmodning til de russiske arkivmyndigheder om arkivindsigt bliver efterkommet.
Ironisk nok var det ikke Ole Sohns blakkede fortid som bestyrer af den danske sovjetfilial, der tvang ham til at sige jobbet som minister op. Nej, det var SF´s formandsskifte, der bevirkede hans exit. Det var Sohns politiske medsammensvorne og beskytter Villy Søvndahls beslutning om at opgive formandsposten, der trak tæppet væk under partiets grå eminence, Ole Sohn.
Den politiske kamæleon og forklædningskunstner Ole Sohn har nok engang behændigt snoet sig fri af sine kritikere i deres stræben efter sandhed og ret og givet endnu et bevis på det politiske demokratis indbyggede opportunisme.
Dermed har Ole Sohn taget luften ud af den massive bølge af kritik, der har været rejst imod ham for hans mangelfulde, uklare og vildledende svar på anklagerne imod ham for under sin formandstid at have finansieret DKP via skjulte pengestrømme fra hovedkvarteret i Moskva - anklager, der er fremført af sovjetkyndige historikere med kilder helt inde i det sovjetiske kommunistpartis daværende ledelse.
Kritikken blev af statsministeren afvist som uvedkommende og forældet og dermed irrelevant for Ole Sohns ministergerning.
Nu, hvor Ole Sohn frivilligt har afgivet sin ministerpost i regeringen, er det sket på et for Ole Sohn særdeles gunstigt tidspunkt, hvor pressekampagnen imod hans plettede fortid er stilnet, og interessen alene samler sig om valget af den ny formand for SF.
Dermed har Ole Sohn undsluppet den tort at skulle udsættes for en fornyelse af anklagerne med basis i de afsløringer af hans pengetransaktioner, som de russiske arkiver vil kunne bidrage med, hvis de fire danske sovjetkyndige historikere, Morten Thing, Kurt Jacobsen, Bent Jensen og Niels Erik Rosenfeldts anmodning til de russiske arkivmyndigheder om arkivindsigt bliver efterkommet.
Ironisk nok var det ikke Ole Sohns blakkede fortid som bestyrer af den danske sovjetfilial, der tvang ham til at sige jobbet som minister op. Nej, det var SF´s formandsskifte, der bevirkede hans exit. Det var Sohns politiske medsammensvorne og beskytter Villy Søvndahls beslutning om at opgive formandsposten, der trak tæppet væk under partiets grå eminence, Ole Sohn.
Den politiske kamæleon og forklædningskunstner Ole Sohn har nok engang behændigt snoet sig fri af sine kritikere i deres stræben efter sandhed og ret og givet endnu et bevis på det politiske demokratis indbyggede opportunisme.
kl.
12.13
<< Start