søndag den 27. november 2011

Ole Sohns særlige forhold til sandhed og løgn

Mandag den 21. november 2011 brød  tidligere DKP-chef og nuværende minister Ole Sohn sin selvpålagte tavshed om de forudgående dages forskellige nye oplysninger og påstande om hvordan han som formand for de danske kommunister i 1990 skal have taget initiativ til at inddrive et større pengebeløb fra hovedkontoret i Moskva til den slunkne partikasse i filialen i København - oplysninger, der taler imod Ole Sohns tidligere ofte fremførte påstande om, at han fra første færd efter sin magtovertagelse i DKP´s ledelse søgte at standse trafikken med de økonomiske tilskud fra centret i Moskva. Mandag aften forlod Ole Sohn så - hårdt presset af de nye belastende oplysninger i bladene - sit flyverskjul og lod sig udspørge om forholdet i DR og i TV 2.
Foreholdt påstandene om hans ageren for at fortsætte pengestrømmen fra Moskva, lod Ole Sohn nu seerne vide, at hans tidligere udsagn om, at han fra "dag 1" havde søgt at afvikle det økonomiske tilskud fra Moskva havde været "upræcis", og at dette udsagn udsprang af hans afsky over de økonomiske transaktioner og senere "refleksion" over hele forholdet.
Hele forløbet med Ole Sohns nødtvungne fremtræden i nyhederne med hans forsøg på at forklare sig over for de fremførte påstande om hans aktiviteter for at skaffe penge fra Moskva - oplysninger, der modsiger Sohns egne oplysninger - har været en opvisning i fordrejninger, talen udenom og forbi emnet, i en sådan grad, at mandens i forvejen stærkt ramponerede troværdighed har lidt yderligere skade.
Men det er ikke en tilfældighed, at Ole Sohn, den tidligere DKP-formand, benytter sig af en meget elastisk tilgang til sandhedsbegrebet. I hele den gamle sovjetkommunistiske verden var den faktiske virkelighedsbeskrivelse blevet erstattet af en bevidst forskønnelse og opskrivning af forholdene og værdierne i disse topstyrede samfund, hvor det altafgørende kriterium for sandt eller falsk ikke var de reelt eksisterende forhold og de reelle facts, men alene hensynet til at lade forholdene fremstå i det stærkest mulige positive lys for at kunne måle sig med og overgå den kapitalistiske fjende i Vesten. Hele den sovjetiske befolkning levede i et dagligt bombardement af falsk propaganda og virkelighedsforskønnelse, løgne og bedrag, som naturligvis stod befolkningen lysende klart, men som alligevel måtte accepteres, hvis den enkelte ikke ville risikere forfølgelse og straf. Den store løgn var gennemgribende og udsivet i alle kroge og hjørner og på alle niveauer i den sovjetiske virkelighed. Da Gorbatjov valgte at begynde at tale sandt, brød styret sammen, fordi alle nu kunne tale frit og sige sandheden. Men Ole Sohn har stadig en rem af huden.