9. april - et politisk lærestykke

Ingen anden begivenhed siden tabet af Sønderjylland i 1864 har tilnærmelsesvis så stor betydning for den kollektive erindring om vor nyere danske historie som den tyske besættelse af Danmark i morgengryet den 9. april 1940. Derfor bør enhver lejlighed til at erindre den 9. april ikke affærdiges med argumenter som at " at nu må det være på tide at komme videre", og "det er der vist sagt rigeligt om", etc. etc. Vigtigheden af den 9. april som påmindelse, erfaring og lærestykke kan ikke bortforklares med tidens tand og nye tider med nye vilkår. Heller ikke de konsekvenser af den 9. april, som nødvendigvis måtte drages af samfundet efter befrielsen, har nogen udløbsdato i umiddelbar fremtid. De forhold, hvorunder den tyske besættelse forløb på - en dansk regering, der ikke ville acceptere og erkende de uafviselige, alarmerende tegn på en tysk forestående besættelse af Danmark, og som var uden vilje til at markere en aktiv og synlig militær modstand for den tyske aggressor, - en militær ledelse uden koordination og uden nogen krisestyring, - en tysk besættelse, der nærmest havde karakter af en fredelig øvelse med en supponeret fjende, - kort sagt, et folk med en regering uden forsvarsvilje, alt dette skabte forestillingen om den 9. april som "skammens dag", den dag, da det danske folk lagde sig ned og lod fjenden besætte landet uden kamp. Derfor måtte det argument, hvormed samarbejdspolitikkens folk forsvarede deres gerning, nemlig at de havde skånet Danmark for de ødelæggelser og ofre, som en modstand mod tyskerne ville have medført, og at de havde ført Danmark frelst og næsten uskadt igennem en besættelse, dette argument måtte nødvendigvis stilles over for de materielle fordele, som samarbejdspolitikken bragte den tyske krigsmagt til skade for vore allierede, ligesom det danske folk betalte en høj pris herfor i form af tab af national agtelse i egne og vore allieredes øjne.

Efter befrielsen stod det klart, at den radikale-socialdemokratiske neutralistiske nedrustningslinje og "ligge-død-politik" - hvad skal det nytte - filosofien - i det mindste havde bidraget til en tysk besættelse i fem år, og at folkets nationale selvforståelse derved havde pådraget sig så mange ydmygelser, at ingen dansk regering ville kunne bestå med en videreførsel af denne linje efter krigen.

Alligevel var neutralismens tankesæt så dybt indgraveret i en stor del af de toneangivende "gamle" samarbejdspolitikere, at de ikke ville give slip på illusionen om, at Danmarks tarv tjentes bedst i småstaternes neutrale ringhjørne, når stormagtsblokkene havde formeret sig. Kun nogle enkelte fremtrædende politikere fra det traditionelt forsvarsvenlige konservative parti som Ole Bjørn Kraft, og Venstres leder Knud Kristensen, trådte frem i synlig kontrast til den gråmelerede ikke-bloks talsmænd og tilrådede dansk tilslutning til den vestlige alliance, som aftegnede sig under den kolde krigs modsætning mellem Sovjetblokken og den frie verden under amerikansk beskyttelse.