Storbritanniens exit af EU - en historie om demokratiets vrangside
Er det moderne, samarbejdende Europa på vej ind i en dødsspiral?
Elitens og Magtens Europa er kommet på så lang afstand af det underprivilegerede lag af ældre, pensionister, lavtlønsarbejdere, arbejdsløse, der oplever en stigende magtesløshed ved oplevelsen af en massiv indvandring, der virker forringende på den offentlige velfærd og skaber usikkerhed om politikernes evne og vilje til at sætte bom for indvandringen, at EU får skylden for alle problemerne. Politikerne har udnyttet folkestemningen til at skabe vind i sejlene for Brexit-kampagnen.
Det kom karakteristisk nok bag på de fleste, at den britiske folkeafstemning om fortsat medlemsskab af EU den 23. juni 2016 gav et flertal til exit-kampagnen. Da resultatet stod klart, virkede det, som når en lidt våd aftens mange impulsive bemærkninger og uoverlagte handlinger kommer tilbage og rammer festdeltagerne som en boomerang, når de vågner op til tømmermændene og bondeangerens kolde sved.
Desværre havde de mange saglige og faglige argumenter om de økonomiske og politiske virkninger af en exit ikke gjort deres tilsigtede virkning på de vælgere, der stemte exit, og som lod følelser, frustrationer og frygt afgøre deres stemmeafgivning.
Premierminister Cameron blev i pressen hængt ud for at have handlet uansvarligt ved at udskrive folkeafstemningen, men sandheden er, at han havde været under pres i lang tid for at udskrive folkeafstemning af en stor og stejl anti-EU blok af konservative parlamentsmedlemmer, der lige siden Thatchers dage i 80´erne har krævet britisk udgang af det europæiske politiske samarbejde, afspejlende den traditionelle britiske modstand imod Tyskland og Frankrig, især jo når de to store europæiske fastlandsmagter stod skulder ved skulder.
Camerom måtte allerede i 2013 love sine egne EU skeptikere en folkeafstemning, og hans uheld var jo, at der i det sidste år op til afstemningen skete det store flygtningepres på Europa, som affødte en bred folkelig misnøje med migrationens størrelse i England, forhold, som Cameron ikke kunne forudse eller ændre på. Det var denne misnøje blandt de dårligst stillede, de ældre og dem med den ringeste uddanelse og indkomst, der skabte flertallet for et britisk exit af EU. Plus selvfølgelig det forhold, at Cameron blev modarbejdet af sin sine egne EU-skeptikere og at Labour førte en meget ringe og uenergisk kampagne for at blive i EU.
Om Cameron og hans rival, den politiske opportunist og folkeforfører, Boris Johnson, er der denne velinformerede artikel i New York Times af Martin Fletcher:
Who is to blame for Brexit´s appeal? British Newspapers
Elitens og Magtens Europa er kommet på så lang afstand af det underprivilegerede lag af ældre, pensionister, lavtlønsarbejdere, arbejdsløse, der oplever en stigende magtesløshed ved oplevelsen af en massiv indvandring, der virker forringende på den offentlige velfærd og skaber usikkerhed om politikernes evne og vilje til at sætte bom for indvandringen, at EU får skylden for alle problemerne. Politikerne har udnyttet folkestemningen til at skabe vind i sejlene for Brexit-kampagnen.
Det kom karakteristisk nok bag på de fleste, at den britiske folkeafstemning om fortsat medlemsskab af EU den 23. juni 2016 gav et flertal til exit-kampagnen. Da resultatet stod klart, virkede det, som når en lidt våd aftens mange impulsive bemærkninger og uoverlagte handlinger kommer tilbage og rammer festdeltagerne som en boomerang, når de vågner op til tømmermændene og bondeangerens kolde sved.
Desværre havde de mange saglige og faglige argumenter om de økonomiske og politiske virkninger af en exit ikke gjort deres tilsigtede virkning på de vælgere, der stemte exit, og som lod følelser, frustrationer og frygt afgøre deres stemmeafgivning.
Premierminister Cameron blev i pressen hængt ud for at have handlet uansvarligt ved at udskrive folkeafstemningen, men sandheden er, at han havde været under pres i lang tid for at udskrive folkeafstemning af en stor og stejl anti-EU blok af konservative parlamentsmedlemmer, der lige siden Thatchers dage i 80´erne har krævet britisk udgang af det europæiske politiske samarbejde, afspejlende den traditionelle britiske modstand imod Tyskland og Frankrig, især jo når de to store europæiske fastlandsmagter stod skulder ved skulder.
Camerom måtte allerede i 2013 love sine egne EU skeptikere en folkeafstemning, og hans uheld var jo, at der i det sidste år op til afstemningen skete det store flygtningepres på Europa, som affødte en bred folkelig misnøje med migrationens størrelse i England, forhold, som Cameron ikke kunne forudse eller ændre på. Det var denne misnøje blandt de dårligst stillede, de ældre og dem med den ringeste uddanelse og indkomst, der skabte flertallet for et britisk exit af EU. Plus selvfølgelig det forhold, at Cameron blev modarbejdet af sin sine egne EU-skeptikere og at Labour førte en meget ringe og uenergisk kampagne for at blive i EU.
Om Cameron og hans rival, den politiske opportunist og folkeforfører, Boris Johnson, er der denne velinformerede artikel i New York Times af Martin Fletcher:
Who is to blame for Brexit´s appeal? British Newspapers
kl.
15.04
<< Start