Ikke-provokationspolitikken og den 9. april

Myten om, at den 9. april skabte bred politisk enighed om efter besættelsen at forsvare Danmark med alle militære midler og sikre, at en ny 9. april aldrig mere ville indtræffe, har mange fortalere, men det er en falsk myte. Også efter befrielsen fortsatte de ledende politikere i det vante spor fra før krigen og gjorde sig falske illusioner om, at Danmark omkostningsfrit kunne sno sig uden om den nye verdens konflikter mellem Øst og Vest. Da forsvarsminister Alsing Andersen besluttede ikke at mobilisere, da tyskerne nærmede sig grænsen i dagene op til den 9. april, begrundede han det med, at en mobilisering ville have givet tyskerne et ønsket påskud til at rykke ind i Danmark. Den tids sikkerhedspolitik bestod i ikke at provokere den store sydlige nabo med et militært beredskab. Under den kolde krig var ikke-provokationspolitikken fortsat fundamentet under dansk sikkerhedspolitik. Denne gang blot i forholdet til den store nabo i Øst - Sovjetunionen. Da Danmark blev medlem af Atlantpagten i 1949 var det ikke, fordi de ledende socialdemokratiske politikere ønskede det - tværtimod. Danmark blev medlem, fordi der ikke var noget alternativ. Kun Venstres leder, Knud Kristensen, og den konservative Ole Bjørn Kraft anbefalede Danmarks tilslutning til en amerikansk ledet alliance.