68´erne fylder 40 i år - et tilbageblik og en vurdering

I år er det 40 år siden 68´erne kom til verden - en begivenhed, der i datidens perspektiv aftegnede konturerne af en fremtid fri for de gamle stive autoritetssystemer, disciplinering og al det øvrige samfundsmæssige arvegods - klasseopdelingen, kapitalismen og dens monopolister, den private ejendomsret over virksomhederne, hele den USA-dominerede økonomi og verdenspolitik, den besiddende klasses stadige berigelse gennem udbytningen af det arbejdende folk - alt dette skulle erstattes af den demokratiske socialismes kollektivisme i alle samfundslivets områder: økonomi og erhvervsliv skulle reguleres og styres til gavn for alle de arbejdende hænder, kulturlivet og uddannelserne skulle demokratiseres, sådan at de arbejdende klasser fik den uddannelse, som hidtil havde været et privilegium for de besiddende klassers og borgerskabets ungdom. I datidens perspektiv var ledestjernene for denne progressive fremtidsforestilling Mao´s lille røde, som man morede sig med at citere fra ved middagsbordene i dannede kredse. 

Mere konkret var det østtyske socialistparadis, som mange danske havde stiftet behageligt bekendstkab med under campingferie i DDR, men også Sovjetunionen blev fremhævet som et eksempel på et land, hvor man havde afskaffet klasseforskelle, demokratiseret uddannelserne og fjernet de økonomiske og sociale privilegier forbundet med den private ejensdomret. En norsk student, der over for den amerikanske historiker og diplomat, George Kennan, fuldstændig afviste den vestlige samfundsform, svarede på dennes spørgsmål om, hvilket land han da ville foretrække at leve i: Albanien! Også Fidel Castros Cuba havde sine tilhængere under de hjemlige himmelstrøg. En særlig aura stod der om den argentinske frihedshelt, Che Guevara, der blev dræbt under guerillakampe i Bolivien i 1967 og havde mytisk status blandt 68´erne.

68´erne er i dag aldersmæssigt omkring 60 til 75 år gamle, og har forlængst indtaget samfundenes ledende kommandoposter inden for økonomi, kulturlivet og styrende organer i alle led og på alle områder. Ganske vist blev deres visioner - heldigvis må man have lov at sige - ikke opfyldt i deres yderste konsekvens, men 68´ernes tankebaner har i den grad sat sit præg på den kollektive bevidsthed og hele den selvforståelse, som generation efter generation opdrages i, så at det med rimelighed kan hævdes, at socialismen ganske vist led skibbrud i Sovjet og i Østeuropa, men måske på den anden side kom tæt på at realisere sig i de skandinaviske velfærdssamfund, hvis man accepterer den socialdemokratiske reformsocialisme som gyldigt udtryk for den socialistiske ideologi.

68´ernes oprør mod de stive autoritetssystemer var en ikke uvæsentlig medvirkende årsag til sovjetkommunismens sammenbrud. Jerntæppet og de sovjetiske kommissærer og tankesoldater kunne ikke forhindre det enkelte sovjetmenneske i at finde inspiration i 68´erne og den vestlige verdens mange tillokkelser til selv at skabe private åndehuller for selvudfoldelse uden for kommissærernes kontrol. I sidste ende var eksemplet fra Vesten stærkere end myndighedernes trusler og repressalier. Den inviduelle frihedstrang er et af menneskets stærkeste motiver, og selv de mest brutale regimer kan ikke i længden undertrykke dette motiv.

68´erne har med rette fået skældud for mange af de naive og forrykte forestillinger, de gjorde sig om samfundet, men de skal have kredit for at have medvirket til at afmontere rædselsregimerne bag jerntæppet - også selv om det slet ikke var deres hensigt.
Til netsiden om Den Kolde Krig og Danmark.

Povl Bang-Jensen og påskekrisen 1948

På denne netside www.danmarkidenkoldekrig.dk under rubrikken: emner findes nu en samling telegrammer, der dokumenterer baggrund for og indhold af de samtaler, som den danske ambassaderåd i Washington, Povl Bang-Jensen, i første halvdel af marts 1948 havde i State Department og derefter i København i sidste halvdel af marts, efter at han med ambassadør Kauffmanns accept var fløjet til København for at orientere de ledende politikere og udenrigsledelsen om de opfattelser af den sikkerhedspolitiske situation, som han mente de så ud fra et amerikansk perspektiv, efter at et kommunistisk kup i Czeckoslovakiet i februar 1948 havde skabt frygt for en sovjetisk aktion mod bl.a. Danmark. Bang-Jensens samtaler i København med de danske ledere findes der desværre ikke skriftlige referater af, men den telegrafiske korrespondance, som den amerikanske ambassadør i København havde med det amerikanske udenrigsministerium om sine samtaler med Bang-Jensen under dennes ophold i København, giver et godt indtryk af Bang-Jensens syn på hele situationen, som den tegnede sig for ham i marts 1948.

Af særlig interesse er det baggrundspapir, den såkaldt "hemmelige analyse", som Bang-Jensen assisteret af marineattaché Kjølsen havde udarbejdet i Washington i begyndelsen af marts 1948 inden afrejsen til København. Af dette papir fremgår det, at Bang-Jensens bekymring gjaldt den danske tilbøjelighed til at ville nedspille de internationale faremomenter og undlade at tage skridt til at foretage en for en eventuel angriber synlig demonstration af fast vilje til at forsvare dansk territorium militært imod et kup eller en invasion. Sporene fra den 9. april 1940 var kun otte år gamle, og intet var mere utåleligt for den danske nation end tanken om en gentagelse af den 9. april, - skammens dag. Bang-Jensens mission faldt sammen med hjemlige ansvarlige kredses opvågnen til dåd, sådan at der allerede inden Bang-Jensens ankomst til København den 15. marts 1948 var råbt vagt i gevær og gjort forberedelser til et forhøjet dansk militært og politimæssigt beredskab over for et eventuelt kommunistisk kupforsøg eller en aggression udefra.

Bang-Jensens samtaler i København under det, der blev døbt påskekrisen 1948, medvirkede stærkt til at inspirere de ledende danske politikere til at vænne sig til en ny sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor kun en klar dansk bestræbelse hen imod et militært beredskab med amerikanske våbenforsyninger og en amerikansk sikkerhedsgaranti kunne værne Danmark imod en skæbne lig den, der overgik Czeckoslovakiet. Bang-Jensen synes at have handlet på egen hånd, ud fra en personlig vurdering af den rette strategi for Danmark, og der foreligger intet vidnesbyrd om, at amerikanske kræfter - hverken i State Department eller i forsvarsetablissementet - har søgt at styre Bang-Jensen eller indpode overdrevne trusselsbilleder for dermed at drive Danmark ind i vestblokken, det der blev Atlantpagten i 1949.

Den danske udenrigsminister, karrierediplomaten Gustav Rasmussen, der var overbevist neutralist, misbilligede Bang-Jensens mission i Danmark under påskekrisen, og allerede året efter måtte Bang-Jensen skifte jobbet som Kauffmanns souschef på ambassaden ud med en mindre betydelig stilling som konsulent i FN i New York. I 1957 løb han ind i en konflikt med FN-toppen, fordi han nægtede at udlevere listerne med navnene på de 81 ungarnske flygtninge, der havde aflagt vidnesbyrd til en FN-kommission om de sovjetiske overgreb under den sovjetiske invasion i Ungarn i oktober 1956. Han frygtede, at navnene kunne komme russerne i hænde med fatale følger for efterladte slægtninge i Ungarn. Listerne blev brændt, men Bang-Jensens stædige forsvar for de ungarnske vidners sikkerhed kostede ham jobbet i FN og i november 1959 blev han fundet død i Central Park i New York, angiveligt efter at have taget sit eget liv.

Det officielle Danmark ønskede ikke at sende en repræsentant til Bang-Jensens begravelse på Solbjerg Kirkegård. Dog markerede Jens Otto Krag med sin tilstedeværelse ved begravelsen en hæderlig undtagelse herfra.