Thirteen days - en film med fup og fakta om Cubakrisen

Søndag den 27. april sendte DR1 i den bedste sendetid den amerikanske film om Cubakrisen: Thirteen Days - forresten med den samme titel som Robert Kennedys bog om krisen. Filmen fik ved sin udsendelse for få år siden en blandet modtagelse. Nogle var begejstrede for det stærke indtryk, filmens dramatiske skildring af krisens forløb og af hovedpersonerne formidlede. Andre var stærkt kritiske over for filmens sammenblanding af facts og digt.

Især faldt det kritikerne for brystet, at filmens skabere tog sig den frihed i strid med de historiske facts at indplacere en af præsidentens assistenter, Ken O´Donnell, spillet af Kevin Costner, i en hovedrolle i filmen som præsidentens uofficielle rådgiver og nærmeste betroede under krisen - et totalt fupnummer, som det intetanende publikum ikke blev advaret om.
O´Donnell havde intet med præsidentens udenrigspolitiske problemer at gøre, hverken før, under eller efter Cubakrisen. Han var ganske vist et betroet medlem af Kennedys stab af personlige assistenter, men hans opgaver havde nu nærmest med de særlige diskrete tjenester af personlig og privat art, som Kennedys mange damebekendtskaber og blakkede politiske forbindelser forudsatte opfyldt uden offentlighedens kendskab.

Man kan vælge at bagatellisere det forhold, at filmen under dække af en iøvrigt stort set korrekt filmisk dokumentarisk fremstilling lader Kevin Costner optræde i en totalt opdigtet hovedrolle som præsidentens fortrolige ven og rådgiver bag lukkede døre. Men det er og forbliver et farligt og uacceptabelt svindelnummer uden varsel at blande historisk fup ind i en historisk skildring byggende på kendsgerninger.

I de danske gymnasier har Cubakrisen i årtier figureret som det foretrukne emne til den store skriftlige hjemmeopgave. Intet andet historisk emne har så mange danske gymnasiaster studeret på egen hånd. Og selvfølgelig skal man som forberedelse til opgaveskrivningen lige se filmen "Thirteen Days". Så ved man da bagefter, at O´Donnell "i virkeligheden" var den centrale figur i hele krisen! Eller gør man...? Ganske vist er der undervisningsmaterialer fra det danske filminstitut, der laver et stort nummer ud af at forklare de pædagogiske muligheder i filmens fupscener: Diskutér fiktionalisme og drama-dokumentarisme som historiske genrer...osv. Men derved blåstemples filmens snyd i gymnasieelevernes øjne. Er det klogt?

Instruktøren, Roger Donaldson, udtaler, at ideen med at digte O´Donnell ind i hovedrollen gav en knippelgod historie. Ja, man er ikke i tvivl om, at filmen spillede rigtig mange penge ind til investorerne og Donaldson og Costner, men hvorfor ikke bare lade det autentiske, faktiske historiske handlingsforløb udspille sig, som om det ikke var en rigtig god historie?

Derfor burde filmen forsynes med en advarsel:

OBS! Denne film indeholder en række scener med Kevin Costner i rollen som Ken O´Donnell, som er uden forbindelse med virkeligheden.

Hvorfor i det hele taget producere denne film? Der findes kilometervis af spændende dokumentarisk filmmateriale, der viser hovedpersonerne og kendsgerningerne live, som de udfoldede sig i de dramatiske dage i oktober 1962, da verden befandt sig på randen af en altødelæggende atomkrig.

Kennedy-brødrene bevarede fatningen og verdensfreden, dels takket være deres egen klogskab og sunde skepsis over for generalerne, dels takket være fornuftens stemmer i EXCOM-gruppen: forsvarsminister McNamara, præsidentrådgiver Ted Sorensen, ambassadør Llewellyn "Tommy" Thompson, udenrigsminister Rusk.
O´Donnell var ikke indblandet; han deltog slet ikke i gruppens rådslagninger.

Se spillefilmen The Missiles of October (1974, 2 timer 35 min.) - på mange måder en mere retvisende  film end 13 days. 

Link: Kilder, netsider, videoer og litteratur om Cubakrisen 

Povl Bang-Jensen og påskekrisen 1948 II

Én gang fremsatte, urigtige påstande har det med at hænge ved, lige meget hvor mange gange de bliver korrigeret.
I en i øvrigt glimrende oversigtsartikel om påskekrisen 1948 (JP 23.3.08: Kommunisterne kommer!) af Lars Ringholm genfremsættes den forlængst tilbageviste og forkerte opfattelse, at ambassaderåd i Washington Povl Bang-Jensen i marts 1948 fløj hjem til København for at "overbringe en rapport til den danske regering, der citerede amerikanske efterretningskilders bekymring for, at både Danmark og Norge stod over for en russisk invasion eller et russisk-støttet, kommunistisk kup."
Rapporten, der tales om, er Bang-Jensens såkaldte "Hemmelige Analyse". Bang-Jensen ønskede med sin "analyse" at vise, at der var en objektiv risiko for, at Danmark med sin udsatte geografiske position og sin ringe militære kapacitet kunne blive udsat for et sovjetisk kup, hvis man ikke fra dansk side klart og utvetydigt annoncerede sin vilje til at forsvare sig militært mod en eventuel sovjetisk aggression.
I Bang-Jensens analyse er det dog ikke som anført i artiklen amerikanske eller andre efterretningskilders bekymringer, der fremføres, men Bang-Jensens egne bekymringer, der alene bygger på spekulationer, hypoteser og gætterier, hvad han heller ikke søger at skjule.
Intet tyder på en forbindelse mellem Bang-Jensens analyse og amerikanske efterretningskilder.
Bang-Jensens kontakter i State Department nærede i øvrigt ikke nogen særlig bekymring for Danmarks skæbne. Heller ikke den amerikanske flådes efterretningschef, som marineattaché Kjølsen opsøgte, var bekymret.
Derimod gjorde amerikanerne det klart for Bang-Jensen, at graden af en eventuel amerikansk hjælp til Danmark i tilfælde af et sovjetisk angreb ville afhænge af den militære indsats, Danmark selv ydede. Det var dette budskab, Bang-Jensen bragte med sig til Danmark.
Bang-Jensen var ikke sendt i byen af hverken den ene eller anden amerikanske myndighed. Han var alene drevet af sin egen velbegrundede og forståelige frygt for, at politikerne i Danmark ville lade en ny 9. april passere. Man tilgiver ham derfor også, at han under sit hjemmebesøg to gange fandt det opportunt at tilskrive amerikanerne opfattelser, som blot var hans egne: at amerikanerne var utilfredse med, at Danmark tøvede med at slutte sig til Vestblokken, og at amerikanerne skulle bruge danske flyvepladser som base for angreb imod Sovjet.
På http://www.danmarkidenkoldekrig.dk/ er der en emnerubrik netop om påskekrisen 1948 med fyldig dokumentation af Bang-Jensens hemmelige analyse og nogle af de samtaler, han førte under krisen.
.

Den 9. april 1940 - Uden kamp, ingen sejr

Da tyskerne besatte Danmark i morgengryet den 9. april 1940 valgte den danske regering at undlade at gøre militær modstand. Dermed blev mange danske liv sparet, for i den ulige kamp mod den tyske militærmaskine var udfaldet givet på forhånd. Ganske vist kunne danske militærenheder sine steder have standset tyskerne ved nøglepunkter, broer, havneindløb og i terrænmæssige flaskehalse og forsinket den tyske besættelse nogle timer eller et døgns tid. Men var tabet af menneskeliv ikke en for høj pris at betale for at gøre aktiv, væbnet, men forgæves modstand mod en overmægtig fjende?

I årevis havde regeringen holdt det danske militære forsvar på lavt blus under indtryk af den økonomiske krise i 30´erne og den almindelige tendens i Europa til nedrustning, alt imedens tyskerne oprustede som gale. Derfor var det for sent, da regeringen stærkt tilskyndet af de forsvarsvenlige konservative vågnede op af tornerosesøvnen i januar 1940 og besluttede at vise forsvaret af det danske rige lidt mere opmærksomhed.

Den danske regeringsleder, Thorvald Stauning, og hans radikale udenrigsminister, Peter Munch, vidste udmærket, hvor det bar hen i dagene op til den 9. april. Fra den danske flådeattaché i Berlin, kommandør Kjølsen, kom der iltelegrammer, der advarede om en nær forestående tysk besættelse af Danmark. Den nederlandske militærattaché i Berlin kunne med en tysk generalstabsofficer som kilde fortælle sin danske kollega, at tyskerne forberedte en besættelse af Danmark. Den danske regering valgte at stikke hovedet i busken, fingrene i ørene og vende ryggen til virkeligheden. Statsminister Stauning troede - eller håbede - at tyskerne inden en besættelse først ville stille regeringen et ultimatum med krav om at benytte dansk territorium som station til Norge, et ultimatum, som regeringen i så fald nødvendigvis måtte bøje sig for. Nu skete det for statsministeren chokerende, at han så at sige blev taget på sengen om morgenen den 9. april, da tyskerne allerede var på vej fra Langeliniekajen ind i Kastellet og havde besættelsen under fuld kontrol.

Besættelsen - den måde, tyskerne uden nævneværdig dansk modstand besatte Danmark på - kastede skam over den danske nation, følte de, der gik ind i modstandsarbejde. Et meget aktivt mindretal af den danske befolkning valgte at risikere livet, fordi de følte, at Danmark havde svigtet den fælles, internationale pligt til at bekæmpe nazisterne.

En af modstandskampens ledere, Frihedsrådets ledende medlem, magister Frode Jakobsen, formulerede det sådan, at man ikke som nation skulle kunne "knibe udenom" sådan som den danske regering gjorde det med samarbejdspolitikken frem til august 1943.

En anden motivation var den politiske betragtning, at Danmark ikke var allieret med den antinazistiske koalition af lande, der var i krig med Tyskland. Det var modstandsbevægelsens fortjeneste, at Danmark kom så tæt på at blive anerkendt som allieret som det var muligt uden at blive det formelt, hvilket blev forhindret af, at Danmark var uden regering fra august 1943 og frem til befrielsen.

Den legendariske jyske nedkastningschef, toldassistent, løjtnant i Livgarden, Anton I. Jensen, - kendt som Toldstrup, tegnede den absolutte og rene profil af den danske modstandsbevægelses etiske indstilling gennem sit eksempel som den jyske modstandsbevægelses dristige, kompromisløse leder, der som en anden "rød pimpernel" i forklædninger og under falske identiteter i stadig bevægelse drog fra skjulested til skjulested i det jyske med sin stab af hjælpere. Efter besættelsen udgav han en bog om sit virke med modstandsbevægelsen. Bogens titel er: Uden kamp ingen sejr! Bogen er i dag glemt og ganske upåagtet. Men den giver et fuldtonende svar til de mange yngre fremtrædende historikere, der i de senere år med efterslægtens bagklogskab som ballast har gjort sig til dommere over, hvad der var ret og vrang under besættelsen, rehabiliteret regeringerne Stauning-Munch, Buhl og ikke mindst den tidligere så forhadte og foragtede stats- og udenrigsminister Scavenius og den samarbejdspolitik, som disse regeringer førte, da Danmark i modstandsbevægelsens øjne mistede både sin ære og uskyld.
Modstandsbevægelsen blev en parentes i Danmarkshistorien- en vigtig parentes. Efter befrielsen og begejstringen og den første frihedsrus var dampet af, vendte de gamle politikere tilbage til deres vante pladser på tinge, medens modstandsbevægelsens ledere måtte se passivt til og konstatere, at der ikke var noget politisk ønske om at knytte deres personer til partierne, nærmest tværtimod. Frihedsrådets leder, Frode Jakobsen, blev ganske vist medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, men han var ugleset af den socialdemokratiske top, specielt H.C. Hansen, fordi Frode Jakobsen før befrielsen havde formastet sig til at stille krav til politikerne - her iblandt H.C. Hansen - om repræsentation af modstandsbevægelsen i befrielsesregeringen. Frode Jakobsen var ikke partisoldat og fik aldrig indflydelse i socialdemokratiet. Han måtte nøjes med posten som civil kommitteret for Hjemmeværnet. Toldstrup åbnede en kjolefabrik i Aalborg, emigrerede til Spanien, og vendte tilbage til Danmark, hvor han drev en hønsefarm.
Læs mere her om, hvordan Danmark blev besat den 9. april.

Russerne fastholdt grebet om Bornholm efter deres afrejse den 5. april 1946

Da russerne efter 11 måneders besættelse endelig forlod Bornholm den 5. april 1946, skete det blot en måned efter, at Storbritanniens nu detroniserede statsleder Winston Churchill i Fulton i Missouri, USA, havde holdt den opsigtsvækkende såkaldte jerntæppetale, hvor han gav startsignalet til den kolde krig med de dramatiske formuleringer, som stadig står stjerneklart i generationers hukommelse: "Fra Stettin i nord til Trieste i syd har et jerntæppe sænket sig ned over Europa..."
Mindre opmærksomhed vakte det, da de russiske tropper den 5. april 1946 forlod Bornholm. Men også ved denne lejlighed sænkede et ganske vist usynligt jerntæppe sig ned i Østersøen lige vest for Bornholm og afskar Bornholm fra de trygge sikkerhedspolitiske rammer, der var sat om det øvrige danske rige.
Der skete nemlig det, at den danske regering - eller rettere - den danske udenrigsminister, den overforsigtige og frygtsomme diplomat Gustav Rasmussen, ved russernes afrejse besluttede, at der ikke fremover måtte komme udenlandske, allierede militær- og myndighedspersoner til Bornholm. Dette havde russerne nemlig sat som betingelse for at rejse. Formuleringen lød, at de ville forlade Bornholm, hvis den danske regering kunne overtage Bornholm med sine tropper og oprette sin administration dér uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmede administratorer. Den danske regering gik uforbeholdent ind på denne betingelse, som skulle vise sig at have varig virkning.
Helt frem til år 2000 fastholdt den danske regering, at der ikke måtte komme fremmede, allierede tropper til Bornholm. Vore NATO-allieredes kamptropper måtte ikke vise sig på Bornholm. Officielt for at yde et dansk bidrag til lavspænding og fred i området. Reelt var det fordi det var den militære vurdering i NATO, at Bornholm alligevel ikke kunne holdes, hvis Warszawapagten angreb. Øen var opgivet på forhånd.
Men det var en ensidig dansk beslutning at holde de NATO-allieredes tropper borte fra Bornholm. Ikke en NATO-beslutning. Faktisk øgede det risikoen for et fjendtligt angreb på Bornholm i en kritisk situation, at øen ikke var beskyttet af NATO-tropper. Bornholm lå som en madding smidt ud foran fjenden. HAPS!
Man tør ikke tænke tanken til ende, hvad der kunnne være sket, hvis russerne ikke havde kunnet modstå fristelsen og havde besat Bornholm i en håndevending. Hvad ville NATO-alliancen have foretaget sig i den situation? Ville alliancen have efterlevet sin såkaldte musketér-ed og taget skridt til at genoprette Bornholms frihed? Kunne Bornholms lave forsvarsmæssige profilering have udløst en utilsigtet militær konflikt med atomvåben?
Heldigvis skete der intet dramatisk. Men spørgsmålet er stadig, om det var en klog eller en uansvarlig og risikabel politik, den danske regering havde lagt sig fast på i forholdet mellem Bornholms forsvar og hensynet til ikke at "provokere" russerne.
Russerne forlod i fysisk forstand Bornholm den 5. april 1946. Men i det næste halvhundrede år slap de ikke det usynlige, men faste greb, de havde fået om Bornholms sikkerhedspolitiske stilling. I høj grad takket være en eftergivende dansk politik.
På denne netside om den kolde krig og Danmark er der fyldig dokumentation af dette emne i afsnittet om Russerne på Bornholm. Russernes besættelse af Bornholm er grundigt skildret af Bent Jensen i bogen: Den lange befrielse (1996). Kilderne hertil er udgivet i dokumentsamlingen: Bornholm mellem Øst og Vest (2006), Bornholms Tidendes Forlag.

Foråret i Prag 1968 - endnu et politisk 40-års jubilæum

1968 var et stort, betydningsfuldt og begivenhedsmættet år. Ikke alene i kraft af de venstreorienterede studenteroprør i de fleste vestlige hovedstæder i maj 1968, men også på grund af den tjekkoslovakiske befolknings forsøg på at vriste sig fri af det kvælergreb, som den sovjetiske betonkommunisme i årtier havde holdt folket fastlåst i.
Oprøret begyndte ved årsskiftet 1967-68 med at det tjekkoslovakiske kommunistpartis centralkomité afsatte partiets mangeårige leder, den uduelige, ærkekonservative stalinist, Anton Novotny, og indsatte reformkommunisten Aleksander Dubcek i hans sted. En elendig økonomisk situation plus en total ensretning af kulturliv, litteratur, presse og politik under etpartistyrets og politistatens totale kontrol havde skabt en næsten total mistillid i befolkningen til partistyret. Det var derfor helt nødvendigt, at partiledelsen måtte skifte ud i toppen som det skete.
Dubceks valg til ny førstemand satte skred i en omfattende liberalisering i økonomi, presseforhold og politik. "Socialisme med et menneskeligt ansigt", "Foråret i Prag" - sådan lød overskrifterne i avisernes dækning af begivenhederne i Tjekkoslovakiet i foråret 1968.
I Moskva, Øst-Berlin, Warszawa, Sofia og Budapest vakte liberaliseringen bekymring og frygt for, at tjekkoslovakkerne ville rive sig løs fra det kommunistiske statssamfund under sovjetisk hegemoni og eventuelt slutte sig til den vestlige imperialistiske fjende. Derfor krævede disse fem landes stærkt bekymrede ledere, at Dubcek og hans kolleger fik stoppet den liberale ånd tilbage i flasken og sat proppen i. Alle de liberale indrømmelser skulle standses og annulleres, ellers ville kapitalisterne i Vesten udnytte situationen til deres fordel, påstod de.
Dubcek viste forståelse for bekymringen, men afviste, at Tjekkoslovakiet ville "hoppe af". Han og hans allierede hævdede, at ethvert land selv måtte bestemme, hvilken vej til socialisme, man ville bevæge sig ad.
Efter talrige samtaler med Dubcek med direkte og forblommede trusler om væbnet indgriben - uden at det "hjalp" og de ønskede stramninger blev foretaget - valgte den sovjetiske ledelse stærkt opildnet af den østtyske, polske og bulgarske ledelse at sende væbnede styrker fra de bekymrede broderlande ind over den tjekkoslovakiske grænse natten mellem den 20. og 21. august 1968.
Beslutningen søgtes retfærdiggjort i Moskva under påskud af, at et flertal i den tjekkoslovakiske ledelse havde bedt broderpartierne om indgriben og assistance for i sidste øjeblik at forhindre, at kontrarevolutionære kræfter i koalition med fjendens agenter skulle tage magten i Tjekkoslovakiet, og at man i broderpartierne efter moden overvejelse havde ment at burde efterkomme dette ønske og gribe ind med væbnede styrker.
I virkeligheden var der dog tale om et kup imod Dubcek og hans kolleger, iscenesat af Moskva med aktiv medvirken af et lille mindretal af Moskva-tro reaktionære personer i partiledelsen.
Det lykkedes dog ikke for Moskva at holde det dilettantisk arrangerede falskspil kørende, og derfor fik Dubcek og hans kolleger- der egentlig skulle have været ofret i en politisk hekseproces - lov til at fortsætte i deres embeder.
Først blev de taget til fange og derefter bragt til Moskva, hvor de blev aftvunget skriftligt løfte om at bringe liberaliseringen i Tjekkoslovakiet til ophør. Dette skete i de følgende uger og måneder.
Foråret i Prag var slut. En ny politisk istid tog sin begyndelse. Den varede som bekendt til 1989.
På siden www.danmarkidenkoldekrig.dk vil der i rubrikken: emner: Tjekkoslovakiet 1968, løbende blive bragt dokumenter til belysning af udviklingen i modsætningsforholdet mellem det reformvenlige tjekkoslovakiske styre og de ortodokse betonkommunister i Moskva og satellitstaterne.