Overdrev de danske politikere bevidst den sovjetiske trussel?

I radioens P1 debat tirsdag den 13. april fremførte Frederikke Ingemann Hansen den opfattelse, at der ikke var en reel sovjetisk trussel imod Danmark under den kolde krig, at de danske politikere udmærket godt vidste det, men at de bevidst overdrev truslen for at fastholde Danmarks medlemsskab i NATO-alliancen. Bent Jensen var selvfølgelig ikke enig heri, idet hans forskning hviler på den opfattelse, at de danske politikere var hunderædde for, hvad russerne kunne finde på. I den forbindelse bør man her sondre mellem selve den objektive sovjetiske trussel, som den rent faktisk var på de givne tidspunkter, og så den opfattelse af truslen, som formedes inden i de danske politikeres hoveder, og herunder de kilder, som de danske politikeres trusselsopfattelse baserede sig på - efterretningskilder, rygter, aviser, korridorsnak og ikke mindst den opfattelse af verdenspolitikkken og den nyeste politiske historie - 2. verdenskrig, 9. april, februarkuppet i Tjekkoslovakiet 1948, jerntæppet etc. etc., som politikerne havde dannet sig. Kort sagt, deres forståelse af årsager og virkninger i verdenspolitikken, deres billede af Sovjetunionens politiske system, mål, ideologi og drivkræfter. Om selve den reelt eksisterende, objektive sovjetiske trussels karakter og omfang for Danmark kunne politikerne ikke have nogen pålidelig og konkret viden, hverken dengang i 1948 eller senere på grund af det sovjetiske samfunds hemmelige og lukkede karakter. Politikernes opfattelse og vurdering af truslens omfang byggede derfor på en blanding af instinktiv frygt for det store ukendte lands eventuelle planer, referencer til historiske scenarier fra 2. verdenskrig - Hitlers udnyttelse af appeasement og den vigende vestlige modstand imod hans stykvise territoriale akkvisitioner,- 9. april-syndromet, der var den betingende rygmarvsrefleks i enhver dansk politiker -frygten for de hjemlige kommunister og deres maskepi med den totalitære magts kommissærer i Kreml.
Spørgsmålet om danske politikere bevidst overdrev den sovjetiske trussel, kan derfor ikke besvares som sådan, idet man ikke kendte omfanget af den sovjetiske trussel, og man kunne derfor ikke overdrive den eller det modsatte, minimere den. Noget andet er, om de danske politikere brugte truslen i et indrepolitisk opgør med de hjemlige kommunister for at nedkalde befolkningens vrede over disse potentielle "landsforrædere" og dermed minimere deres repræsentation i Folketinget og deres indflydelse på arbejdspladserne. Det gjorde især de socialdemokratiske politikere med stor omhu, hvad man sikkert ikke bør bebrejde dem, tværtimod.
Det er muligt, at den kølige udenlandske vurdering i de store NATO-lande var, at Danmark ikke var direkte i farezonen, men det er mere end tvivlsomt, om de danske politikere dels havde adgang til den efterretningsmæssige viden, som denne vurdering hvilede på, dels om de var indstillede på at tage den for pålydende værdi. Deres instinktive vurdering - den lille udsatte danske frontliniestat uden reelle militære muligheder for at afværge et sovjetisk militært kup, tvivlen om der i givet fald ville komme allieret undsætning hertil - det var denne psykologiske sindstilstand, der beherskede de danske politikere under den kolde krig. Og med god grund.