tirsdag den 19. august 2008

40-års dagen for russernes invasion i Tjekkoslovakiet

Natten mellem den 20. og 21. august 1968 rykkede sovjetiske tropper sammen med polske, østtyske, ungarnske og bulgarske, i ly af mørket ind i Tjekkoslovakiet og tog den tjekkoslovakiske politiske ledelse til fange. Dermed var liberaliseringen af det tjekkoslovakiske samfund - det såkaldte Prag-forår - bragt til ophør.
Russerne troede fejlagtigt, at invasionen kunne gennemføres rutinemæssigt, og at en marionetregering kunne indsættes planmæssigt. Men det lykkedes tjekkoslovakkerne at forpurre planen og udstille bagmændenes rænker for offentligheden over radio, så at russerne blev tvunget til at lade Dubcek og de andre ledere - der egentlig skulle have været ofre for en skueproces - beholde den formelle regeringsmagt. Magten var ren formel, for Dubcek blev sendt til Moskva og tvunget til at underskrive en håndfæstning, der garanterede, at den liberale kurs ikke ville blive fulgt i fremtiden.

Invasionen i Tjekkoslovakiet blev officielt begrundet med den såkaldte Brezjnev-doktrin, der kort fortalt siger, at Sovjetunionen har både ret og pligt til at gribe ind over for enhver satellitstat, der fører en politik, der afviger fra den linje, som Sovjetunionen afstikker - som tjekkoslovakkerne gjorde det ved en hårdt tiltrængt liberalisering, der indebar at kommunistpartiet måtte slække kontrollen med samfundsøkonomien og pressen, afskaffe censuren, og åbne op for handelsmæssige og politiske relationer med Vesttyskland og Vesten iøvrigt.

Invasionen blev mødt med en nærmest universel bølge af protester fra alle verdenshjørner og alle politiske partier - også det danske kommunistpartis ledelse, der ellers troligt fulgte den sovjetiske ledelses paroler, følte sig tvunget til offentligt at beklage den voldelige undertrykkelse af det tjekkoslovakiske folks politiske vilje.

Den vestlige verdens reaktion forblev dog af deklaratorisk art - den realpolitiske vurdering var, at det sovjetiske overherredømme over satellitlandene i Østeuropa ikke kunne brydes ved militær magt eller ved ekstern hjælp til indre oprør. Vurderingen i Vesten var, at kun en tålmodig og langsigtet vestlig belønning af de kommunistiske diktaturers mere liberale tendenser inden for kulturliv, samhandel og samarbejde med Vesten over tid kunne danne det politiske vækstlag for reformkræfter, der ville arbejde for en tilnærmelse hen imod det åbne samfunds accepterede værdier. Dette skete som bekendt omkring 20 år senere, da Gorbatjov og hans meningsfæller i sovjetledelsen indledte åbningen mod Vesten - den såkaldte "perestrojka" (egentlig: ombygning), demokratiseringen og åbenheden (glasnost), der var forudsætningen for, at den kolde krig kunne afsluttes.

Om den officielle sovjetiske begrundelse for invasionen og dens baggrund kan bl.a.læses på www.danmarkidenkoldekrig.dk i rubrikken: emner: Tjekkoslovakiet 1968.
Her er også en spændende beretning af Verner Puggaard om hans oplevelse som besætningsmedlem ombord på det danske bevogtningsskib P 532 Havmanden, der fra sin base i Rønne på Bornholm blev sendt ned til den østtyske Østersøkyst om morgenen den 21. august for at overvåge østtyske og polske flådebevægelser.

mandag den 4. august 2008

Solzjenitsyn døde den 3. august 2008

Sent søndag nat den 3. august 2008 døde den mest berømte russiske forfatter i det 20. århundrede - Aleksandr Isakeevitj Solzjenitsyn, af et hjerteanfald i sit hjem i Troitsy Lukovo i vestegnen af Moskva. Han blev 89 år gammel.

Sammen med atomfysikeren, Andrej Sakharov, var Solzjenitzyn den, der med størst gennemslagskraft uforfærdet sagde sandheden om sovjetdiktaturet og åbnede Vestens øjne for sovjetkommunismens forbrydelser mod det russiske og de andre sovjetfolk - fangelejrene i Gulag øhavet, brutaliseringen og barbariet, ensretningen, kriminaliseringen af det religiøse og det åndelige, udslettelsen af den særlige russiske nationale selvforståelse.

Sovjetregimets sammenbrud i 1989 kan indirekte og delvis tilskrives bl. a. Solzjenitsyns forfatter- og publicistvirksomhed, som med sine skarpe advarsler til Vesten var med til at styrke Vestens agtpågivenhed over for sovjetkommunismen i 70erne, hvor afspændingen mellem Øst og Vest var blevet et fredspolitisk mantra, der truede med at forføre Vesten til at gøre farlige indrømmelser og vise eftergivenhed over for sovjetiske aggressioner i den tredje verden og i satellitlandene.

Mikhail Gorbatjov - den sovjetiske regerings- og partichef, der sammen med Reagan afblæste den kolde krig i slutningen af 80erne og afskaffede klassekampen, partidiktaturet og lagde grunden til demokratisering og samarbejde med Vesten - udtaler om Solzjenitzyn, at næppe nogen har haft større betydning for folkets opfattelse af stalinregimets forbrydelser end netop Solzjenitsyn med bøgerne "En Dag i Ivan Denisovitjs Liv", og "Arkipelago GuLAG".

Solzjenitsyns udstilling af sovjetregimets forbrydelser nedkaldte regimets bandlysning af ham, og i februar 1974 blev han frataget sit statsborgerskab, landsforvist og sat på et fly til Vesttyskland, hvortil han kom den 13. februar. Begrundelsen var, at han med sit forfatterskab havde bedrevet "antisovjetisk virksomhed" og "bagvasket" Sovjetunionen. At sovjetledelsen valgte at sende Solzjenitsyn til Vesten i stedet for at spærre ham inde, som man rutinemæssigt gjorde det med andre politiske afvigere, skyldtes dels at regimet frygtede, at Solzjenitsyns indespærring ville skabe et martyrium om ham og sætte afspændingspolitikken med Vesten over styr, dels at man håbede, at opmærksomheden om Solzjenitsyns person og skribentvirksomhed ville aftage, når først han var kommet til Vesten, hvor han ville "drukne" i mængen af eksilrussere med antisovjetiske holdninger. Synspunktet var, at Solzjenitsyns autoritet som historisk sandhedsvidne ville dale, når han var fjernet fra sit russiske rodnet af ligesindede oppositionelle og sympatisører.

På sin søgen efter et nyt opholdssted i Vesten kom Solzjenitsyn også kortvarigt til Danmark, hvor han var på et dagsbesøg den 22. februar i København. Han blev modtaget af forfatterforeningens formand, Hans Jørgen Lembourn, der viste ham rundt i København.

Den danske regering kunne ikke undlade at kommentere udvisningen af Solzjenitsyn. Allerede den 13. februar - samme dag som Solzjenitsyn blev sendt ud af Sovjetunionen - udsendte statsminister Poul Hartling en kort pressemeddelelse, hvor han bl.a. sagde, at "afspænding og samarbejde mellem Øst og Vest efter vor opfattelse er nært forbundet med respekten for det enkelte menneskes rettigheder".

Dagen efter - den 14. februar - kom en sovjetisk diplomat fra ambassaden i København op i Udenrigsministeriet for bl.a. at argumentere imod statsministerens pressemeddelelse og søge at begrunde, hvorfor det var ret og rimeligt at udvise Solzjenitsyn. Et referat heraf kan læses på
http://www.danmarkidenkoldekrig.dk/ i rubrikken: Kilder: Danske.