Cubakrisen - 50 år efter
I oktober 1962 holdt verden vejret, medens præsident Kennedy lagde pres på russerne for at få dem til at fjerne de raketter, som de hemmeligt havde anbragt på Cuba for at opveje USA´s overmagt i strategiske og taktiske atomraketter og for at forhindre en amerikansk invasion og overtagelse af Cuba efter det mislykkede forsøg herpå i Svinebugten i 1961.
Som bekendt lykkedes det at finde et kompromis mellem de to modparter, sådan at verden undgik det atomragnarok, der ellers meget let ville være blevet udfaldet af denne konflikt.
Men undervejs opstod der episoder, hvor militæret på begge sider - uden om de politiske chefer - handlede aggressivt over for modparten, - episoder, der meget let kunne have udløst brug af atomvåben. De sovjetiske militære chefer på Cuba havde faktisk tilladelse til i en kritisk situation at anvende atomvåben uden først at spørge Moskva - hvad amerikanerne ikke vidste og ikke troede. Manglende viden, indsigt og forståelse af modpartens mål, motiver og midler udgjorde faktisk den største fare for en udløsning af den frygtede atomkrig, medens den politiske konflikt blev reguleret med den største forsigtighed og en udstrakt brug af diplomati og forhandling. Præsident Kennedy forstod faren for en militær optrapning, der ville komme ud af kontrol, og han var yderst skeptisk over for generalernes anbefalinger af militære indsatser over for de sovjetiske installationer på Cuba. Han frygtede, at et amerikansk militært angreb på Cuba og de sovjetiske anlæg ikke alene ville udløse en atomkrig, men også ville kunne udløse en sovjetisk aktion mod Berlin, som var den vestlige verdens frihedssymbol, der ikke under nogen omstændigheder måtte gå tabt.
Mistilliden til militæret og til anvendelsen af militære midler som løsning på krisen hjalp Kennedy igennem til en politisk løsning, der ganske vist sikrede Castro-regimets overlevelse, men som også lagde grunden til en almindelig accept af afvisningen af militære, dvs. atomare midler som redskaber i den kolde krig mellem USA og Sovjet. Der var herefter enighed om, at udsigten til atomar ødelæggelse nødvendigvis måtte føre til en sameksistens baseret på politiske forhandlinger fremfor militær konfrontation. Hvilket dog aldrig førte til en opgivelse af atomvåbnet som grundlaget for afskrækningen og terrorbalancen.
En god oversigt over den amerikanske regerings håndtering af Cubakrisen
Som bekendt lykkedes det at finde et kompromis mellem de to modparter, sådan at verden undgik det atomragnarok, der ellers meget let ville være blevet udfaldet af denne konflikt.
Men undervejs opstod der episoder, hvor militæret på begge sider - uden om de politiske chefer - handlede aggressivt over for modparten, - episoder, der meget let kunne have udløst brug af atomvåben. De sovjetiske militære chefer på Cuba havde faktisk tilladelse til i en kritisk situation at anvende atomvåben uden først at spørge Moskva - hvad amerikanerne ikke vidste og ikke troede. Manglende viden, indsigt og forståelse af modpartens mål, motiver og midler udgjorde faktisk den største fare for en udløsning af den frygtede atomkrig, medens den politiske konflikt blev reguleret med den største forsigtighed og en udstrakt brug af diplomati og forhandling. Præsident Kennedy forstod faren for en militær optrapning, der ville komme ud af kontrol, og han var yderst skeptisk over for generalernes anbefalinger af militære indsatser over for de sovjetiske installationer på Cuba. Han frygtede, at et amerikansk militært angreb på Cuba og de sovjetiske anlæg ikke alene ville udløse en atomkrig, men også ville kunne udløse en sovjetisk aktion mod Berlin, som var den vestlige verdens frihedssymbol, der ikke under nogen omstændigheder måtte gå tabt.
Mistilliden til militæret og til anvendelsen af militære midler som løsning på krisen hjalp Kennedy igennem til en politisk løsning, der ganske vist sikrede Castro-regimets overlevelse, men som også lagde grunden til en almindelig accept af afvisningen af militære, dvs. atomare midler som redskaber i den kolde krig mellem USA og Sovjet. Der var herefter enighed om, at udsigten til atomar ødelæggelse nødvendigvis måtte føre til en sameksistens baseret på politiske forhandlinger fremfor militær konfrontation. Hvilket dog aldrig førte til en opgivelse af atomvåbnet som grundlaget for afskrækningen og terrorbalancen.
En god oversigt over den amerikanske regerings håndtering af Cubakrisen
kl.
18.08
<< Start