lørdag den 9. april 2011

Arven fra den 9. april

71 år er der rundet efter det tyske overfald på Danmark - den 9. april 1940. Lang tid. Svarende til  den gennemsnitlige levetid for en dansk mand. En periode, hvor den teknologiske udvikling er accelereret med raketfart, som har bevirket, at levevilkårene er højnet mange niveauer over den beskedne materielle levefod vore bedsteforældre havde før, under og i de første tiår efter besættelsen. Alt er forandret i løbet af de 71 år. Folkekirken er svundet ind til en lille inderkreds af humanistiske kristne, for hvem kirken er et mødested uden religiøse undertoner. Fabriksindustrien er afviklet og er flyttet ud til de udviklingslande, hvor lønomkostningerne er tiendedele af den hjemlige. Arbejderklassen er kørt på museum. Velfærdssamfundet har fjernet de faste klasseskel. De gamle faste politiske tilhørsforhold er brudt. Der er frit valg på alle hylder. Socialdemokrater, Venstre, Dansk Folkeparti - alle partier byder sig til over for den store vælgermajoritet i midten.

Alligevel hænger arven fra den 9. april fast i dansk kollektiv erindring og i dansk sikkerhedspolitik den dag i dag. Som en enlig tilbageværende historisk begivenhed, som alle nulevende af dansk afstamning har tråde knyttet til, i form af fortællinger og beretninger, som er videregivet af deres forældre, eller dokumentariske film vist i TV, biograf eller i skolen. Den 9. april er et symbol, der kalder på en form for national følelse, fordi den 9. april er det ultimative eksempel på, hvad det betyder at være dansker i den territoriale enhed, der er Danmark. Den danske nation blev den 9. april 1940 udsat for en kollektiv, politisk voldtægt, der i selve sin udførelse var næsten uvirkelig umærkelig, og som derfor blev mødt med en vis tilbagelænet reaktion fra folkets side. Først i 1943 samlede der sig en organiseret modstand i forskellige grupperinger. Og da befrielsen kom i maj 1945, var den passive og tålmodige holdning fra besættelsens begyndelse afløst af en vilje til at vise flaget.
Man kan så med rette hævde, at det danske folk rejste gennem besættelsen under bekvemmelighedsflag. Det danske bidrag til de allieredes sejr over NaziTyskland var så ringe, at det havde været pinligt, hvis ikke  de allierede havde haft nytte af den danske modstandsbevægelses og efterretningstjenestes oplysninger.

Arven fra den 9. april betød, at den danske "hvad-skal-det-nytte?"-indstilling måtte opgives. Den Stauningske-Munchske nedrustnings- og "ligge-død"-politik havde spillet fallit ved tyskernes indmarch i Danmark den 9. april. 5 måneders værnepligt blev efter besættelsen gradvis sat op til 18 måneder i 1953, dog senere sat ned til 12 måneder.  Neutralitetspolitikken blev  - modstræbende og med hændervriden - opgivet i 1949, da Atlantpagten bød sig til som en væbnet alliance med USA som garant, og forhandlingerne om det skandinaviske forsvarsforbund i 1948 var strandet på svenskernes modvilje mod en atlantisk tilknytning.

Arven fra den 9. april er levende i det danske engagement i fredsskabende missioner i konfliktområder. Uanset klogskaben, rimeligheden og effektiviteten i disse indsatser, som er omstridte i offentligheden. Arven indeholder et meget enkelt budskab: Krig - og fred - (aner)kender ingen grænser. Hvis du ikke vil være med til at forsvare fællesskabet og dets rettigheder herhjemme som globalt, svigter du din moralske pligt. Sikkerhedspolitik er ikke bare koldsindig kalkulering af risk/opportunities. Der er også et etisk aspekt - hvis man altså skal tage de overordnede hensyn og ikke bare hytte sit eget skind. Siger arven fra den 9. april.
Læs mere om den 9. april 1940