Den 9. april 1940 - Uden kamp, ingen sejr
Da tyskerne besatte Danmark i morgengryet den 9. april 1940 valgte den danske regering at undlade at gøre militær modstand. Dermed blev mange danske liv sparet, for i den ulige kamp mod den tyske militærmaskine var udfaldet givet på forhånd. Ganske vist kunne danske militærenheder sine steder have standset tyskerne ved nøglepunkter, broer, havneindløb og i terrænmæssige flaskehalse og forsinket den tyske besættelse nogle timer eller et døgns tid. Men var tabet af menneskeliv ikke en for høj pris at betale for at gøre aktiv, væbnet, men forgæves modstand mod en overmægtig fjende?
I årevis havde regeringen holdt det danske militære forsvar på lavt blus under indtryk af den økonomiske krise i 30´erne og den almindelige tendens i Europa til nedrustning, alt imedens tyskerne oprustede som gale. Derfor var det for sent, da regeringen stærkt tilskyndet af de forsvarsvenlige konservative vågnede op af tornerosesøvnen i januar 1940 og besluttede at vise forsvaret af det danske rige lidt mere opmærksomhed.
Den danske regeringsleder, Thorvald Stauning, og hans radikale udenrigsminister, Peter Munch, vidste udmærket, hvor det bar hen i dagene op til den 9. april. Fra den danske flådeattaché i Berlin, kommandør Kjølsen, kom der iltelegrammer, der advarede om en nær forestående tysk besættelse af Danmark. Den nederlandske militærattaché i Berlin kunne med en tysk generalstabsofficer som kilde fortælle sin danske kollega, at tyskerne forberedte en besættelse af Danmark. Den danske regering valgte at stikke hovedet i busken, fingrene i ørene og vende ryggen til virkeligheden. Statsminister Stauning troede - eller håbede - at tyskerne inden en besættelse først ville stille regeringen et ultimatum med krav om at benytte dansk territorium som station til Norge, et ultimatum, som regeringen i så fald nødvendigvis måtte bøje sig for. Nu skete det for statsministeren chokerende, at han så at sige blev taget på sengen om morgenen den 9. april, da tyskerne allerede var på vej fra Langeliniekajen ind i Kastellet og havde besættelsen under fuld kontrol.
Besættelsen - den måde, tyskerne uden nævneværdig dansk modstand besatte Danmark på - kastede skam over den danske nation, følte de, der gik ind i modstandsarbejde. Et meget aktivt mindretal af den danske befolkning valgte at risikere livet, fordi de følte, at Danmark havde svigtet den fælles, internationale pligt til at bekæmpe nazisterne.
En af modstandskampens ledere, Frihedsrådets ledende medlem, magister Frode Jakobsen, formulerede det sådan, at man ikke som nation skulle kunne "knibe udenom" sådan som den danske regering gjorde det med samarbejdspolitikken frem til august 1943.
En anden motivation var den politiske betragtning, at Danmark ikke var allieret med den antinazistiske koalition af lande, der var i krig med Tyskland. Det var modstandsbevægelsens fortjeneste, at Danmark kom så tæt på at blive anerkendt som allieret som det var muligt uden at blive det formelt, hvilket blev forhindret af, at Danmark var uden regering fra august 1943 og frem til befrielsen.
Den legendariske jyske nedkastningschef, toldassistent, løjtnant i Livgarden, Anton I. Jensen, - kendt som Toldstrup, tegnede den absolutte og rene profil af den danske modstandsbevægelses etiske indstilling gennem sit eksempel som den jyske modstandsbevægelses dristige, kompromisløse leder, der som en anden "rød pimpernel" i forklædninger og under falske identiteter i stadig bevægelse drog fra skjulested til skjulested i det jyske med sin stab af hjælpere. Efter besættelsen udgav han en bog om sit virke med modstandsbevægelsen. Bogens titel er: Uden kamp ingen sejr! Bogen er i dag glemt og ganske upåagtet. Men den giver et fuldtonende svar til de mange yngre fremtrædende historikere, der i de senere år med efterslægtens bagklogskab som ballast har gjort sig til dommere over, hvad der var ret og vrang under besættelsen, rehabiliteret regeringerne Stauning-Munch, Buhl og ikke mindst den tidligere så forhadte og foragtede stats- og udenrigsminister Scavenius og den samarbejdspolitik, som disse regeringer førte, da Danmark i modstandsbevægelsens øjne mistede både sin ære og uskyld.
Modstandsbevægelsen blev en parentes i Danmarkshistorien- en vigtig parentes. Efter befrielsen og begejstringen og den første frihedsrus var dampet af, vendte de gamle politikere tilbage til deres vante pladser på tinge, medens modstandsbevægelsens ledere måtte se passivt til og konstatere, at der ikke var noget politisk ønske om at knytte deres personer til partierne, nærmest tværtimod. Frihedsrådets leder, Frode Jakobsen, blev ganske vist medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, men han var ugleset af den socialdemokratiske top, specielt H.C. Hansen, fordi Frode Jakobsen før befrielsen havde formastet sig til at stille krav til politikerne - her iblandt H.C. Hansen - om repræsentation af modstandsbevægelsen i befrielsesregeringen. Frode Jakobsen var ikke partisoldat og fik aldrig indflydelse i socialdemokratiet. Han måtte nøjes med posten som civil kommitteret for Hjemmeværnet. Toldstrup åbnede en kjolefabrik i Aalborg, emigrerede til Spanien, og vendte tilbage til Danmark, hvor han drev en hønsefarm.
Læs mere her om, hvordan Danmark blev besat den 9. april.
I årevis havde regeringen holdt det danske militære forsvar på lavt blus under indtryk af den økonomiske krise i 30´erne og den almindelige tendens i Europa til nedrustning, alt imedens tyskerne oprustede som gale. Derfor var det for sent, da regeringen stærkt tilskyndet af de forsvarsvenlige konservative vågnede op af tornerosesøvnen i januar 1940 og besluttede at vise forsvaret af det danske rige lidt mere opmærksomhed.
Den danske regeringsleder, Thorvald Stauning, og hans radikale udenrigsminister, Peter Munch, vidste udmærket, hvor det bar hen i dagene op til den 9. april. Fra den danske flådeattaché i Berlin, kommandør Kjølsen, kom der iltelegrammer, der advarede om en nær forestående tysk besættelse af Danmark. Den nederlandske militærattaché i Berlin kunne med en tysk generalstabsofficer som kilde fortælle sin danske kollega, at tyskerne forberedte en besættelse af Danmark. Den danske regering valgte at stikke hovedet i busken, fingrene i ørene og vende ryggen til virkeligheden. Statsminister Stauning troede - eller håbede - at tyskerne inden en besættelse først ville stille regeringen et ultimatum med krav om at benytte dansk territorium som station til Norge, et ultimatum, som regeringen i så fald nødvendigvis måtte bøje sig for. Nu skete det for statsministeren chokerende, at han så at sige blev taget på sengen om morgenen den 9. april, da tyskerne allerede var på vej fra Langeliniekajen ind i Kastellet og havde besættelsen under fuld kontrol.
Besættelsen - den måde, tyskerne uden nævneværdig dansk modstand besatte Danmark på - kastede skam over den danske nation, følte de, der gik ind i modstandsarbejde. Et meget aktivt mindretal af den danske befolkning valgte at risikere livet, fordi de følte, at Danmark havde svigtet den fælles, internationale pligt til at bekæmpe nazisterne.
En af modstandskampens ledere, Frihedsrådets ledende medlem, magister Frode Jakobsen, formulerede det sådan, at man ikke som nation skulle kunne "knibe udenom" sådan som den danske regering gjorde det med samarbejdspolitikken frem til august 1943.
En anden motivation var den politiske betragtning, at Danmark ikke var allieret med den antinazistiske koalition af lande, der var i krig med Tyskland. Det var modstandsbevægelsens fortjeneste, at Danmark kom så tæt på at blive anerkendt som allieret som det var muligt uden at blive det formelt, hvilket blev forhindret af, at Danmark var uden regering fra august 1943 og frem til befrielsen.
Den legendariske jyske nedkastningschef, toldassistent, løjtnant i Livgarden, Anton I. Jensen, - kendt som Toldstrup, tegnede den absolutte og rene profil af den danske modstandsbevægelses etiske indstilling gennem sit eksempel som den jyske modstandsbevægelses dristige, kompromisløse leder, der som en anden "rød pimpernel" i forklædninger og under falske identiteter i stadig bevægelse drog fra skjulested til skjulested i det jyske med sin stab af hjælpere. Efter besættelsen udgav han en bog om sit virke med modstandsbevægelsen. Bogens titel er: Uden kamp ingen sejr! Bogen er i dag glemt og ganske upåagtet. Men den giver et fuldtonende svar til de mange yngre fremtrædende historikere, der i de senere år med efterslægtens bagklogskab som ballast har gjort sig til dommere over, hvad der var ret og vrang under besættelsen, rehabiliteret regeringerne Stauning-Munch, Buhl og ikke mindst den tidligere så forhadte og foragtede stats- og udenrigsminister Scavenius og den samarbejdspolitik, som disse regeringer førte, da Danmark i modstandsbevægelsens øjne mistede både sin ære og uskyld.
Modstandsbevægelsen blev en parentes i Danmarkshistorien- en vigtig parentes. Efter befrielsen og begejstringen og den første frihedsrus var dampet af, vendte de gamle politikere tilbage til deres vante pladser på tinge, medens modstandsbevægelsens ledere måtte se passivt til og konstatere, at der ikke var noget politisk ønske om at knytte deres personer til partierne, nærmest tværtimod. Frihedsrådets leder, Frode Jakobsen, blev ganske vist medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, men han var ugleset af den socialdemokratiske top, specielt H.C. Hansen, fordi Frode Jakobsen før befrielsen havde formastet sig til at stille krav til politikerne - her iblandt H.C. Hansen - om repræsentation af modstandsbevægelsen i befrielsesregeringen. Frode Jakobsen var ikke partisoldat og fik aldrig indflydelse i socialdemokratiet. Han måtte nøjes med posten som civil kommitteret for Hjemmeværnet. Toldstrup åbnede en kjolefabrik i Aalborg, emigrerede til Spanien, og vendte tilbage til Danmark, hvor han drev en hønsefarm.
Læs mere her om, hvordan Danmark blev besat den 9. april.
kl.
22.52
<< Start