Foråret i Prag 1968 - endnu et politisk 40-års jubilæum
1968 var et stort, betydningsfuldt og begivenhedsmættet år. Ikke alene i kraft af de venstreorienterede studenteroprør i de fleste vestlige hovedstæder i maj 1968, men også på grund af den tjekkoslovakiske befolknings forsøg på at vriste sig fri af det kvælergreb, som den sovjetiske betonkommunisme i årtier havde holdt folket fastlåst i.
Oprøret begyndte ved årsskiftet 1967-68 med at det tjekkoslovakiske kommunistpartis centralkomité afsatte partiets mangeårige leder, den uduelige, ærkekonservative stalinist, Anton Novotny, og indsatte reformkommunisten Aleksander Dubcek i hans sted. En elendig økonomisk situation plus en total ensretning af kulturliv, litteratur, presse og politik under etpartistyrets og politistatens totale kontrol havde skabt en næsten total mistillid i befolkningen til partistyret. Det var derfor helt nødvendigt, at partiledelsen måtte skifte ud i toppen som det skete.
Dubceks valg til ny førstemand satte skred i en omfattende liberalisering i økonomi, presseforhold og politik. "Socialisme med et menneskeligt ansigt", "Foråret i Prag" - sådan lød overskrifterne i avisernes dækning af begivenhederne i Tjekkoslovakiet i foråret 1968.
I Moskva, Øst-Berlin, Warszawa, Sofia og Budapest vakte liberaliseringen bekymring og frygt for, at tjekkoslovakkerne ville rive sig løs fra det kommunistiske statssamfund under sovjetisk hegemoni og eventuelt slutte sig til den vestlige imperialistiske fjende. Derfor krævede disse fem landes stærkt bekymrede ledere, at Dubcek og hans kolleger fik stoppet den liberale ånd tilbage i flasken og sat proppen i. Alle de liberale indrømmelser skulle standses og annulleres, ellers ville kapitalisterne i Vesten udnytte situationen til deres fordel, påstod de.
Dubcek viste forståelse for bekymringen, men afviste, at Tjekkoslovakiet ville "hoppe af". Han og hans allierede hævdede, at ethvert land selv måtte bestemme, hvilken vej til socialisme, man ville bevæge sig ad.
Efter talrige samtaler med Dubcek med direkte og forblommede trusler om væbnet indgriben - uden at det "hjalp" og de ønskede stramninger blev foretaget - valgte den sovjetiske ledelse stærkt opildnet af den østtyske, polske og bulgarske ledelse at sende væbnede styrker fra de bekymrede broderlande ind over den tjekkoslovakiske grænse natten mellem den 20. og 21. august 1968.
Beslutningen søgtes retfærdiggjort i Moskva under påskud af, at et flertal i den tjekkoslovakiske ledelse havde bedt broderpartierne om indgriben og assistance for i sidste øjeblik at forhindre, at kontrarevolutionære kræfter i koalition med fjendens agenter skulle tage magten i Tjekkoslovakiet, og at man i broderpartierne efter moden overvejelse havde ment at burde efterkomme dette ønske og gribe ind med væbnede styrker.
I virkeligheden var der dog tale om et kup imod Dubcek og hans kolleger, iscenesat af Moskva med aktiv medvirken af et lille mindretal af Moskva-tro reaktionære personer i partiledelsen.
Det lykkedes dog ikke for Moskva at holde det dilettantisk arrangerede falskspil kørende, og derfor fik Dubcek og hans kolleger- der egentlig skulle have været ofret i en politisk hekseproces - lov til at fortsætte i deres embeder.
Først blev de taget til fange og derefter bragt til Moskva, hvor de blev aftvunget skriftligt løfte om at bringe liberaliseringen i Tjekkoslovakiet til ophør. Dette skete i de følgende uger og måneder.
Foråret i Prag var slut. En ny politisk istid tog sin begyndelse. Den varede som bekendt til 1989.
På siden www.danmarkidenkoldekrig.dk vil der i rubrikken: emner: Tjekkoslovakiet 1968, løbende blive bragt dokumenter til belysning af udviklingen i modsætningsforholdet mellem det reformvenlige tjekkoslovakiske styre og de ortodokse betonkommunister i Moskva og satellitstaterne.
Oprøret begyndte ved årsskiftet 1967-68 med at det tjekkoslovakiske kommunistpartis centralkomité afsatte partiets mangeårige leder, den uduelige, ærkekonservative stalinist, Anton Novotny, og indsatte reformkommunisten Aleksander Dubcek i hans sted. En elendig økonomisk situation plus en total ensretning af kulturliv, litteratur, presse og politik under etpartistyrets og politistatens totale kontrol havde skabt en næsten total mistillid i befolkningen til partistyret. Det var derfor helt nødvendigt, at partiledelsen måtte skifte ud i toppen som det skete.
Dubceks valg til ny førstemand satte skred i en omfattende liberalisering i økonomi, presseforhold og politik. "Socialisme med et menneskeligt ansigt", "Foråret i Prag" - sådan lød overskrifterne i avisernes dækning af begivenhederne i Tjekkoslovakiet i foråret 1968.
I Moskva, Øst-Berlin, Warszawa, Sofia og Budapest vakte liberaliseringen bekymring og frygt for, at tjekkoslovakkerne ville rive sig løs fra det kommunistiske statssamfund under sovjetisk hegemoni og eventuelt slutte sig til den vestlige imperialistiske fjende. Derfor krævede disse fem landes stærkt bekymrede ledere, at Dubcek og hans kolleger fik stoppet den liberale ånd tilbage i flasken og sat proppen i. Alle de liberale indrømmelser skulle standses og annulleres, ellers ville kapitalisterne i Vesten udnytte situationen til deres fordel, påstod de.
Dubcek viste forståelse for bekymringen, men afviste, at Tjekkoslovakiet ville "hoppe af". Han og hans allierede hævdede, at ethvert land selv måtte bestemme, hvilken vej til socialisme, man ville bevæge sig ad.
Efter talrige samtaler med Dubcek med direkte og forblommede trusler om væbnet indgriben - uden at det "hjalp" og de ønskede stramninger blev foretaget - valgte den sovjetiske ledelse stærkt opildnet af den østtyske, polske og bulgarske ledelse at sende væbnede styrker fra de bekymrede broderlande ind over den tjekkoslovakiske grænse natten mellem den 20. og 21. august 1968.
Beslutningen søgtes retfærdiggjort i Moskva under påskud af, at et flertal i den tjekkoslovakiske ledelse havde bedt broderpartierne om indgriben og assistance for i sidste øjeblik at forhindre, at kontrarevolutionære kræfter i koalition med fjendens agenter skulle tage magten i Tjekkoslovakiet, og at man i broderpartierne efter moden overvejelse havde ment at burde efterkomme dette ønske og gribe ind med væbnede styrker.
I virkeligheden var der dog tale om et kup imod Dubcek og hans kolleger, iscenesat af Moskva med aktiv medvirken af et lille mindretal af Moskva-tro reaktionære personer i partiledelsen.
Det lykkedes dog ikke for Moskva at holde det dilettantisk arrangerede falskspil kørende, og derfor fik Dubcek og hans kolleger- der egentlig skulle have været ofret i en politisk hekseproces - lov til at fortsætte i deres embeder.
Først blev de taget til fange og derefter bragt til Moskva, hvor de blev aftvunget skriftligt løfte om at bringe liberaliseringen i Tjekkoslovakiet til ophør. Dette skete i de følgende uger og måneder.
Foråret i Prag var slut. En ny politisk istid tog sin begyndelse. Den varede som bekendt til 1989.
På siden www.danmarkidenkoldekrig.dk vil der i rubrikken: emner: Tjekkoslovakiet 1968, løbende blive bragt dokumenter til belysning af udviklingen i modsætningsforholdet mellem det reformvenlige tjekkoslovakiske styre og de ortodokse betonkommunister i Moskva og satellitstaterne.
kl.
14.00
<< Start