Russerne fastholdt grebet om Bornholm efter deres afrejse den 5. april 1946
Da russerne efter 11 måneders besættelse endelig forlod Bornholm den 5. april 1946, skete det blot en måned efter, at Storbritanniens nu detroniserede statsleder Winston Churchill i Fulton i Missouri, USA, havde holdt den opsigtsvækkende såkaldte jerntæppetale, hvor han gav startsignalet til den kolde krig med de dramatiske formuleringer, som stadig står stjerneklart i generationers hukommelse: "Fra Stettin i nord til Trieste i syd har et jerntæppe sænket sig ned over Europa..."
Mindre opmærksomhed vakte det, da de russiske tropper den 5. april 1946 forlod Bornholm. Men også ved denne lejlighed sænkede et ganske vist usynligt jerntæppe sig ned i Østersøen lige vest for Bornholm og afskar Bornholm fra de trygge sikkerhedspolitiske rammer, der var sat om det øvrige danske rige.
Der skete nemlig det, at den danske regering - eller rettere - den danske udenrigsminister, den overforsigtige og frygtsomme diplomat Gustav Rasmussen, ved russernes afrejse besluttede, at der ikke fremover måtte komme udenlandske, allierede militær- og myndighedspersoner til Bornholm. Dette havde russerne nemlig sat som betingelse for at rejse. Formuleringen lød, at de ville forlade Bornholm, hvis den danske regering kunne overtage Bornholm med sine tropper og oprette sin administration dér uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmede administratorer. Den danske regering gik uforbeholdent ind på denne betingelse, som skulle vise sig at have varig virkning.
Helt frem til år 2000 fastholdt den danske regering, at der ikke måtte komme fremmede, allierede tropper til Bornholm. Vore NATO-allieredes kamptropper måtte ikke vise sig på Bornholm. Officielt for at yde et dansk bidrag til lavspænding og fred i området. Reelt var det fordi det var den militære vurdering i NATO, at Bornholm alligevel ikke kunne holdes, hvis Warszawapagten angreb. Øen var opgivet på forhånd.
Men det var en ensidig dansk beslutning at holde de NATO-allieredes tropper borte fra Bornholm. Ikke en NATO-beslutning. Faktisk øgede det risikoen for et fjendtligt angreb på Bornholm i en kritisk situation, at øen ikke var beskyttet af NATO-tropper. Bornholm lå som en madding smidt ud foran fjenden. HAPS!
Man tør ikke tænke tanken til ende, hvad der kunnne være sket, hvis russerne ikke havde kunnet modstå fristelsen og havde besat Bornholm i en håndevending. Hvad ville NATO-alliancen have foretaget sig i den situation? Ville alliancen have efterlevet sin såkaldte musketér-ed og taget skridt til at genoprette Bornholms frihed? Kunne Bornholms lave forsvarsmæssige profilering have udløst en utilsigtet militær konflikt med atomvåben?
Heldigvis skete der intet dramatisk. Men spørgsmålet er stadig, om det var en klog eller en uansvarlig og risikabel politik, den danske regering havde lagt sig fast på i forholdet mellem Bornholms forsvar og hensynet til ikke at "provokere" russerne.
Russerne forlod i fysisk forstand Bornholm den 5. april 1946. Men i det næste halvhundrede år slap de ikke det usynlige, men faste greb, de havde fået om Bornholms sikkerhedspolitiske stilling. I høj grad takket være en eftergivende dansk politik.
På denne netside om den kolde krig og Danmark er der fyldig dokumentation af dette emne i afsnittet om Russerne på Bornholm. Russernes besættelse af Bornholm er grundigt skildret af Bent Jensen i bogen: Den lange befrielse (1996). Kilderne hertil er udgivet i dokumentsamlingen: Bornholm mellem Øst og Vest (2006), Bornholms Tidendes Forlag.
Mindre opmærksomhed vakte det, da de russiske tropper den 5. april 1946 forlod Bornholm. Men også ved denne lejlighed sænkede et ganske vist usynligt jerntæppe sig ned i Østersøen lige vest for Bornholm og afskar Bornholm fra de trygge sikkerhedspolitiske rammer, der var sat om det øvrige danske rige.
Der skete nemlig det, at den danske regering - eller rettere - den danske udenrigsminister, den overforsigtige og frygtsomme diplomat Gustav Rasmussen, ved russernes afrejse besluttede, at der ikke fremover måtte komme udenlandske, allierede militær- og myndighedspersoner til Bornholm. Dette havde russerne nemlig sat som betingelse for at rejse. Formuleringen lød, at de ville forlade Bornholm, hvis den danske regering kunne overtage Bornholm med sine tropper og oprette sin administration dér uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmede administratorer. Den danske regering gik uforbeholdent ind på denne betingelse, som skulle vise sig at have varig virkning.
Helt frem til år 2000 fastholdt den danske regering, at der ikke måtte komme fremmede, allierede tropper til Bornholm. Vore NATO-allieredes kamptropper måtte ikke vise sig på Bornholm. Officielt for at yde et dansk bidrag til lavspænding og fred i området. Reelt var det fordi det var den militære vurdering i NATO, at Bornholm alligevel ikke kunne holdes, hvis Warszawapagten angreb. Øen var opgivet på forhånd.
Men det var en ensidig dansk beslutning at holde de NATO-allieredes tropper borte fra Bornholm. Ikke en NATO-beslutning. Faktisk øgede det risikoen for et fjendtligt angreb på Bornholm i en kritisk situation, at øen ikke var beskyttet af NATO-tropper. Bornholm lå som en madding smidt ud foran fjenden. HAPS!
Man tør ikke tænke tanken til ende, hvad der kunnne være sket, hvis russerne ikke havde kunnet modstå fristelsen og havde besat Bornholm i en håndevending. Hvad ville NATO-alliancen have foretaget sig i den situation? Ville alliancen have efterlevet sin såkaldte musketér-ed og taget skridt til at genoprette Bornholms frihed? Kunne Bornholms lave forsvarsmæssige profilering have udløst en utilsigtet militær konflikt med atomvåben?
Heldigvis skete der intet dramatisk. Men spørgsmålet er stadig, om det var en klog eller en uansvarlig og risikabel politik, den danske regering havde lagt sig fast på i forholdet mellem Bornholms forsvar og hensynet til ikke at "provokere" russerne.
Russerne forlod i fysisk forstand Bornholm den 5. april 1946. Men i det næste halvhundrede år slap de ikke det usynlige, men faste greb, de havde fået om Bornholms sikkerhedspolitiske stilling. I høj grad takket være en eftergivende dansk politik.
På denne netside om den kolde krig og Danmark er der fyldig dokumentation af dette emne i afsnittet om Russerne på Bornholm. Russernes besættelse af Bornholm er grundigt skildret af Bent Jensen i bogen: Den lange befrielse (1996). Kilderne hertil er udgivet i dokumentsamlingen: Bornholm mellem Øst og Vest (2006), Bornholms Tidendes Forlag.
kl.
21.54
<< Start