40-års dagen for russernes invasion i Tjekkoslovakiet
Natten mellem den 20. og 21. august 1968 rykkede sovjetiske tropper sammen med polske, østtyske, ungarnske og bulgarske, i ly af mørket ind i Tjekkoslovakiet og tog den tjekkoslovakiske politiske ledelse til fange. Dermed var liberaliseringen af det tjekkoslovakiske samfund - det såkaldte Prag-forår - bragt til ophør.
Russerne troede fejlagtigt, at invasionen kunne gennemføres rutinemæssigt, og at en marionetregering kunne indsættes planmæssigt. Men det lykkedes tjekkoslovakkerne at forpurre planen og udstille bagmændenes rænker for offentligheden over radio, så at russerne blev tvunget til at lade Dubcek og de andre ledere - der egentlig skulle have været ofre for en skueproces - beholde den formelle regeringsmagt. Magten var ren formel, for Dubcek blev sendt til Moskva og tvunget til at underskrive en håndfæstning, der garanterede, at den liberale kurs ikke ville blive fulgt i fremtiden.
Invasionen i Tjekkoslovakiet blev officielt begrundet med den såkaldte Brezjnev-doktrin, der kort fortalt siger, at Sovjetunionen har både ret og pligt til at gribe ind over for enhver satellitstat, der fører en politik, der afviger fra den linje, som Sovjetunionen afstikker - som tjekkoslovakkerne gjorde det ved en hårdt tiltrængt liberalisering, der indebar at kommunistpartiet måtte slække kontrollen med samfundsøkonomien og pressen, afskaffe censuren, og åbne op for handelsmæssige og politiske relationer med Vesttyskland og Vesten iøvrigt.
Invasionen blev mødt med en nærmest universel bølge af protester fra alle verdenshjørner og alle politiske partier - også det danske kommunistpartis ledelse, der ellers troligt fulgte den sovjetiske ledelses paroler, følte sig tvunget til offentligt at beklage den voldelige undertrykkelse af det tjekkoslovakiske folks politiske vilje.
Den vestlige verdens reaktion forblev dog af deklaratorisk art - den realpolitiske vurdering var, at det sovjetiske overherredømme over satellitlandene i Østeuropa ikke kunne brydes ved militær magt eller ved ekstern hjælp til indre oprør. Vurderingen i Vesten var, at kun en tålmodig og langsigtet vestlig belønning af de kommunistiske diktaturers mere liberale tendenser inden for kulturliv, samhandel og samarbejde med Vesten over tid kunne danne det politiske vækstlag for reformkræfter, der ville arbejde for en tilnærmelse hen imod det åbne samfunds accepterede værdier. Dette skete som bekendt omkring 20 år senere, da Gorbatjov og hans meningsfæller i sovjetledelsen indledte åbningen mod Vesten - den såkaldte "perestrojka" (egentlig: ombygning), demokratiseringen og åbenheden (glasnost), der var forudsætningen for, at den kolde krig kunne afsluttes.
Om den officielle sovjetiske begrundelse for invasionen og dens baggrund kan bl.a.læses på www.danmarkidenkoldekrig.dk i rubrikken: emner: Tjekkoslovakiet 1968.
Her er også en spændende beretning af Verner Puggaard om hans oplevelse som besætningsmedlem ombord på det danske bevogtningsskib P 532 Havmanden, der fra sin base i Rønne på Bornholm blev sendt ned til den østtyske Østersøkyst om morgenen den 21. august for at overvåge østtyske og polske flådebevægelser.
Russerne troede fejlagtigt, at invasionen kunne gennemføres rutinemæssigt, og at en marionetregering kunne indsættes planmæssigt. Men det lykkedes tjekkoslovakkerne at forpurre planen og udstille bagmændenes rænker for offentligheden over radio, så at russerne blev tvunget til at lade Dubcek og de andre ledere - der egentlig skulle have været ofre for en skueproces - beholde den formelle regeringsmagt. Magten var ren formel, for Dubcek blev sendt til Moskva og tvunget til at underskrive en håndfæstning, der garanterede, at den liberale kurs ikke ville blive fulgt i fremtiden.
Invasionen i Tjekkoslovakiet blev officielt begrundet med den såkaldte Brezjnev-doktrin, der kort fortalt siger, at Sovjetunionen har både ret og pligt til at gribe ind over for enhver satellitstat, der fører en politik, der afviger fra den linje, som Sovjetunionen afstikker - som tjekkoslovakkerne gjorde det ved en hårdt tiltrængt liberalisering, der indebar at kommunistpartiet måtte slække kontrollen med samfundsøkonomien og pressen, afskaffe censuren, og åbne op for handelsmæssige og politiske relationer med Vesttyskland og Vesten iøvrigt.
Invasionen blev mødt med en nærmest universel bølge af protester fra alle verdenshjørner og alle politiske partier - også det danske kommunistpartis ledelse, der ellers troligt fulgte den sovjetiske ledelses paroler, følte sig tvunget til offentligt at beklage den voldelige undertrykkelse af det tjekkoslovakiske folks politiske vilje.
Den vestlige verdens reaktion forblev dog af deklaratorisk art - den realpolitiske vurdering var, at det sovjetiske overherredømme over satellitlandene i Østeuropa ikke kunne brydes ved militær magt eller ved ekstern hjælp til indre oprør. Vurderingen i Vesten var, at kun en tålmodig og langsigtet vestlig belønning af de kommunistiske diktaturers mere liberale tendenser inden for kulturliv, samhandel og samarbejde med Vesten over tid kunne danne det politiske vækstlag for reformkræfter, der ville arbejde for en tilnærmelse hen imod det åbne samfunds accepterede værdier. Dette skete som bekendt omkring 20 år senere, da Gorbatjov og hans meningsfæller i sovjetledelsen indledte åbningen mod Vesten - den såkaldte "perestrojka" (egentlig: ombygning), demokratiseringen og åbenheden (glasnost), der var forudsætningen for, at den kolde krig kunne afsluttes.
Om den officielle sovjetiske begrundelse for invasionen og dens baggrund kan bl.a.læses på www.danmarkidenkoldekrig.dk i rubrikken: emner: Tjekkoslovakiet 1968.
Her er også en spændende beretning af Verner Puggaard om hans oplevelse som besætningsmedlem ombord på det danske bevogtningsskib P 532 Havmanden, der fra sin base i Rønne på Bornholm blev sendt ned til den østtyske Østersøkyst om morgenen den 21. august for at overvåge østtyske og polske flådebevægelser.
kl.
14.21
<< Start