Solzjenitsyn døde den 3. august 2008
Sent søndag nat den 3. august 2008 døde den mest berømte russiske forfatter i det 20. århundrede - Aleksandr Isakeevitj Solzjenitsyn, af et hjerteanfald i sit hjem i Troitsy Lukovo i vestegnen af Moskva. Han blev 89 år gammel.
Sammen med atomfysikeren, Andrej Sakharov, var Solzjenitzyn den, der med størst gennemslagskraft uforfærdet sagde sandheden om sovjetdiktaturet og åbnede Vestens øjne for sovjetkommunismens forbrydelser mod det russiske og de andre sovjetfolk - fangelejrene i Gulag øhavet, brutaliseringen og barbariet, ensretningen, kriminaliseringen af det religiøse og det åndelige, udslettelsen af den særlige russiske nationale selvforståelse.
Sovjetregimets sammenbrud i 1989 kan indirekte og delvis tilskrives bl. a. Solzjenitsyns forfatter- og publicistvirksomhed, som med sine skarpe advarsler til Vesten var med til at styrke Vestens agtpågivenhed over for sovjetkommunismen i 70erne, hvor afspændingen mellem Øst og Vest var blevet et fredspolitisk mantra, der truede med at forføre Vesten til at gøre farlige indrømmelser og vise eftergivenhed over for sovjetiske aggressioner i den tredje verden og i satellitlandene.
Mikhail Gorbatjov - den sovjetiske regerings- og partichef, der sammen med Reagan afblæste den kolde krig i slutningen af 80erne og afskaffede klassekampen, partidiktaturet og lagde grunden til demokratisering og samarbejde med Vesten - udtaler om Solzjenitzyn, at næppe nogen har haft større betydning for folkets opfattelse af stalinregimets forbrydelser end netop Solzjenitsyn med bøgerne "En Dag i Ivan Denisovitjs Liv", og "Arkipelago GuLAG".
Solzjenitsyns udstilling af sovjetregimets forbrydelser nedkaldte regimets bandlysning af ham, og i februar 1974 blev han frataget sit statsborgerskab, landsforvist og sat på et fly til Vesttyskland, hvortil han kom den 13. februar. Begrundelsen var, at han med sit forfatterskab havde bedrevet "antisovjetisk virksomhed" og "bagvasket" Sovjetunionen. At sovjetledelsen valgte at sende Solzjenitsyn til Vesten i stedet for at spærre ham inde, som man rutinemæssigt gjorde det med andre politiske afvigere, skyldtes dels at regimet frygtede, at Solzjenitsyns indespærring ville skabe et martyrium om ham og sætte afspændingspolitikken med Vesten over styr, dels at man håbede, at opmærksomheden om Solzjenitsyns person og skribentvirksomhed ville aftage, når først han var kommet til Vesten, hvor han ville "drukne" i mængen af eksilrussere med antisovjetiske holdninger. Synspunktet var, at Solzjenitsyns autoritet som historisk sandhedsvidne ville dale, når han var fjernet fra sit russiske rodnet af ligesindede oppositionelle og sympatisører.
På sin søgen efter et nyt opholdssted i Vesten kom Solzjenitsyn også kortvarigt til Danmark, hvor han var på et dagsbesøg den 22. februar i København. Han blev modtaget af forfatterforeningens formand, Hans Jørgen Lembourn, der viste ham rundt i København.
Den danske regering kunne ikke undlade at kommentere udvisningen af Solzjenitsyn. Allerede den 13. februar - samme dag som Solzjenitsyn blev sendt ud af Sovjetunionen - udsendte statsminister Poul Hartling en kort pressemeddelelse, hvor han bl.a. sagde, at "afspænding og samarbejde mellem Øst og Vest efter vor opfattelse er nært forbundet med respekten for det enkelte menneskes rettigheder".
Dagen efter - den 14. februar - kom en sovjetisk diplomat fra ambassaden i København op i Udenrigsministeriet for bl.a. at argumentere imod statsministerens pressemeddelelse og søge at begrunde, hvorfor det var ret og rimeligt at udvise Solzjenitsyn. Et referat heraf kan læses på http://www.danmarkidenkoldekrig.dk/ i rubrikken: Kilder: Danske.
Sammen med atomfysikeren, Andrej Sakharov, var Solzjenitzyn den, der med størst gennemslagskraft uforfærdet sagde sandheden om sovjetdiktaturet og åbnede Vestens øjne for sovjetkommunismens forbrydelser mod det russiske og de andre sovjetfolk - fangelejrene i Gulag øhavet, brutaliseringen og barbariet, ensretningen, kriminaliseringen af det religiøse og det åndelige, udslettelsen af den særlige russiske nationale selvforståelse.
Sovjetregimets sammenbrud i 1989 kan indirekte og delvis tilskrives bl. a. Solzjenitsyns forfatter- og publicistvirksomhed, som med sine skarpe advarsler til Vesten var med til at styrke Vestens agtpågivenhed over for sovjetkommunismen i 70erne, hvor afspændingen mellem Øst og Vest var blevet et fredspolitisk mantra, der truede med at forføre Vesten til at gøre farlige indrømmelser og vise eftergivenhed over for sovjetiske aggressioner i den tredje verden og i satellitlandene.
Mikhail Gorbatjov - den sovjetiske regerings- og partichef, der sammen med Reagan afblæste den kolde krig i slutningen af 80erne og afskaffede klassekampen, partidiktaturet og lagde grunden til demokratisering og samarbejde med Vesten - udtaler om Solzjenitzyn, at næppe nogen har haft større betydning for folkets opfattelse af stalinregimets forbrydelser end netop Solzjenitsyn med bøgerne "En Dag i Ivan Denisovitjs Liv", og "Arkipelago GuLAG".
Solzjenitsyns udstilling af sovjetregimets forbrydelser nedkaldte regimets bandlysning af ham, og i februar 1974 blev han frataget sit statsborgerskab, landsforvist og sat på et fly til Vesttyskland, hvortil han kom den 13. februar. Begrundelsen var, at han med sit forfatterskab havde bedrevet "antisovjetisk virksomhed" og "bagvasket" Sovjetunionen. At sovjetledelsen valgte at sende Solzjenitsyn til Vesten i stedet for at spærre ham inde, som man rutinemæssigt gjorde det med andre politiske afvigere, skyldtes dels at regimet frygtede, at Solzjenitsyns indespærring ville skabe et martyrium om ham og sætte afspændingspolitikken med Vesten over styr, dels at man håbede, at opmærksomheden om Solzjenitsyns person og skribentvirksomhed ville aftage, når først han var kommet til Vesten, hvor han ville "drukne" i mængen af eksilrussere med antisovjetiske holdninger. Synspunktet var, at Solzjenitsyns autoritet som historisk sandhedsvidne ville dale, når han var fjernet fra sit russiske rodnet af ligesindede oppositionelle og sympatisører.
På sin søgen efter et nyt opholdssted i Vesten kom Solzjenitsyn også kortvarigt til Danmark, hvor han var på et dagsbesøg den 22. februar i København. Han blev modtaget af forfatterforeningens formand, Hans Jørgen Lembourn, der viste ham rundt i København.
Den danske regering kunne ikke undlade at kommentere udvisningen af Solzjenitsyn. Allerede den 13. februar - samme dag som Solzjenitsyn blev sendt ud af Sovjetunionen - udsendte statsminister Poul Hartling en kort pressemeddelelse, hvor han bl.a. sagde, at "afspænding og samarbejde mellem Øst og Vest efter vor opfattelse er nært forbundet med respekten for det enkelte menneskes rettigheder".
Dagen efter - den 14. februar - kom en sovjetisk diplomat fra ambassaden i København op i Udenrigsministeriet for bl.a. at argumentere imod statsministerens pressemeddelelse og søge at begrunde, hvorfor det var ret og rimeligt at udvise Solzjenitsyn. Et referat heraf kan læses på http://www.danmarkidenkoldekrig.dk/ i rubrikken: Kilder: Danske.
kl.
18.14
<< Start