Povl Bang-Jensen og påskekrisen 1948
På denne netside www.danmarkidenkoldekrig.dk under rubrikken: emner findes nu en samling telegrammer, der dokumenterer baggrund for og indhold af de samtaler, som den danske ambassaderåd i Washington, Povl Bang-Jensen, i første halvdel af marts 1948 havde i State Department og derefter i København i sidste halvdel af marts, efter at han med ambassadør Kauffmanns accept var fløjet til København for at orientere de ledende politikere og udenrigsledelsen om de opfattelser af den sikkerhedspolitiske situation, som han mente de så ud fra et amerikansk perspektiv, efter at et kommunistisk kup i Czeckoslovakiet i februar 1948 havde skabt frygt for en sovjetisk aktion mod bl.a. Danmark. Bang-Jensens samtaler i København med de danske ledere findes der desværre ikke skriftlige referater af, men den telegrafiske korrespondance, som den amerikanske ambassadør i København havde med det amerikanske udenrigsministerium om sine samtaler med Bang-Jensen under dennes ophold i København, giver et godt indtryk af Bang-Jensens syn på hele situationen, som den tegnede sig for ham i marts 1948.
Af særlig interesse er det baggrundspapir, den såkaldt "hemmelige analyse", som Bang-Jensen assisteret af marineattaché Kjølsen havde udarbejdet i Washington i begyndelsen af marts 1948 inden afrejsen til København. Af dette papir fremgår det, at Bang-Jensens bekymring gjaldt den danske tilbøjelighed til at ville nedspille de internationale faremomenter og undlade at tage skridt til at foretage en for en eventuel angriber synlig demonstration af fast vilje til at forsvare dansk territorium militært imod et kup eller en invasion. Sporene fra den 9. april 1940 var kun otte år gamle, og intet var mere utåleligt for den danske nation end tanken om en gentagelse af den 9. april, - skammens dag. Bang-Jensens mission faldt sammen med hjemlige ansvarlige kredses opvågnen til dåd, sådan at der allerede inden Bang-Jensens ankomst til København den 15. marts 1948 var råbt vagt i gevær og gjort forberedelser til et forhøjet dansk militært og politimæssigt beredskab over for et eventuelt kommunistisk kupforsøg eller en aggression udefra.
Bang-Jensens samtaler i København under det, der blev døbt påskekrisen 1948, medvirkede stærkt til at inspirere de ledende danske politikere til at vænne sig til en ny sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor kun en klar dansk bestræbelse hen imod et militært beredskab med amerikanske våbenforsyninger og en amerikansk sikkerhedsgaranti kunne værne Danmark imod en skæbne lig den, der overgik Czeckoslovakiet. Bang-Jensen synes at have handlet på egen hånd, ud fra en personlig vurdering af den rette strategi for Danmark, og der foreligger intet vidnesbyrd om, at amerikanske kræfter - hverken i State Department eller i forsvarsetablissementet - har søgt at styre Bang-Jensen eller indpode overdrevne trusselsbilleder for dermed at drive Danmark ind i vestblokken, det der blev Atlantpagten i 1949.
Den danske udenrigsminister, karrierediplomaten Gustav Rasmussen, der var overbevist neutralist, misbilligede Bang-Jensens mission i Danmark under påskekrisen, og allerede året efter måtte Bang-Jensen skifte jobbet som Kauffmanns souschef på ambassaden ud med en mindre betydelig stilling som konsulent i FN i New York. I 1957 løb han ind i en konflikt med FN-toppen, fordi han nægtede at udlevere listerne med navnene på de 81 ungarnske flygtninge, der havde aflagt vidnesbyrd til en FN-kommission om de sovjetiske overgreb under den sovjetiske invasion i Ungarn i oktober 1956. Han frygtede, at navnene kunne komme russerne i hænde med fatale følger for efterladte slægtninge i Ungarn. Listerne blev brændt, men Bang-Jensens stædige forsvar for de ungarnske vidners sikkerhed kostede ham jobbet i FN og i november 1959 blev han fundet død i Central Park i New York, angiveligt efter at have taget sit eget liv.
Det officielle Danmark ønskede ikke at sende en repræsentant til Bang-Jensens begravelse på Solbjerg Kirkegård. Dog markerede Jens Otto Krag med sin tilstedeværelse ved begravelsen en hæderlig undtagelse herfra.
Af særlig interesse er det baggrundspapir, den såkaldt "hemmelige analyse", som Bang-Jensen assisteret af marineattaché Kjølsen havde udarbejdet i Washington i begyndelsen af marts 1948 inden afrejsen til København. Af dette papir fremgår det, at Bang-Jensens bekymring gjaldt den danske tilbøjelighed til at ville nedspille de internationale faremomenter og undlade at tage skridt til at foretage en for en eventuel angriber synlig demonstration af fast vilje til at forsvare dansk territorium militært imod et kup eller en invasion. Sporene fra den 9. april 1940 var kun otte år gamle, og intet var mere utåleligt for den danske nation end tanken om en gentagelse af den 9. april, - skammens dag. Bang-Jensens mission faldt sammen med hjemlige ansvarlige kredses opvågnen til dåd, sådan at der allerede inden Bang-Jensens ankomst til København den 15. marts 1948 var råbt vagt i gevær og gjort forberedelser til et forhøjet dansk militært og politimæssigt beredskab over for et eventuelt kommunistisk kupforsøg eller en aggression udefra.
Bang-Jensens samtaler i København under det, der blev døbt påskekrisen 1948, medvirkede stærkt til at inspirere de ledende danske politikere til at vænne sig til en ny sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor kun en klar dansk bestræbelse hen imod et militært beredskab med amerikanske våbenforsyninger og en amerikansk sikkerhedsgaranti kunne værne Danmark imod en skæbne lig den, der overgik Czeckoslovakiet. Bang-Jensen synes at have handlet på egen hånd, ud fra en personlig vurdering af den rette strategi for Danmark, og der foreligger intet vidnesbyrd om, at amerikanske kræfter - hverken i State Department eller i forsvarsetablissementet - har søgt at styre Bang-Jensen eller indpode overdrevne trusselsbilleder for dermed at drive Danmark ind i vestblokken, det der blev Atlantpagten i 1949.
Den danske udenrigsminister, karrierediplomaten Gustav Rasmussen, der var overbevist neutralist, misbilligede Bang-Jensens mission i Danmark under påskekrisen, og allerede året efter måtte Bang-Jensen skifte jobbet som Kauffmanns souschef på ambassaden ud med en mindre betydelig stilling som konsulent i FN i New York. I 1957 løb han ind i en konflikt med FN-toppen, fordi han nægtede at udlevere listerne med navnene på de 81 ungarnske flygtninge, der havde aflagt vidnesbyrd til en FN-kommission om de sovjetiske overgreb under den sovjetiske invasion i Ungarn i oktober 1956. Han frygtede, at navnene kunne komme russerne i hænde med fatale følger for efterladte slægtninge i Ungarn. Listerne blev brændt, men Bang-Jensens stædige forsvar for de ungarnske vidners sikkerhed kostede ham jobbet i FN og i november 1959 blev han fundet død i Central Park i New York, angiveligt efter at have taget sit eget liv.
Det officielle Danmark ønskede ikke at sende en repræsentant til Bang-Jensens begravelse på Solbjerg Kirkegård. Dog markerede Jens Otto Krag med sin tilstedeværelse ved begravelsen en hæderlig undtagelse herfra.
kl.
14.40
<< Start