68´erne fylder 40 i år - et tilbageblik og en vurdering
I år er det 40 år siden 68´erne kom til verden - en begivenhed, der i datidens perspektiv aftegnede konturerne af en fremtid fri for de gamle stive autoritetssystemer, disciplinering og al det øvrige samfundsmæssige arvegods - klasseopdelingen, kapitalismen og dens monopolister, den private ejendomsret over virksomhederne, hele den USA-dominerede økonomi og verdenspolitik, den besiddende klasses stadige berigelse gennem udbytningen af det arbejdende folk - alt dette skulle erstattes af den demokratiske socialismes kollektivisme i alle samfundslivets områder: økonomi og erhvervsliv skulle reguleres og styres til gavn for alle de arbejdende hænder, kulturlivet og uddannelserne skulle demokratiseres, sådan at de arbejdende klasser fik den uddannelse, som hidtil havde været et privilegium for de besiddende klassers og borgerskabets ungdom. I datidens perspektiv var ledestjernene for denne progressive fremtidsforestilling Mao´s lille røde, som man morede sig med at citere fra ved middagsbordene i dannede kredse.
Mere konkret var det østtyske socialistparadis, som mange danske havde stiftet behageligt bekendstkab med under campingferie i DDR, men også Sovjetunionen blev fremhævet som et eksempel på et land, hvor man havde afskaffet klasseforskelle, demokratiseret uddannelserne og fjernet de økonomiske og sociale privilegier forbundet med den private ejensdomret. En norsk student, der over for den amerikanske historiker og diplomat, George Kennan, fuldstændig afviste den vestlige samfundsform, svarede på dennes spørgsmål om, hvilket land han da ville foretrække at leve i: Albanien! Også Fidel Castros Cuba havde sine tilhængere under de hjemlige himmelstrøg. En særlig aura stod der om den argentinske frihedshelt, Che Guevara, der blev dræbt under guerillakampe i Bolivien i 1967 og havde mytisk status blandt 68´erne.
68´erne er i dag aldersmæssigt omkring 60 til 75 år gamle, og har forlængst indtaget samfundenes ledende kommandoposter inden for økonomi, kulturlivet og styrende organer i alle led og på alle områder. Ganske vist blev deres visioner - heldigvis må man have lov at sige - ikke opfyldt i deres yderste konsekvens, men 68´ernes tankebaner har i den grad sat sit præg på den kollektive bevidsthed og hele den selvforståelse, som generation efter generation opdrages i, så at det med rimelighed kan hævdes, at socialismen ganske vist led skibbrud i Sovjet og i Østeuropa, men måske på den anden side kom tæt på at realisere sig i de skandinaviske velfærdssamfund, hvis man accepterer den socialdemokratiske reformsocialisme som gyldigt udtryk for den socialistiske ideologi.
68´ernes oprør mod de stive autoritetssystemer var en ikke uvæsentlig medvirkende årsag til sovjetkommunismens sammenbrud. Jerntæppet og de sovjetiske kommissærer og tankesoldater kunne ikke forhindre det enkelte sovjetmenneske i at finde inspiration i 68´erne og den vestlige verdens mange tillokkelser til selv at skabe private åndehuller for selvudfoldelse uden for kommissærernes kontrol. I sidste ende var eksemplet fra Vesten stærkere end myndighedernes trusler og repressalier. Den inviduelle frihedstrang er et af menneskets stærkeste motiver, og selv de mest brutale regimer kan ikke i længden undertrykke dette motiv.
68´erne har med rette fået skældud for mange af de naive og forrykte forestillinger, de gjorde sig om samfundet, men de skal have kredit for at have medvirket til at afmontere rædselsregimerne bag jerntæppet - også selv om det slet ikke var deres hensigt.
Til netsiden om Den Kolde Krig og Danmark.
Mere konkret var det østtyske socialistparadis, som mange danske havde stiftet behageligt bekendstkab med under campingferie i DDR, men også Sovjetunionen blev fremhævet som et eksempel på et land, hvor man havde afskaffet klasseforskelle, demokratiseret uddannelserne og fjernet de økonomiske og sociale privilegier forbundet med den private ejensdomret. En norsk student, der over for den amerikanske historiker og diplomat, George Kennan, fuldstændig afviste den vestlige samfundsform, svarede på dennes spørgsmål om, hvilket land han da ville foretrække at leve i: Albanien! Også Fidel Castros Cuba havde sine tilhængere under de hjemlige himmelstrøg. En særlig aura stod der om den argentinske frihedshelt, Che Guevara, der blev dræbt under guerillakampe i Bolivien i 1967 og havde mytisk status blandt 68´erne.
68´erne er i dag aldersmæssigt omkring 60 til 75 år gamle, og har forlængst indtaget samfundenes ledende kommandoposter inden for økonomi, kulturlivet og styrende organer i alle led og på alle områder. Ganske vist blev deres visioner - heldigvis må man have lov at sige - ikke opfyldt i deres yderste konsekvens, men 68´ernes tankebaner har i den grad sat sit præg på den kollektive bevidsthed og hele den selvforståelse, som generation efter generation opdrages i, så at det med rimelighed kan hævdes, at socialismen ganske vist led skibbrud i Sovjet og i Østeuropa, men måske på den anden side kom tæt på at realisere sig i de skandinaviske velfærdssamfund, hvis man accepterer den socialdemokratiske reformsocialisme som gyldigt udtryk for den socialistiske ideologi.
68´ernes oprør mod de stive autoritetssystemer var en ikke uvæsentlig medvirkende årsag til sovjetkommunismens sammenbrud. Jerntæppet og de sovjetiske kommissærer og tankesoldater kunne ikke forhindre det enkelte sovjetmenneske i at finde inspiration i 68´erne og den vestlige verdens mange tillokkelser til selv at skabe private åndehuller for selvudfoldelse uden for kommissærernes kontrol. I sidste ende var eksemplet fra Vesten stærkere end myndighedernes trusler og repressalier. Den inviduelle frihedstrang er et af menneskets stærkeste motiver, og selv de mest brutale regimer kan ikke i længden undertrykke dette motiv.
68´erne har med rette fået skældud for mange af de naive og forrykte forestillinger, de gjorde sig om samfundet, men de skal have kredit for at have medvirket til at afmontere rædselsregimerne bag jerntæppet - også selv om det slet ikke var deres hensigt.
Til netsiden om Den Kolde Krig og Danmark.
kl.
18.55
<< Start