Fidel Castro - diktator og folkeforfører

Cubas revolutionsfører Fidel Castro er død. Manden, der ledede den cubanske revolution i 1958 og fængslede og henrettede alle sine politiske modstandere og anderledes tænkende, og blev hyldet af en vildført vestlig opinion, der romantiserede de cubanske revolutionære ledere, Fidel og ikke mindst Che Guevara, men som ikke havde øje for den stenalderagtige kommandoøkonomi og den primitive kasernesocialisme, der var Castro-styrets bud på en bedre og retfærdig samfundsmodel.

Ligesom i Sovjetunionen degraderede socialismen sig ned i en perverteret fattigdoms-stat med faldende produktivitet, ligegyldighed, plattenslageri og tuskhandel.

Det er kvalmende at læse danske og vestlige mediers delvis med hyldest forsynede nekrologer over diktatoren, som for øvrigt gjorde sig særlig fortjent ved under Cubakrisens mest tilspidsede døgn at bede russerne om at rette et atomart forkøbsslag imod USA for dermed at forhindre en amerikansk invasion af Cuba. Hvad russerne selvfølgelig ikke ville høre tale om.
Hellere starte en atomkrig og lade verden gå halvvejs under end blot at lade amerikanerne komme og fjerne de sovjetiske missiler på Cuba.
Manden var i sine egne øjne en helt og martyr, og ja, en martyr, der var indstillet på at udslette sit eget folk plus millioner andre, blot for at gå ned med flaget vajende højt.
Cuba er blevet en diktator fattigere, hvorfor man kun kan have forventninger om en bedre fremtid for cubanerne.

Jørgen Schleimann - antikommunist og åndsaristokrat, 1929-2016

Ved Jørgen Schleimanns bortgang den 7. juli 2016 har den danske presse mistet en af sine bedste og skarpeste udenrigspolitiske journalister siden Frantz von Jessen. Schleimanns virke som journalist og redaktør  er i samme fornemme kategori, som tæller Erik Seidenfaden og Erling Bjøl.

Karakteristisk for Schleimann var hans evne til at skære ind til benet og med sin farverige pen udlade sit  heftige kulturliberale temperament ud over alle den antidemokratiske, totalitære etpartistats manifestationer, det være sig i Sovjetunionen og dets vasalstater i Østeeuropa, eller den venstreintellektuelle elite i Vesteuropa, når champagnesocialisterne  fraterniserede med de autoritære og revolutionære  ideer.
Hans antikommunistiske virke begyndte, da han blev aktiv i Congress for Cultural Freedom i Paris i 1956, som var en organisation, der søgte at skabe opmærksomhed og sympati for den ikke-kommunistiske, men dog i mange tilfælde venstreorienterede kulturelle elite i vesten som modvægt mod den topstyrede sovjetiske socialrealisme, som mange i kultureliten i Vesteuropa i halvtredserne lå under for.
Kongressen var hemmeligt finansieret, men ikke dirigeret af CIA, De ansatte i organisationen måtte ikke vide, at det forholdt sig sådan.

Senere blev Schleimann chefredaktør for DR´s radioavis, Weekendavisen, TV 2 og Jyllands-Posten.

Schleimann var socialdemokrat i halvtredserne, men da Anker Jørgensen førte partiet over i en neutralistisk sikkerhedspolitisk bane, måtte han naturligt søge sit tilhørsforhold i Venstre.

Schleimann var ivrig NATO-fortaler, og var den første generalsekretær for Atlantsammenslutningen.

Storbritanniens exit af EU - en historie om demokratiets vrangside

Er det moderne, samarbejdende Europa på vej ind i en dødsspiral?
Elitens og Magtens Europa er kommet på så lang afstand af det underprivilegerede lag af ældre, pensionister, lavtlønsarbejdere, arbejdsløse, der oplever en stigende magtesløshed ved oplevelsen af en massiv indvandring, der virker forringende på den offentlige velfærd og skaber usikkerhed om politikernes evne og vilje til at sætte bom for indvandringen, at EU får skylden for alle problemerne. Politikerne har udnyttet folkestemningen til at skabe vind i sejlene for Brexit-kampagnen.
Det  kom karakteristisk nok bag på de fleste, at den britiske folkeafstemning om fortsat medlemsskab af EU den 23. juni 2016 gav et flertal til exit-kampagnen. Da resultatet stod klart, virkede det, som når en lidt våd aftens mange impulsive bemærkninger og uoverlagte handlinger kommer tilbage og rammer festdeltagerne som en boomerang, når de vågner op til tømmermændene og bondeangerens kolde sved.
Desværre havde de mange saglige og faglige argumenter om de økonomiske og politiske virkninger af en exit ikke gjort deres tilsigtede virkning på de vælgere, der stemte exit, og som lod følelser, frustrationer og frygt afgøre deres stemmeafgivning.
Premierminister Cameron blev i pressen hængt ud for at have handlet uansvarligt ved at udskrive folkeafstemningen, men sandheden er, at han havde været under pres i lang tid for at udskrive folkeafstemning af en stor og stejl anti-EU blok af konservative parlamentsmedlemmer, der lige siden Thatchers dage i 80´erne har krævet britisk udgang af det europæiske politiske samarbejde, afspejlende den traditionelle britiske modstand imod Tyskland og Frankrig, især jo når de to store europæiske fastlandsmagter stod skulder ved skulder.
Camerom måtte allerede i 2013 love sine egne EU skeptikere en folkeafstemning, og hans uheld var jo, at der i det sidste år op til afstemningen skete det store flygtningepres på Europa, som affødte en bred folkelig misnøje med migrationens størrelse i England, forhold, som Cameron ikke kunne forudse eller ændre på. Det var denne misnøje blandt de dårligst stillede, de ældre og dem med den ringeste uddanelse og indkomst, der skabte flertallet for et britisk exit af EU. Plus selvfølgelig det forhold, at Cameron blev modarbejdet af sin sine egne EU-skeptikere og at Labour førte en meget ringe og uenergisk kampagne for at blive i EU.

Om Cameron og hans rival, den politiske opportunist og folkeforfører, Boris Johnson, er der denne velinformerede artikel i New York Times af Martin Fletcher:
Who is to blame for Brexit´s appeal? British Newspapers

At handle med ondskaben - en bog om besættelsen

Besættelsestids-historikeren Hans Kirchhoff ( f. 1933), der bl.a. har skrevet Augustoprøret 1943, I-III (disputats 1979), har nu senest her i 2015 udgivet sin endelige dom over besættelsestidens historiske  og centrale modsætning mellem den officielle samarbejdslinie og på den anden side modstanden. Han har givet bogen den sigende titel: At handle med ondskaben - Samarbejdspolitikken under besættelsen (Gyldendal 219 sider).
Kirchhoff er som faghistoriker betragtet at placere i den kategori, man kunne kalde postrevisionisterne - set i forhold til besættelsestidens historiografi. Den første historieskrivning efter besættelsestiden var stort set båret alene af en enkelt mands værk - nemlig  af Jørgen Hæstrup, der skrev Kontakt med England og Hemmelig Alliance I-II, begge omhandlende modstandsbevægelsens vækst og organisation under britisk overledelse. Hæstrup, der var samtidig med modstandens aktører og som selv møjsommeligt havde indsamlet beretninger fra dem, var stærkt præget i sin fremstilling af den beundring og respekt, som han med rette følte, at deres mod, offer og gerning aftvang.

Hæstrup var faderen til den skole, vi kunne kalde traditionalisternes. Han havde en idealistisk opfattelse af , hvad der drev aktørerne - fædrelandskærligheden, patriotismen, offerviljen, modet, tilsidesættelsen af de egoistiske motiver. Modsætningen til den eftergivenhed og det gustne overlæg, der dikterede politikernes eftergivenhed over for og samarbejde med tyskerne.

Efter Hæstrup trådte en yngre generation af historikere, der ikke selv havde taget aktiv del i besættelsestiden,  ind på scenen, De kastede lys over et bredere felt af besættelsestidens problemer og og relativerede Hæstrups konklusioner og synspunkter i en sådan grad, at man kan tale om en revisionistisk skole af historikere. De accepterede, at samarbejdslinien til en vis grad havde  haft en berettigelse, og at politikerne havde lige så gode motiver og forsætter som modstandens mænd og  kvinder.

Man opgav den ensidige opstilling af modsætningen mellem politikerne og modstanden som besættelsestidens dominerende tema og afsøgte nye områder, hvorfra der udgik en påvirkning på landets forhold under besættelsen - således ledende kredse i industrien,  landbruget og militæret.

Efter revisionisterne var der en forudsigelig tendens henimod kompromiset - den såkaldte "halvtolv" fortolkning (halvvejs mellem kl. 11 og kl. 12). På den ene side anerkendtes de gamle politikeres fortjeneste ved gennem samarbejdspolitikken at have bragt landet og dets befolkning stort set uskadt og frelst gennem de 5 lange år. På den anden side måtte det indrømmes, at modstanden havde reddet store dele af Danmarks gode anseelse og rygte og bragt landet ind i de sejrende allieredes kreds på trods af  samarbejdet med tyskerne. Og vigtigst måske var det forhold, at modstanden havde reddet befolkningens selvagtelse og ære i forhold til sig selv og omverdenen.
Vi kan her tale om en post-revisionistisk skole. Helte- og forrædder-etiketterne er ikke længere gangbare, men selve besættelsestidens retningsgivende handlinger og politikker ses nu som en ganske naturlig og organisk konsekvens af den rollefordeling, som tidens aktører var pålagt - politikerne, der ikke kunne løbe fra ansvaret i en nødsituation som den 9. april, modstandsfolkene, der ikke var bundet af det politiske ansvars snævre bånd, men som kunne handle frit efter deres overbevisning og impulser. Således er Scavenius ikke længere en foragtelig opportunist og landssviger, som han blev anset som efter befrielsen, men en stor dansker, der havde modet til at tage upopulære, men for Danmarks stilling nødvendige beslutninger. Og modstanden er ikke længere "second to none", som Montgomery sagde storladent under sit besøg i København den 10. maj 1945. I virkeligheden var Danmark aldrig i fare for at blive overladt til russerne, som myten vil have det, hvis ikke modstanden havde gjort sit værk efter 1943. Danmark var med sin beliggenhed for strategisk vigtig for de vestallierede til at blive sat i straffeboksen og overladt til en usikker skæbne.

En vigtig pointe, som rækker ud over besættelsestiden, er den,  at modstandsbevægelsens ikke-kommunistiske del fik sin måske største betydning som den politiske kraft, der efter besættelsen fastholdt Socialdemokratiet på, at det måtte være slut med den Stauning- Munch´ske hvad-skal-det-nytte politik og under sloganet: "Aldrig mere en 9. april!" fik sat dagsordenen for den forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark burde føre, og som næsten tvangsmæssigt placerede Danmark i det vestlige samarbejde, der voksede frem under den kolde krig og som fandt sin form i  Atlantpagten i 1949.

Hans Kirchhoff har med stort overblik, moden indlevelse og overbevisende argumenter præsenteret hele sit syn på samarbejde kontra modstand i denne bog, og hans ræsonnementer afspejler på udmærket vis den næsten umulige opgave det er at forene samarbejde og modstand i en form for harmonisk symbiose, således som visse politikere ville have det efter krigen.
Og bogen illustrerer hele vejen igennem, at den stærke farvning og profilering af synspunkterne, som datidens mænd og kvinders egne oplevelser af besættelsestidens modsætninger naturligt måtte sætte sig spor i, nu 70 år senere er forsvundet og er erstattet af den sagesløse efterslægts egne anskuelser - men samtidig subjektivt præget af nutidens tidsånd, politisk tilhørsforhold og aktuelle konflikter.

Bogen fortjener 6 ud af 6 stjerner, fordi den er så tænksom, fremragende disponeret og letlæst en oversigt over de fem forbandede år.

P.S. Bogens titel bringer i øvrigt i erindring præsident Reagans i sin tid meget omtalte karakteristik af Sovjetunionen - "the evil empire". Sovjetunionen, der under den kolde krig var den nye truende fjende - med hele sit totalitære tvangsregime en nær slægtning af Hitlers regime. Tankevækkende er det at erindre, at Danmark og Vesten forholdt sig til dette regime som var det et helt normalt samfund, man kunne og burde have civiliseret samkvem med.

Ekstrabladet og fodnoterne

I sin anmeldelse af Bent Jensens værk om den kolde krig  (Jyllands-Posten den 25. februar)  fremhæver Sven Ove Gade med rette værkets grundige dokumentation  af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske sideskifte, der førte til den ulyksalige fodnoteperiode.

Med i billedet hører Ekstrabladets massive kampagne i november-december 1979 rettet imod raketmoderniseringen eller ”atomvanviddet”, som bladet så utvetydigt udtrykte det. Forholdet er belyst i Bent Jensens bog.

Bladets tradition?
Ekstrabladets kampagne var en landsdækkende underskriftsindsamling ledsaget af en lang række skriverier af bladets journalister, anført af Bent Falbert, om de ødelæggelser, som atomvanviddet og NATO-generalernes krigsplaner ville bringe ind over Danmark. Det lykkedes tilsyneladende Ekstrabladet i forening med en tilsvarende kampagne i dagbladet Information anført af Jørgen Dragsdahl at påvirke den politiske beslutningsproces i den af bladet ønskede retning.  I hvert fald ville daværende statsminister Anker Jørgensen pludselig ikke længere være med til at anbefale den såkaldte dobbeltbeslutning på NATO-rådsmødet den 12. december 1979, men sendte udenrigsminister Kjeld Olesen til mødet med besked om at anbefale at udsætte beslutningen et halvt år for at give russerne lejlighed til at vise vilje til forhandling om raketterne.  Det blev selvfølgelig afvist af de andre NATO-lande.

Chefredaktøren for Ekstrabladet var jo dengang Sven Ove Gade, og det rejser uvilkårligt spørgsmålet, om Gade dengang virkelig var imod raketmoderniseringen ligesom Anker Jørgensen, eller om han blot fulgte bladets traditionelle antimililtaristiske linie, der var i samklang med en bred folkelig modstand imod raketmoderniseringen, næret mere af følelser end af fornuft. Set i lyset af Gades politiske standpunkt og forfatterskab af meget læseværdige biografier om modstandslederne Frode Jakobsen og Toldstrup vil man helst tro det sidste.

Svar:

Underskriftindsamlingen i 1979 hører ikke til Ekstra Bladets stolte stunder. Ansvaret er mit. Som Jacob Hornemann antyder, var den en udløber af bladets mangeårige linje. Kampagnen fik dog ikke synderlige virkninger.

Når Hornemann nævner Frode Jakobsen, kan der måske være grund til at minde om, at han i begyndelsen af 1980’erne i flere kronikker vendte sig mod dobbeltbeslutningen, ja ligefrem gik ind for tanken om at erklære Norden atomvåbenfri. Så langt gik Ekstra Bladet aldrig. I bagklogskabens lys forsømte dog både Nato-tilhængeren Frode Jakobsen og Nato-tilhængeren Sven Ove Gade at tænke sig om. Men hvad med Schlüter-regeringen, som ved ikke at udskrive valg reelt støttede fodnotepolitikken?

Sven Ove Gade

Jyllands-Posten 27. marts 2014

Ulve, får og vogtere

Danmarks ageren i den kolde krig er lige så omstridt et emne som den danske samarbejdspolitik under besættelsen har været det lige siden 1945. Problemstillingen er den samme, blot med ændrede aktører. Hvor samarbejdspolitikken skete efter tysk tryk kraftigt understreget af den fysiske besættelse af landet, handlede de danske regeringer under den kolde krig under indtryk af truslen om en sovjetisk aggression og en altødelæggende atomkrig. Forholdet var i begge tilfælde det samme: truslen fra en totalitær krigsmagt i umiddelbar nærhed af dansk territorium.

I Bent Jensens tobindsværk om Danmark i den kolde krig: Ulve, får og vogtere, er dommen over den førte danske politik under den kolde krig todelt:

- dels anerkendelse for den årvågenhed og de skridt, der toges af de socialdemokratiske og borgerlige regeringer under den kolde krigs første tiår for at inddæmme de kommunistiske, sovjetstyrede organisationer og frontorganisationer og for den tilslutning til det vestlige forsvarsmæssige samarbejde i NATO, som Socialdemokratiet kun med det gustne overlægs logik og nødtvunget accepterede og som efterfølgende blev bekræftet og bestyrket af overbeviste NATO-tilhængere som Per Hækkerup og Poul Hansen, K.B. Andersen og Poul Søgaard, ligesom også statsministrene H.C. Hansen og J.O. Krag trods indledende skepsis fandt sig godt til rette i NATO-broderskabet.

- dels kritik for det skifte over til en NATO-fjendtlig blok i Folketinget, som Socialdemokratiet foretog i perioden fra december 1979 til anløbssagen i maj 1988, den såkaldte fodnoteperiode, hvor det "alternative sikkerhedspolitiske flertal" bestående af VS, SF, de radikale og socialdemokraterne pålagde den borgerlige regering at tage afstand fra NATO´s beslutning om at opstille raketter i Europa som svar på den sovjetiske opstilling af et stort antal raketter, der kunne ødelægge de vesteuropæiske lande.

Nu skete der jo det, at Sovjetunionen gik med til at fjerne sine raketter imod at de amerikanske raketter også blev fjernet fra Europa, sådan at lille Danmarks modvillige indstilling til raketmoderniseringen blev uden anden betydning end det anselige tab af anseelse og prestige, som vort lands ringe og usolidariske bidrag til NATO´s fælles forsvar medførte i forholdet til vore allierede.

Skadede fodnoterne Danmark og alliancen?
Spørgsmålet er mere,om de kunne have skadet Danmark, hvis ikke Gorbatjov og Reagan i 1987 havde aftalt at fjerne raketterne, og den kolde krig ikke var gået på hæld. Det korrekte spørgsmål er, om fodnoterne - de danske forbehold og afvisende standpunkter over for alliancens enige vedtagelser - ikke udhulede NATO-solidaritetsprincippet i en sådan grad, at Danmarks medlemsskab og faktiske forsikringsdækning ville være uden indhold, hvis en tænkelig militær konfrontation skulle stå for døren. Anker Jørgensens udstedelse af forbud mod atomvåben på dansk grund under alle omstændigheder, dvs. også under en militær konflikt, havde i sig selv forhindret allieret indsats af et atomart modsvar på dansk grund overfor en østlig aggressor - og dermed undsagt grundlaget for aftalerne med de allierede om indsats af allierede tropper på dansk grund.

Bent Jensen siger i konklusionen til kapitel 20 om Socialdemokratiets sikkerhedspolitik bl.a.:
..."Udformningen af partiets sikkerhedspolitik blev i stadig stigende grad lagt i hænderne på Lasse Budtz, der stærkt støttet af Anker Jørgensen førte partiet længere og længere væk fra den traditionelle konsensus med de borgerlige partier og ud i den retning, som venstrefløjen inklusive DKP og fredsbevægelsen samt Kreml bifaldt og medvirkede til. Anker Jørgensens svage ledelse blev en katalysator for, at de indre modsætninger blomstrede, og særinteresser hos enkeltpersoner kom til at definere hele partiets politik."
: ..."Fodnotepolitikken var udtryk for en verdensfjern og uvirkelig opfattelse af såvel Sovjetunionens som USA´s og  Danmarks sikkerhedsinteresser."

At fodnoterne ikke dengang tilføjede Danmark ulivssår, kunne ingen i datiden have forudset med ringeste grad af sikkerhed, lige så lidt som man dengang forudså at muren ville falde den 9. november 1989, eller at Sovjetunionen ville kollapse i efteråret 1991. Det eneste, man dengang kunne henholde sig til, var at fodnoterne skabte usikkerhed om Danmarks placering i det vestlige forbund, og at de øgede risikoen for en gentagelse af den 9. april, hvis vore allierede tog konsekvensen af Danmarks separatistiske færd og nedprioriterede eller droppede hjælpen til Danmark under en eventuel militær konflikt, hvad vore alliancepartnere - englænderne, tyskerne og amerikanerne - da også kraftigt signalerede og advarede om.

Så svaret på spørgsmålene er entydigt: Fodnoterne skadede Danmarks anseelse og skabte tvivl om, ja ligefrem umuliggjorde de beredskabsplaner, der var aftalte med de allierede. Fodnoterne ville med største sandsynlighed have medført, at Danmark i en krigssituation ville have stået uden en atomar dækning og uden allieret assistance, dvs. uden noget holdbart forsvar over for en aggressor. En farlig politik, drevet af en usund kombination af følelser, ønsketænkning, manglende indsigt i sikkerhedspolitikkens realiteter og modstandernes tankesæt -den sikre vej til selvdestruktion.

I bogen efterlader konklusionen om fodnoterne ingen tvivl:

Læs mere om fodnoterne

Cubakrisen i nyt lys - 50 år efter

Medens det er den gængse opfattelse, at Cubakrisen sluttede den 28. oktober 1962 ved den aftale mellem Khrushtjov og Kennedy, der fastslog, at USA ikke ville invadere Cuba, hvis russerne fjernede deres offensive våben fra Cuba inden for seks måneder, så har det længe været kendt, at der i hele november måned 1962 fortsat var et uløst stridspunkt mellem USA og Sovjet om de sovjetiske IL-28 bombefly, som amerikanerne også ville have bort fra Cuba, ligesom Castro hele tiden skabte problemer for de to aftalepartnere ved at modsætte sig inspektion af Cuba fra luften af amerikanske fly, der skulle kontrollere de sovjetiske våbens fjernelse fra Cuba.

For få måneder siden blev det kendt, at krisen meget nemt kunne være fortsat og kommet helt ud af kontrol efter den 28. oktober 1962, idet russerne efter den 28. oktober fortsat havde et lager af taktiske atomvåben liggende på Cuba, som amerikanerne ikke havde opdaget eksistensen af, og som russerne derfor undlod at  fjerne sammen med de øvrige missilinstallationer. Castro var særdeles utilfreds med den løsning på krisen, som Khrustjov havde fundet sammen med Kennedy, især den måde, det skete på, hvor Castro ikke blev taget med på råd af russerne, fordi der ikke var tid til det.

 For at mildne Castro og give ham en trøst midt i ærgrelsen over, at missilerne blev trukket væk fra Cuba, besluttede Khrustjov at lade Castro overtage de russiske taktiske atomvåben på Cuba, som amerikanerne altså ikke kendte til. Khrustjov sendte sin betroede kollega fra politbureauet, armeneren Mikoyan til Cuba i november for at mildne Castro og tale ham til besindelse, og herunder "forære" ham de taktiske atomvåben til eget brug. Heldigvis indså Mikoyan hurtigt, at det kunne blive katastrofalt at lade den uberegnelige, lunefulde og hidsige Castro få disse a-våben til sin disposition. Castro truede med at ville beskyde de amerikanske fly, der overfløj Cuba for at kontrollere fjernelsen af de sovjetiske missiler. De sovjetiske a-våben måtte for enhver pris væk fra Cuba og Castro, besluttede Mikoyan. Han opdigtede derfor en til lejligheden anvendelig begrundelse for at måtte sige med beklagelse til Castro, at de taktiske atomvåben også skulle tilbage til Sovjetunionen, idet der var en sovjetisk lov, der forbød eksport og overdragelse af sovjetiske atomvåben til andre lande. En sådan lov eksisterede ikke, men det kunne Castro ikke vide, så argumentet bøjede en ærgerlig Castro sig for.

Kilden til denne skræmmende historie fra det virkelige liv, der nemt kunne være blevet til et sandt mareridt for menneskeheden, er Mikoyans egne skriftlige optegnelser, som hans søn for nylig har givet historikerne i hænde.
Læs mere her - Mere materiale om Cubakrisen - 50 år efter

Ole Sohn og den politiske forklædningskunsts sejr

Den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har den 12. oktober 2012 meddelt, at han forlader sin ministerpost. Et år og 9 dage efter sin udnævnelse ved den blandede S-R-SF regerings tiltrædelse.

Dermed har Ole Sohn taget luften ud af den massive bølge af kritik, der har været rejst imod ham for hans mangelfulde, uklare og vildledende svar på anklagerne imod ham for under sin formandstid at have finansieret DKP via skjulte pengestrømme fra hovedkvarteret i Moskva - anklager, der er fremført af sovjetkyndige historikere med kilder helt inde i det sovjetiske kommunistpartis daværende ledelse.

Kritikken blev af statsministeren afvist som uvedkommende og forældet og dermed irrelevant for Ole Sohns ministergerning.

Nu, hvor Ole Sohn frivilligt har afgivet sin ministerpost i regeringen, er det sket på et for Ole Sohn særdeles gunstigt tidspunkt, hvor pressekampagnen imod hans plettede fortid er stilnet, og interessen alene samler sig om valget af den ny formand for SF.

Dermed har Ole Sohn undsluppet den tort at skulle udsættes for en fornyelse af anklagerne med basis i de afsløringer af hans pengetransaktioner, som de russiske arkiver vil kunne bidrage med, hvis de fire danske sovjetkyndige historikere, Morten Thing, Kurt Jacobsen, Bent Jensen og Niels Erik Rosenfeldts anmodning til de russiske arkivmyndigheder om arkivindsigt bliver efterkommet.

Ironisk nok var det ikke Ole Sohns blakkede fortid som bestyrer af den danske sovjetfilial, der tvang ham til at sige jobbet som minister op. Nej, det var SF´s formandsskifte, der bevirkede hans exit. Det var Sohns politiske medsammensvorne og beskytter Villy Søvndahls beslutning om at opgive formandsposten, der trak tæppet væk under partiets grå eminence, Ole Sohn.

Den politiske kamæleon og forklædningskunstner Ole Sohn har nok engang behændigt snoet sig fri af sine kritikere i deres stræben efter sandhed og ret og givet endnu et bevis på det politiske demokratis indbyggede opportunisme.

Cubakrisen - 50 år efter

I oktober 1962 holdt verden vejret, medens præsident Kennedy lagde pres på russerne for at få dem til at fjerne de raketter, som de hemmeligt havde anbragt på Cuba for at opveje USA´s overmagt i strategiske og taktiske atomraketter og for at forhindre en amerikansk invasion og overtagelse af Cuba efter det mislykkede forsøg herpå i Svinebugten i 1961.
Som bekendt lykkedes det at finde et kompromis mellem de to modparter, sådan at verden undgik det atomragnarok, der ellers meget let ville være blevet udfaldet af denne konflikt.
Men undervejs opstod der episoder, hvor militæret på begge sider - uden om de politiske chefer - handlede aggressivt over for modparten, - episoder, der meget let kunne have udløst brug af atomvåben. De sovjetiske militære chefer på Cuba havde faktisk tilladelse til i en kritisk situation at anvende atomvåben uden først at spørge Moskva - hvad amerikanerne ikke vidste og ikke troede. Manglende viden, indsigt og forståelse af modpartens mål, motiver og midler udgjorde faktisk den største fare for en udløsning af den frygtede atomkrig, medens den politiske konflikt blev reguleret med den største forsigtighed og en udstrakt brug af diplomati og forhandling. Præsident Kennedy forstod faren for en militær optrapning, der ville komme ud af kontrol, og han var yderst skeptisk over for generalernes anbefalinger af militære indsatser over for de sovjetiske installationer på Cuba. Han frygtede, at et amerikansk militært angreb på Cuba og de sovjetiske anlæg ikke alene ville udløse en atomkrig, men også ville kunne udløse en sovjetisk aktion mod Berlin, som var den vestlige  verdens frihedssymbol, der ikke under nogen omstændigheder måtte gå tabt.
Mistilliden til militæret og til anvendelsen af militære midler som løsning på krisen hjalp Kennedy igennem til en politisk løsning, der ganske vist sikrede Castro-regimets overlevelse, men som også lagde grunden til en almindelig accept af afvisningen af militære, dvs. atomare midler som redskaber i den kolde krig mellem USA og Sovjet. Der var herefter enighed om, at udsigten til atomar ødelæggelse nødvendigvis måtte føre til en sameksistens baseret på politiske forhandlinger fremfor militær konfrontation. Hvilket dog aldrig førte til en opgivelse af atomvåbnet som grundlaget for afskrækningen og terrorbalancen.
En god oversigt over den amerikanske regerings håndtering af Cubakrisen

Ole Sohns særlige forhold til sandhed og løgn

Mandag den 21. november 2011 brød  tidligere DKP-chef og nuværende minister Ole Sohn sin selvpålagte tavshed om de forudgående dages forskellige nye oplysninger og påstande om hvordan han som formand for de danske kommunister i 1990 skal have taget initiativ til at inddrive et større pengebeløb fra hovedkontoret i Moskva til den slunkne partikasse i filialen i København - oplysninger, der taler imod Ole Sohns tidligere ofte fremførte påstande om, at han fra første færd efter sin magtovertagelse i DKP´s ledelse søgte at standse trafikken med de økonomiske tilskud fra centret i Moskva. Mandag aften forlod Ole Sohn så - hårdt presset af de nye belastende oplysninger i bladene - sit flyverskjul og lod sig udspørge om forholdet i DR og i TV 2.
Foreholdt påstandene om hans ageren for at fortsætte pengestrømmen fra Moskva, lod Ole Sohn nu seerne vide, at hans tidligere udsagn om, at han fra "dag 1" havde søgt at afvikle det økonomiske tilskud fra Moskva havde været "upræcis", og at dette udsagn udsprang af hans afsky over de økonomiske transaktioner og senere "refleksion" over hele forholdet.
Hele forløbet med Ole Sohns nødtvungne fremtræden i nyhederne med hans forsøg på at forklare sig over for de fremførte påstande om hans aktiviteter for at skaffe penge fra Moskva - oplysninger, der modsiger Sohns egne oplysninger - har været en opvisning i fordrejninger, talen udenom og forbi emnet, i en sådan grad, at mandens i forvejen stærkt ramponerede troværdighed har lidt yderligere skade.
Men det er ikke en tilfældighed, at Ole Sohn, den tidligere DKP-formand, benytter sig af en meget elastisk tilgang til sandhedsbegrebet. I hele den gamle sovjetkommunistiske verden var den faktiske virkelighedsbeskrivelse blevet erstattet af en bevidst forskønnelse og opskrivning af forholdene og værdierne i disse topstyrede samfund, hvor det altafgørende kriterium for sandt eller falsk ikke var de reelt eksisterende forhold og de reelle facts, men alene hensynet til at lade forholdene fremstå i det stærkest mulige positive lys for at kunne måle sig med og overgå den kapitalistiske fjende i Vesten. Hele den sovjetiske befolkning levede i et dagligt bombardement af falsk propaganda og virkelighedsforskønnelse, løgne og bedrag, som naturligvis stod befolkningen lysende klart, men som alligevel måtte accepteres, hvis den enkelte ikke ville risikere forfølgelse og straf. Den store løgn var gennemgribende og udsivet i alle kroge og hjørner og på alle niveauer i den sovjetiske virkelighed. Da Gorbatjov valgte at begynde at tale sandt, brød styret sammen, fordi alle nu kunne tale frit og sige sandheden. Men Ole Sohn har stadig en rem af huden.