Ulve, får og vogtere
Danmarks ageren i den kolde krig er lige så omstridt et emne som den danske samarbejdspolitik under besættelsen har været det lige siden 1945. Problemstillingen er den samme, blot med ændrede aktører. Hvor samarbejdspolitikken skete efter tysk tryk kraftigt understreget af den fysiske besættelse af landet, handlede de danske regeringer under den kolde krig under indtryk af truslen om en sovjetisk aggression og en altødelæggende atomkrig. Forholdet var i begge tilfælde det samme: truslen fra en totalitær krigsmagt i umiddelbar nærhed af dansk territorium.
I Bent Jensens tobindsværk om Danmark i den kolde krig: Ulve, får og vogtere, er dommen over den førte danske politik under den kolde krig todelt:
- dels anerkendelse for den årvågenhed og de skridt, der toges af de socialdemokratiske og borgerlige regeringer under den kolde krigs første tiår for at inddæmme de kommunistiske, sovjetstyrede organisationer og frontorganisationer og for den tilslutning til det vestlige forsvarsmæssige samarbejde i NATO, som Socialdemokratiet kun med det gustne overlægs logik og nødtvunget accepterede og som efterfølgende blev bekræftet og bestyrket af overbeviste NATO-tilhængere som Per Hækkerup og Poul Hansen, K.B. Andersen og Poul Søgaard, ligesom også statsministrene H.C. Hansen og J.O. Krag trods indledende skepsis fandt sig godt til rette i NATO-broderskabet.
- dels kritik for det skifte over til en NATO-fjendtlig blok i Folketinget, som Socialdemokratiet foretog i perioden fra december 1979 til anløbssagen i maj 1988, den såkaldte fodnoteperiode, hvor det "alternative sikkerhedspolitiske flertal" bestående af VS, SF, de radikale og socialdemokraterne pålagde den borgerlige regering at tage afstand fra NATO´s beslutning om at opstille raketter i Europa som svar på den sovjetiske opstilling af et stort antal raketter, der kunne ødelægge de vesteuropæiske lande.
Nu skete der jo det, at Sovjetunionen gik med til at fjerne sine raketter imod at de amerikanske raketter også blev fjernet fra Europa, sådan at lille Danmarks modvillige indstilling til raketmoderniseringen blev uden anden betydning end det anselige tab af anseelse og prestige, som vort lands ringe og usolidariske bidrag til NATO´s fælles forsvar medførte i forholdet til vore allierede.
Skadede fodnoterne Danmark og alliancen?
Spørgsmålet er mere,om de kunne have skadet Danmark, hvis ikke Gorbatjov og Reagan i 1987 havde aftalt at fjerne raketterne, og den kolde krig ikke var gået på hæld. Det korrekte spørgsmål er, om fodnoterne - de danske forbehold og afvisende standpunkter over for alliancens enige vedtagelser - ikke udhulede NATO-solidaritetsprincippet i en sådan grad, at Danmarks medlemsskab og faktiske forsikringsdækning ville være uden indhold, hvis en tænkelig militær konfrontation skulle stå for døren. Anker Jørgensens udstedelse af forbud mod atomvåben på dansk grund under alle omstændigheder, dvs. også under en militær konflikt, havde i sig selv forhindret allieret indsats af et atomart modsvar på dansk grund overfor en østlig aggressor - og dermed undsagt grundlaget for aftalerne med de allierede om indsats af allierede tropper på dansk grund.
Bent Jensen siger i konklusionen til kapitel 20 om Socialdemokratiets sikkerhedspolitik bl.a.:
..."Udformningen af partiets sikkerhedspolitik blev i stadig stigende grad lagt i hænderne på Lasse Budtz, der stærkt støttet af Anker Jørgensen førte partiet længere og længere væk fra den traditionelle konsensus med de borgerlige partier og ud i den retning, som venstrefløjen inklusive DKP og fredsbevægelsen samt Kreml bifaldt og medvirkede til. Anker Jørgensens svage ledelse blev en katalysator for, at de indre modsætninger blomstrede, og særinteresser hos enkeltpersoner kom til at definere hele partiets politik."
: ..."Fodnotepolitikken var udtryk for en verdensfjern og uvirkelig opfattelse af såvel Sovjetunionens som USA´s og Danmarks sikkerhedsinteresser."
At fodnoterne ikke dengang tilføjede Danmark ulivssår, kunne ingen i datiden have forudset med ringeste grad af sikkerhed, lige så lidt som man dengang forudså at muren ville falde den 9. november 1989, eller at Sovjetunionen ville kollapse i efteråret 1991. Det eneste, man dengang kunne henholde sig til, var at fodnoterne skabte usikkerhed om Danmarks placering i det vestlige forbund, og at de øgede risikoen for en gentagelse af den 9. april, hvis vore allierede tog konsekvensen af Danmarks separatistiske færd og nedprioriterede eller droppede hjælpen til Danmark under en eventuel militær konflikt, hvad vore alliancepartnere - englænderne, tyskerne og amerikanerne - da også kraftigt signalerede og advarede om.
Så svaret på spørgsmålene er entydigt: Fodnoterne skadede Danmarks anseelse og skabte tvivl om, ja ligefrem umuliggjorde de beredskabsplaner, der var aftalte med de allierede. Fodnoterne ville med største sandsynlighed have medført, at Danmark i en krigssituation ville have stået uden en atomar dækning og uden allieret assistance, dvs. uden noget holdbart forsvar over for en aggressor. En farlig politik, drevet af en usund kombination af følelser, ønsketænkning, manglende indsigt i sikkerhedspolitikkens realiteter og modstandernes tankesæt -den sikre vej til selvdestruktion.
I bogen efterlader konklusionen om fodnoterne ingen tvivl:
Læs mere om fodnoterne
I Bent Jensens tobindsværk om Danmark i den kolde krig: Ulve, får og vogtere, er dommen over den førte danske politik under den kolde krig todelt:
- dels anerkendelse for den årvågenhed og de skridt, der toges af de socialdemokratiske og borgerlige regeringer under den kolde krigs første tiår for at inddæmme de kommunistiske, sovjetstyrede organisationer og frontorganisationer og for den tilslutning til det vestlige forsvarsmæssige samarbejde i NATO, som Socialdemokratiet kun med det gustne overlægs logik og nødtvunget accepterede og som efterfølgende blev bekræftet og bestyrket af overbeviste NATO-tilhængere som Per Hækkerup og Poul Hansen, K.B. Andersen og Poul Søgaard, ligesom også statsministrene H.C. Hansen og J.O. Krag trods indledende skepsis fandt sig godt til rette i NATO-broderskabet.
- dels kritik for det skifte over til en NATO-fjendtlig blok i Folketinget, som Socialdemokratiet foretog i perioden fra december 1979 til anløbssagen i maj 1988, den såkaldte fodnoteperiode, hvor det "alternative sikkerhedspolitiske flertal" bestående af VS, SF, de radikale og socialdemokraterne pålagde den borgerlige regering at tage afstand fra NATO´s beslutning om at opstille raketter i Europa som svar på den sovjetiske opstilling af et stort antal raketter, der kunne ødelægge de vesteuropæiske lande.
Nu skete der jo det, at Sovjetunionen gik med til at fjerne sine raketter imod at de amerikanske raketter også blev fjernet fra Europa, sådan at lille Danmarks modvillige indstilling til raketmoderniseringen blev uden anden betydning end det anselige tab af anseelse og prestige, som vort lands ringe og usolidariske bidrag til NATO´s fælles forsvar medførte i forholdet til vore allierede.
Skadede fodnoterne Danmark og alliancen?
Spørgsmålet er mere,om de kunne have skadet Danmark, hvis ikke Gorbatjov og Reagan i 1987 havde aftalt at fjerne raketterne, og den kolde krig ikke var gået på hæld. Det korrekte spørgsmål er, om fodnoterne - de danske forbehold og afvisende standpunkter over for alliancens enige vedtagelser - ikke udhulede NATO-solidaritetsprincippet i en sådan grad, at Danmarks medlemsskab og faktiske forsikringsdækning ville være uden indhold, hvis en tænkelig militær konfrontation skulle stå for døren. Anker Jørgensens udstedelse af forbud mod atomvåben på dansk grund under alle omstændigheder, dvs. også under en militær konflikt, havde i sig selv forhindret allieret indsats af et atomart modsvar på dansk grund overfor en østlig aggressor - og dermed undsagt grundlaget for aftalerne med de allierede om indsats af allierede tropper på dansk grund.
Bent Jensen siger i konklusionen til kapitel 20 om Socialdemokratiets sikkerhedspolitik bl.a.:
..."Udformningen af partiets sikkerhedspolitik blev i stadig stigende grad lagt i hænderne på Lasse Budtz, der stærkt støttet af Anker Jørgensen førte partiet længere og længere væk fra den traditionelle konsensus med de borgerlige partier og ud i den retning, som venstrefløjen inklusive DKP og fredsbevægelsen samt Kreml bifaldt og medvirkede til. Anker Jørgensens svage ledelse blev en katalysator for, at de indre modsætninger blomstrede, og særinteresser hos enkeltpersoner kom til at definere hele partiets politik."
: ..."Fodnotepolitikken var udtryk for en verdensfjern og uvirkelig opfattelse af såvel Sovjetunionens som USA´s og Danmarks sikkerhedsinteresser."
At fodnoterne ikke dengang tilføjede Danmark ulivssår, kunne ingen i datiden have forudset med ringeste grad af sikkerhed, lige så lidt som man dengang forudså at muren ville falde den 9. november 1989, eller at Sovjetunionen ville kollapse i efteråret 1991. Det eneste, man dengang kunne henholde sig til, var at fodnoterne skabte usikkerhed om Danmarks placering i det vestlige forbund, og at de øgede risikoen for en gentagelse af den 9. april, hvis vore allierede tog konsekvensen af Danmarks separatistiske færd og nedprioriterede eller droppede hjælpen til Danmark under en eventuel militær konflikt, hvad vore alliancepartnere - englænderne, tyskerne og amerikanerne - da også kraftigt signalerede og advarede om.
Så svaret på spørgsmålene er entydigt: Fodnoterne skadede Danmarks anseelse og skabte tvivl om, ja ligefrem umuliggjorde de beredskabsplaner, der var aftalte med de allierede. Fodnoterne ville med største sandsynlighed have medført, at Danmark i en krigssituation ville have stået uden en atomar dækning og uden allieret assistance, dvs. uden noget holdbart forsvar over for en aggressor. En farlig politik, drevet af en usund kombination af følelser, ønsketænkning, manglende indsigt i sikkerhedspolitikkens realiteter og modstandernes tankesæt -den sikre vej til selvdestruktion.
I bogen efterlader konklusionen om fodnoterne ingen tvivl:
Læs mere om fodnoterne
kl.
22.35
