Cubakrisen - 50 år efter

I oktober 1962 holdt verden vejret, medens præsident Kennedy lagde pres på russerne for at få dem til at fjerne de raketter, som de hemmeligt havde anbragt på Cuba for at opveje USA´s overmagt i strategiske og taktiske atomraketter og for at forhindre en amerikansk invasion og overtagelse af Cuba efter det mislykkede forsøg herpå i Svinebugten i 1961.
Som bekendt lykkedes det at finde et kompromis mellem de to modparter, sådan at verden undgik det atomragnarok, der ellers meget let ville være blevet udfaldet af denne konflikt.
Men undervejs opstod der episoder, hvor militæret på begge sider - uden om de politiske chefer - handlede aggressivt over for modparten, - episoder, der meget let kunne have udløst brug af atomvåben. De sovjetiske militære chefer på Cuba havde faktisk tilladelse til i en kritisk situation at anvende atomvåben uden først at spørge Moskva - hvad amerikanerne ikke vidste og ikke troede. Manglende viden, indsigt og forståelse af modpartens mål, motiver og midler udgjorde faktisk den største fare for en udløsning af den frygtede atomkrig, medens den politiske konflikt blev reguleret med den største forsigtighed og en udstrakt brug af diplomati og forhandling. Præsident Kennedy forstod faren for en militær optrapning, der ville komme ud af kontrol, og han var yderst skeptisk over for generalernes anbefalinger af militære indsatser over for de sovjetiske installationer på Cuba. Han frygtede, at et amerikansk militært angreb på Cuba og de sovjetiske anlæg ikke alene ville udløse en atomkrig, men også ville kunne udløse en sovjetisk aktion mod Berlin, som var den vestlige  verdens frihedssymbol, der ikke under nogen omstændigheder måtte gå tabt.
Mistilliden til militæret og til anvendelsen af militære midler som løsning på krisen hjalp Kennedy igennem til en politisk løsning, der ganske vist sikrede Castro-regimets overlevelse, men som også lagde grunden til en almindelig accept af afvisningen af militære, dvs. atomare midler som redskaber i den kolde krig mellem USA og Sovjet. Der var herefter enighed om, at udsigten til atomar ødelæggelse nødvendigvis måtte føre til en sameksistens baseret på politiske forhandlinger fremfor militær konfrontation. Hvilket dog aldrig førte til en opgivelse af atomvåbnet som grundlaget for afskrækningen og terrorbalancen.
En god oversigt over den amerikanske regerings håndtering af Cubakrisen

Ole Sohns særlige forhold til sandhed og løgn

Mandag den 21. november 2011 brød  tidligere DKP-chef og nuværende minister Ole Sohn sin selvpålagte tavshed om de forudgående dages forskellige nye oplysninger og påstande om hvordan han som formand for de danske kommunister i 1990 skal have taget initiativ til at inddrive et større pengebeløb fra hovedkontoret i Moskva til den slunkne partikasse i filialen i København - oplysninger, der taler imod Ole Sohns tidligere ofte fremførte påstande om, at han fra første færd efter sin magtovertagelse i DKP´s ledelse søgte at standse trafikken med de økonomiske tilskud fra centret i Moskva. Mandag aften forlod Ole Sohn så - hårdt presset af de nye belastende oplysninger i bladene - sit flyverskjul og lod sig udspørge om forholdet i DR og i TV 2.
Foreholdt påstandene om hans ageren for at fortsætte pengestrømmen fra Moskva, lod Ole Sohn nu seerne vide, at hans tidligere udsagn om, at han fra "dag 1" havde søgt at afvikle det økonomiske tilskud fra Moskva havde været "upræcis", og at dette udsagn udsprang af hans afsky over de økonomiske transaktioner og senere "refleksion" over hele forholdet.
Hele forløbet med Ole Sohns nødtvungne fremtræden i nyhederne med hans forsøg på at forklare sig over for de fremførte påstande om hans aktiviteter for at skaffe penge fra Moskva - oplysninger, der modsiger Sohns egne oplysninger - har været en opvisning i fordrejninger, talen udenom og forbi emnet, i en sådan grad, at mandens i forvejen stærkt ramponerede troværdighed har lidt yderligere skade.
Men det er ikke en tilfældighed, at Ole Sohn, den tidligere DKP-formand, benytter sig af en meget elastisk tilgang til sandhedsbegrebet. I hele den gamle sovjetkommunistiske verden var den faktiske virkelighedsbeskrivelse blevet erstattet af en bevidst forskønnelse og opskrivning af forholdene og værdierne i disse topstyrede samfund, hvor det altafgørende kriterium for sandt eller falsk ikke var de reelt eksisterende forhold og de reelle facts, men alene hensynet til at lade forholdene fremstå i det stærkest mulige positive lys for at kunne måle sig med og overgå den kapitalistiske fjende i Vesten. Hele den sovjetiske befolkning levede i et dagligt bombardement af falsk propaganda og virkelighedsforskønnelse, løgne og bedrag, som naturligvis stod befolkningen lysende klart, men som alligevel måtte accepteres, hvis den enkelte ikke ville risikere forfølgelse og straf. Den store løgn var gennemgribende og udsivet i alle kroge og hjørner og på alle niveauer i den sovjetiske virkelighed. Da Gorbatjov valgte at begynde at tale sandt, brød styret sammen, fordi alle nu kunne tale frit og sige sandheden. Men Ole Sohn har stadig en rem af huden.

For 50 år siden: Oprettelsen af den dansk-vesttyske militære enhedskommando i 1961

Oprettelsen sent i 1961 af den dansk-vesttyske Enhedskommando - eller Østersøkommandoen, som den også kaldes - måtte ifølge hele sit indhold og sin karakter vise sig som en af de vanskeligste beslutninger, nogen dansk regering måtte træffe under den kolde krig. Ikke alene måtte tanken om, at danske militære styrker skulle fungere i et organisatorisk samarbejde og fællesskab med de vesttyske styrker, hvis forgængere havde holdt Danmark besat i 5 år fra 1940, forekomme afskyelig for de danske civile og militære personer, der havde besættelsen i frisk erindring kun 16 år efter at de tyske tropper havde forladt Danmark. Men hele ideen om at styrke det danske forsvar gennem et samvirke mellem danske og tyske tropper i Slesvig-Holsten og et integreret flådesamarbejde i Østersøen måtte man fra dansk ansvarlig side forudse ville virke udfordrende på den mægtige potentielle fjende i Øst, Sovjetunionen, der havde et aldeles negativt syn på den vesttyske regering og den vesttyske militære ledelses ambitioner og hensigter. I og for sig ganske forståeligt med tanke på de ufattelige  ofre, som det tyske felttog i Sovjetunionen kostede under verdenskrigen. I den sovjetiske regerings propaganda omtaltes vesttyskerne og Bundeswehr som de "vesttyske revanchister og krigsophidsere". Den danske regering måtte derfor også i forløbet op til den endelige beslutning om at lade danske tropper indgå i fælleskommandoen lægge ryg til adskillige sovjetiske noter og politiske belæringer indeholdende såvel trusler som argumenter, der skulle søge at overbevise danskerne om de farer, som en danske tilslutning til kommandoen ville medføre for Danmark. Den danske udenrigsminister Jens Otto Krags svar til russernes bestod i en fast  afvisning af de sovjetiske trusler og argumenter med en henvisning til det rent defensive formål med den fælles dansk-vesttyske kommando og til det forhold, at danske officerer ville besætte de vigtigste chefposter i kommandoen, og at det kun var naturligt, at Danmark ønskede den tryghed, som et effektivt militært forsvar ville bidrage til. Man ville fra dansk side ikke lade sig presse af russerne til at opgive det forsvarsmæssige samarbejde med vesttyskerne, der objektivt gav den bedste betryggelse af Danmarks militære sikkerhed.
Et eksempel på den sovjetiske regerings kritiske opmærksomhed over for planen om en fælleskommando med vesttyskerne findes i en uformel samtale mellem den sovjetiske viceministerpræsident A.I. Mikojan og H.C. Hansen og Krag den 22. januar 1959 i Kastrup Lufthavn. Læs samtalereferatet her.

Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skred - og striden om et koldkrigsleksikon

Debatten om koldkrigsleksikonet er en nødvendig udløber af det skel, der deler historikere og politikere i opfattelsen af dansk sikkerhedspolitik før, under og efter besættelsen. Den kan ikke snakkes væk med formaninger og henstillinger om at udvise respekt for modparten.
Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skred - fodnotepolitikken -  der er den egentlig kerne i debatten, blev synlig for alle, da Anker Jørgensen sendte udenrigsminister Kjeld Olesen til NATO-mødet i Bruxelles den 12. december 1979 med besked om at anbefale udsættelse af den såkaldte dobbeltbeslutning i et halvt år for at give russerne lejlighed til at vise forhandlingsvilje. En anbefaling, der var fremkaldt af et pres fra nyvalgte medlemmer af folketingsgruppen, hvis fredsvilje Anker Jørgensen havde sympati for. Plus en heftig offentlig agitation i Ekstrabladet, Politiken og Information imod raketternes opstilling med Bent Falbert, Jørgen Dragsdahl og Poul Villaume som fredens apostle.
Den danske enegang blev selvfølgelig totalt afvist af de øvrige NATO-lande. Men i virkeligheden havde Socialdemokratiet med denne separatisthandling blot markeret en tilbagevenden til traditionel
dansk radikal-socialdemokratisk sikkerhedspolitiks mantra om at stå uden for blokkene, mellem Øst og Vest, i småstatens rolle som brobygger mellem Øst og Vest, en politik, der var et ægtefødt barn af den danske neutralitetspolitik, der beherskede tankesættet op til den 9. april, ja helt frem til medlemsskabet af Atlantpagten i 1949 - et medlemsskab, der kun nødtvungent blev accepteret af den socialdemokratiske regering som den sidste udvej. 

Under NATO-medlemsskabet kom den danske regerings ulyst til at værne om landets militære sikkerhed og bekende sig til alliancen ikke bare i ord, men også i handling, da også til udtryk i underbetaling af det danske bidrag til NATO-budgettet og de danske forbehold over for baser og atomvåben på dansk grund. Som det skete under besættelsen, hvor Danmark kørte på 1. klasse uden at have betalt for billetten. Som det er sagt: Hvad skal det nytte? Vi er jo alligevel for små og betydningsløse i den store sammenhæng.
Fredens tilhængere, der var modstandere af dobbeltbeslutningen, var stort set venstreorienterede. Dem, der har patent på det gode. Tilhængerne af dobbeltbeslutningen var et bredt sammensat forum af borgerlige og socialdemokrater af forsvarsvenlig observans. De højreorienterede, reaktionære. Det er her vandene deles.
En vis mand har engang sagt noget i stil med:
 "Den, som ikke er socialist som tyveårig, har intet hjerte. Den, som er socialist som trediveårig, har ingen hjerne."
Læs mere her

Den 4. maj 1945 - da Bornholm fik særstatus i dansk sikkerhedspolitik

Den 4. maj 1945 kapitulerede de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og Holland til feltmarskal Montgomery med virkning fra den 5. maj kl. 08.00. Hen på eftermiddagen kom chefen for de allieredes Mission to Denmark, den britiske general Dewing flyvende til København med en fortrop af britiske soldater. I Jylland og på øerne rykkede Montgomerys militære enheder ind i de følgende dage. Kun på Bornholm skete intet. Ingen britiske tropper kom dertil den 5. maj eller i dagene derefter. Den tyske kommandant på øen havde fået ordre af den tyske overkommando til at holde øen længst muligt for at opretholde adgang til Bornholm som mellemstation for de mange tusinde tyske tropper og civile, der ad søvejen søgte at undslippe mod vest fra de fremrykkende sovjetiske styrker i kystområderne i Østprøjsen og Baltikum. Kommandanten på Bornholm skulle overgive sig til englænderne, lød ordren. Englænderne - dvs. general Dewing - havde derimod ordre om intet at foretage sig på Bornholm, medmindre danskerne bad derom, og da først efter at have forelagt det for hovedkvarteret til afgørelse. Da de danske myndigheder opfordrede generalen til at sende en trop til Bornholm for at tage imod tyskernes kapitulation der, måtte han først spørge det allierede hovedkvarter, SHAEF, om tilladelse hertil. Det skete den 7. maj, samme dag som russerne bombarderede Rønne og Nexø. I hovedkvarteret sendte man den 8. maj forespørgslen videre til den sovjetiske overkommando, der trak ud med at svare - negativt! - indtil den 10. maj, da russerne allerede var gået i land på Bornholm, hvilket skete den 9. maj efter yderligere et bombardement af Rønne og Nexø den 8. maj.
Se Eisenhowers telegramforespørgsel til russerne

Forløbet viser, at der i den vestallierede lejr var tvivl om, hvilke tropper, der skulle tage Bornholm - egne tropper eller russiske. Holdningen var, at hvis russerne ville tage Bornholm, ville man ikke søge at hindre det, endsige komme dem i forkøbet. Bornholm var den 4. maj ikke en del af Danmark, i hvert fald ikke det Danmark, som ifølge kapitulationen skulle befries af Montgomerys tropper. Bornholms negative særbehandling ved befrielsen betød, at sovjetiske tropper besatte øen i hele 11 måneder. og at bornholmerne ikke fejrer den 4. maj som befrielsesdagen, men derimod den 5. april 1946 som den dag, hvor besættelsesstyrkerne - de sovjetiske - endelig forlod Bornholm.

Den sovjetiske besættelse af Bornholm var en vink med en vognstang til det danske sikkerhedspolitiske og militære etablissement om de ændrede magtforhold i Europa efter verdenskrigen. Russerne var pludselig blevet vore naboer med store styrker syd og øst for Danmark. En ny stormagt havde flyttet sine grænser mod vest helt ind i dansk forterræn. De danske politikere var rædselsslagne ved tanken om, hvad det kunne medføre af trusler og politisk pres fra den nye stormagt, hvis ambitioner og motiver man bestemt ikke kunne have tillid til.

Resultatet af den sovjetiske besættelse af Bornholm 1945 -1946 blev da også, at dansk sikkerhedspolitik i de følgende årtier - helt frem til 1982 - var baseret på at tage alle nødvendige - og unødvendige - forholdsregler for at undgå alle dispositioner af militær art, der med rette eller urette kunne bruges af russerne som påskud for politiske eller militære repressalier over for Danmark. Specielt frygtede man en fornyet besættelse af Bornholm. Konkret indebar det, at der efter dansk krav ikke måtte komme allierede tropper til Bornholm, og at NATO således var forment adgang til Bornholm, som man i øvrigt i NATO ikke ville bruge krudt på at forsvare. Ganske logisk, når nu de danske myndigheder ikke ville have allierede tropper dertil.

Den danske politik over for Sovjetunionen var under hele den kolde krig præget at frygten for, hvad den store nabo i Øst kunne finde på at foretage over for Danmark - militært og politisk. Deraf fulgte en dansk eftergivenhedspolitik, der bl.a. kom til udtryk i den danske afvisning i 1952-53 af tilbuddet om stationering af amerikanske flystyrker i Jylland til sikring af det svage danske militære forsvar, en afvisning, der dybest set var motiveret af det psykologiske pres og den frygt, som flere sovjetiske protester imod stationeringen fremkaldte i de danske beslutningstagere. Eftergivenhedspolitikken - eller ikke-provokationspolitiken, som er den "officielle" betegnelse - voldte ikke den danske udenrigsledelse større besvær. Den var helt i tråd med den neutralitets- og nedrustningspolitik, som den danske regering Stauning-Munch havde bedrevet i mellemkrigstiden. En eftergivenhedspolitik, der naturligt måtte føre til den tyske fredelige besættelse den 9. april. At denne politik ikke førte til nye ulykker for Danmark under den kolde krig, har man alene det faste og vedholdende amerikansk-vesteuropæiske forsvarssamarbejde i NATO at takke for - en politik, der aldrig åbnede en sprække for sovjetisk indtrængen i Europa vest for jerntæppet.
Læs mere om Bornholm

Arven fra den 9. april

71 år er der rundet efter det tyske overfald på Danmark - den 9. april 1940. Lang tid. Svarende til  den gennemsnitlige levetid for en dansk mand. En periode, hvor den teknologiske udvikling er accelereret med raketfart, som har bevirket, at levevilkårene er højnet mange niveauer over den beskedne materielle levefod vore bedsteforældre havde før, under og i de første tiår efter besættelsen. Alt er forandret i løbet af de 71 år. Folkekirken er svundet ind til en lille inderkreds af humanistiske kristne, for hvem kirken er et mødested uden religiøse undertoner. Fabriksindustrien er afviklet og er flyttet ud til de udviklingslande, hvor lønomkostningerne er tiendedele af den hjemlige. Arbejderklassen er kørt på museum. Velfærdssamfundet har fjernet de faste klasseskel. De gamle faste politiske tilhørsforhold er brudt. Der er frit valg på alle hylder. Socialdemokrater, Venstre, Dansk Folkeparti - alle partier byder sig til over for den store vælgermajoritet i midten.

Alligevel hænger arven fra den 9. april fast i dansk kollektiv erindring og i dansk sikkerhedspolitik den dag i dag. Som en enlig tilbageværende historisk begivenhed, som alle nulevende af dansk afstamning har tråde knyttet til, i form af fortællinger og beretninger, som er videregivet af deres forældre, eller dokumentariske film vist i TV, biograf eller i skolen. Den 9. april er et symbol, der kalder på en form for national følelse, fordi den 9. april er det ultimative eksempel på, hvad det betyder at være dansker i den territoriale enhed, der er Danmark. Den danske nation blev den 9. april 1940 udsat for en kollektiv, politisk voldtægt, der i selve sin udførelse var næsten uvirkelig umærkelig, og som derfor blev mødt med en vis tilbagelænet reaktion fra folkets side. Først i 1943 samlede der sig en organiseret modstand i forskellige grupperinger. Og da befrielsen kom i maj 1945, var den passive og tålmodige holdning fra besættelsens begyndelse afløst af en vilje til at vise flaget.
Man kan så med rette hævde, at det danske folk rejste gennem besættelsen under bekvemmelighedsflag. Det danske bidrag til de allieredes sejr over NaziTyskland var så ringe, at det havde været pinligt, hvis ikke  de allierede havde haft nytte af den danske modstandsbevægelses og efterretningstjenestes oplysninger.

Arven fra den 9. april betød, at den danske "hvad-skal-det-nytte?"-indstilling måtte opgives. Den Stauningske-Munchske nedrustnings- og "ligge-død"-politik havde spillet fallit ved tyskernes indmarch i Danmark den 9. april. 5 måneders værnepligt blev efter besættelsen gradvis sat op til 18 måneder i 1953, dog senere sat ned til 12 måneder.  Neutralitetspolitikken blev  - modstræbende og med hændervriden - opgivet i 1949, da Atlantpagten bød sig til som en væbnet alliance med USA som garant, og forhandlingerne om det skandinaviske forsvarsforbund i 1948 var strandet på svenskernes modvilje mod en atlantisk tilknytning.

Arven fra den 9. april er levende i det danske engagement i fredsskabende missioner i konfliktområder. Uanset klogskaben, rimeligheden og effektiviteten i disse indsatser, som er omstridte i offentligheden. Arven indeholder et meget enkelt budskab: Krig - og fred - (aner)kender ingen grænser. Hvis du ikke vil være med til at forsvare fællesskabet og dets rettigheder herhjemme som globalt, svigter du din moralske pligt. Sikkerhedspolitik er ikke bare koldsindig kalkulering af risk/opportunities. Der er også et etisk aspekt - hvis man altså skal tage de overordnede hensyn og ikke bare hytte sit eget skind. Siger arven fra den 9. april.
Læs mere om den 9. april 1940

Ask not what your country can do for you, ask what you can do...Da Kennedy blev præsident i USA

Det er nøjagtig 50 år siden, at John F. Kennedy den 20. januar 1961 - en frostkold formiddag i et snedækket Washington - blev indsat i embedet som USA´s præsident efter den afgående præsident, Dwight Eisenhower. I sin tale ved indsættelsesceremonien udendørs i vinterkulden berørte Kennedy næsten udelukkende de udenrigspolitiske temaer, hvor den kolde krigs modsætninger mellem det vestlige demokrati og det kommunistiske diktatur stod i forgrunden. Kennedy betonede i sin tale USA´s ansvar og forpligtelse over for den frie verden, frihed og menneskerettigheder, kampen imod fattigdom, sygdom og tyranniske regimer,  den dødelige fare ved atomvåbnet, kaprustningen og spredningen af atomvåbnet. Modsætningen til sovjetkommunismen formulerede Kennedy i forblommede og forsonlige vendinger, der opfordrede til kompromiser og samarbejde om våbenkontrol og ikke-spredning af atomvåbnet

Talen er blevet berømt - ikke fordi Kennedy tilbød Sovjet et nedrustningssamarbejde - men for de visioner og næsten bibelske formaninger, Kennedy fremsatte til verdenssamfundet, den kommunistiske modstander og sine amerikanske medborgere.

Talens sproglige mesterlige udformning tilskrives Ted Sorensen, Kennedys nærmeste medarbejder og taleskriver, der dog selv er beskeden nok til at anerkende sin chefs afgørende indflydelse på talens indhold. Sorensen siger, at han skrev en kladde, der byggede på Kennedys politiske standpunkter og taler. Kennedy indførte sine egne forslag og rettelser i Sorensens kladde, så den endelige udformning af talen var et fælles projekt, men dog med Kennedys anskuelser og politik som grundlaget for det hele.

Da Sorensen utallige gange var blevet spurgt, om ikke det var ham, Sorensen, der havde forfattet den berømte sentens fra talen:..Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country! affærdigede han den nysgerrige spørger ved at svare: Ask not!

Sorensen, hvis farfar var født på Limfjordsøen Mors og udvandrede med sine forældre til USA, var Kennedys "intellektuelle blodbank", som Kennedy selv engang formulerede det. Deres partnerskab omfattede foruden taleskrivning også det storpolitiske drama i oktober 1962, da Cubakrisen truede med at udløse en katastrofal atomkrig.  Sorensen hjalp Kennedy med at modstå generalernes og "høgenes" krav om bombning af de sovjetiske raketinstallationer på Cuba og var en central aktør i udformningen af  det forslag til et kompromis, som Kennedy sendte til Khrustjov i Kreml, da krisen var på sit højeste, og som udløste en fredelig løsning. Sorensen døde i november 2010. Han nåede forinden at skrive en selvbiografi, der fortæller om hans nære samarbejde med Kennedy. Bogen er oversat til dansk med titlen: Præsidentens mand. Absolut et must for Kennedy-ister.

Kennedys tale indeholdt nogle næsten klassiske sentenser og formuleringer:

”Lad enhver nation vide, hvadenten den ønsker os det godt eller slet, at vi vil betale enhver pris, bære enhver byrde, møde enhver modgang, støtte enhver ven og modsætte os enhver fjende for at sikre frihedens overlevelse og fremgang.”

”Hvis et frit samfund ikke kan hjælpe de mange, der er fattige, kan det ikke beskytte de få, der er rige.”

”Vi skal ikke friste dem med svaghed. For kun når vore våben uden ringeste tvivl er tilstrækkelige, kan vi uden ringeste tvivl være sikre på, at de aldrig vil blive anvendt.

”Lad os aldrig forhandle af frygt. Men lad os aldrig frygte at forhandle.”

”Og derfor, mine amerikanske medborgere: spørg ikke hvad jeres land kan gøre for Jer - spørg hvad I kan gøre for jeres land.”

”Mine medborgere i hele verden: spørg ikke hvad Amerika kan gøre for Jer, men hvad vi sammen kan gøre for menneskets frihed.”

Se video af Kennedys tale    Talens tekst     Talens tekst i dansk oversættelse

 tilbage til Kold krig og Danmark

Ted Sorensen om sit liv med Kennedy

Kennedys nærmeste medarbejder om sit liv med legenden
Ted Sorensen var John F. Kennedys assistent, rådgiver, taleskriver, politiske strateg, ven og nærmeste medarbejder fra 1951 indtil skuddene i Dallas den 22. november 1963, som med Sorensens ord "berøvede mig min fremtid." I 2008 udgav Sorensen sine erindringer om sit begivenhedsrige liv med Kennedy og årene derefter, hvor Sorensen var partner i et advokatfirma i New York. Disse erindringer er nu også udgivet på dansk, og interessen for bogen med titlen: - Præsidentens mand - må selvfølgelig koncentere sig om årene med Kennedy.
Intellekt og visioner
Ted Sorensens aner var danske. Hans oldeforældre var i 1880 udvandret til staterne fra Mors. Ted selv voksede op i et indremissionsk miljø i Nebraska, hvor han i 1951 fik den bedste juraeksamen i sin årgang. Straks derefter søgte og fik han ansættelse i Washington hos det unge demokratiske kongresmedlem ved navn John F. Kennedy. Det blev til et enestående partnerskab mellem de to, hvor Sorensens intellekt og specielle talent for at formulere visioner og ideer i et virkningsfuldt sprog matchede Kennedys stærke personlige udstråling og eminente evner som taler og debattør. Hvem husker ikke de berømte ord fra Kennedys indsættelsestale den 20. januar 1961:
- "Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land!"
Det var Sorensen, der satte ord på de tanker og visioner, der var Kennedys politiske platform før og under valgkampen i 1960, hvor Kennedy vandt en historisk smal sejr over modkandidaten Nixon.
Kennedys privatliv
Sorensen har aldrig lagt skjul på sin beundring og hengivenhed for Kennedy, hvad bogen også vidner om. Interessant er det, at Sorensen i denne bog i et helt kapitel for første gang offentligt kommenterer og kritiserer Kennedys private livsstil præget af et næsten umætteligt behov for intimt samvær med smukke unge kvinder ved siden af ægteskabet med Jackie - et behov, det lykkedes Kennedy på misundelsesværdig vis at få tilfredsstillet, uden at det blev omtalt i medierne. Sorensen står fast på sin opfattelse af sin helt som et menneske med både gode og mindre heldige sider, men som altid sørgede for en klar adskillelse mellem det private og arbejdet, og Sorensen løfter ikke nogen moraliserende pegefinger: Politikeren skal ikke dømmes på sit privatliv, men på sin politik og sine offentlige gerninger! Hertil og ikke længere! Og han har kun foragt for den uvedkommende jagt på politikeres privatliv, som nu om dage bedrives af en sensationshungrende presse og offentlighed.
Cubakrisen
Sorensens bog indeholder også værdifulde bidrag om Cubakrisens håndtering, hvor han selv spillede en hovedrolle som den, der formulerede det afgørende brev fra Kennedy til Khrustjov, der skabte det kompromis, som forhindrede et atomart ragnarok.
Bogen er skrevet  med sprogmesterens egen letflydende pen og med den ironiske undertone og afvæbnende humor, der var hans og Kennedys specielle stilart.
Ted Sorensen døde den 31. oktober 2010 i en alder af 82 år.
Se dette videoklip med Sorensen.

Ted Sorensen: Præsidentens mand. Gads Forlag. 599 sider. 349 kr.
tilbage til netsiden

Ole Sohns fejltagelse og Gorbatjovs mislykkede reformkommunisme

Debatten i medierne om Ole Sohns eget forhold til sin fortid som formand for DKP fokuserer meget naturligt på Sohns hyldest i 1989 til Honecker og DDR og på pengene, han modtog fra Moskva. Efter at Sohn den 18. oktober 2010 hårdt presset indrømmede, at hans medlemsskab af DKP var en fejltagelse, og at han er overbevist demokrat, kræver kritikerne nu med rette, at han skal forklare sine bevæggrunde til i sin tid at vælge DKP som sit politiske ståsted og ikke mindst begrunde, hvorfor han holdt fast i medlemsskabet helt frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Forklaringen på Sohns sendrægtige opgivelse af sin lederrolle i DKP, som Sohn personligt tilsyneladende ikke ønsker at bidrage med, kan velsagtens ses i lyset af Gorbatjovs reformkommunisme, som Sohn var tilhænger af. Ingen - selv ikke de kyndigste, mest respekterede sovjetspecialister på universiteter, i efterretningstjenester og i medier i Vesten - havde forudset den stort set fredelige revolution komme, som i 1989 væltede de østeuropæiske sovjetregimer over ende til alle eksperters forbløffelse og næsten udelte begejstring. Heller ikke Ole Sohn kunne være klogere end alle eksperterne i det tidsrum i årene 1987-89, hvor tilløbene til revolutionen i Østeuropa blev taget.
Gorbatjov var manden, der igangsatte nedbrydningen, der dog ikke var formålet -tværtimod. Gorbatjov ville frigøre kommunismen - den reelt eksisterende - fra etpartistyrets ideologiske og bureukratiske kvælertag, afskaffe klassekamps-tænkningen og indgå et positivt samarbejde med de vestlige demokratier. Fjendskabet skulle afløses af venskabelige forbindelser, uden dog at opgive det kommunistiske ideal. Gorbatjov ville frigøre den dynamik, der lå ubrugt hen i det sovjetiske samfund, ved at løsne kommunistpartiets greb om magten og skabe frihed og rum for et bredere udsnit af befolkningen til at deltage i det politiske liv. Dermed frisatte han også de centrifugale kræfter i republikkerne, der ikke ville være med på hans betingelser, nemlig at kommunistpartiet stadig skulle være det centrale politiske organ. Opløsningen af Sovjetunionen nåede et dramatisk højdepunkt i august 1991, da Gorbatjov blev kuppet af en gruppe reformfjendtlige generaler og partibosser, der ville forhindre den unionstraktat, der med sin vedtagelse i december 1991 ville frigøre de 15 sovjetrepublikker fra Moskvas diktat, nedlægge Sovjetunionen og erstatte den med Forbundet af Uafhængige Stater - SNG. Og da republikken Ruslands præsident Boris Jeltsin, der afværgede kuppet og fremstod som den frelsende reformator, ligefrem gik så vidt som til umiddelbart derefter at dekretere forbud mod kommunistpartiet, var Gorbatjov en færdig mand i sovjetisk politik.
I Vesten var der udbredt undren over, at reformkommunisten Gorbatjov, der havde skabt forudsætningerne for revolutionen og frigørelsen, måtte lide den tort at blive skubbet ud af den magtposition, han som generalsekretær for partiet havde haft, men selv havde undergravet. Gorbatjov åbnede døren til den frie verden på klem, men trykket på døren fra den indespærrede befolkning var så stort, at Gorbatjov blev revet med af frihedsbølgen og mistede sit politiske fodfæste.
Ole Sohn troede og håbede på, at han selv kunne placere sig som Gorbatjovs repræsentant i Danmark, når først Gorbatjovs linie var slået igennem i Østeuropa, og reformerne havde sat sig igennem.
Heri lå Ole Sohns fejltagelse. Han fejlbedømte chancerne for, at Gorbatjov ville lykkes med at reformere og demokratisere samtidigt med at fastholde sin og partiets ledende rolle.
Da det sovjetiske kommunistpartis magtposition smuldrede og pengestrømmen til DKP dermed også forsvandt, forlod Ole Sohn den synkende skude og etablerede i de følgende år en glimrende politisk karriere som ledende medlem af Socialistisk Folkeparti. Gorbatjovs politiske fiasko og deroute blev ved skæbnens ironi anledning og indledning til Ole Sohns egen politiske forvandling fra marginaliseret partileder uden indflydelse til gruppeformand for SF og ledende medlem af en kommende socialdemokratisk/socialistisk regering. Et uafviseligt spørgsmål melder sig: Var Ole Sohns partiskifte tilbage i 1992 udtryk for et virkeligt politisk sindelagsskifte? Eller var det blot den opportunistiske levebrødspolitikers karrieredrømme, der søgte ny næring på nye og mere givtige græsgange?

Læs mere om Danmark i den kolde krig her

Ole Sohns beklagelse

Den 18. oktober 2010 blev presset på Ole Sohn for at forklare sig over for anklagerne i medierne så stort, at han følte sig tvunget til at fremsætte en beklagelse af sin fortid som ledende DKP´er. Således har han langt om længe leveret den krævede indrømmelse. Selve ordlyden af Sohns beklagelse følger nedenfor. Det bemærkes dog efter læsningen, at Ole Sohn oveni sin afstandtagen til DKP ikke forsøger at forklare og begrunde, hvorfor han, der var intelligent og vidende, rent faktisk gik med i foretagendet som aktivist og leder. Ole Sohns udtalelse følger her:

(cit) Det DKP stod for – og dermed også det, jeg stod for – var forkert. Det var en anti-demokratisk ideologi, der på en uskøn måde var forbundet med ikke mindst de østeuropæiske diktaturer. Så selvfølgelig var det en klar fejl at gå med i DKP.
- Mit opgør med kommunismen har været mere end en hurtig undskyldning. Jeg har taget et opgør i artikler, bøger, film og interviews. Det har været min måde at gøre det på. Men det her skal ikke være en strid om ord: Jeg har i 20 år været en del af SF og står politisk hvor SF står, og jeg kan garantere at jeg - takket være fortidens fejl - er fuldstændig vaccineret mod anti-demokratiske tendenser.
- Så det siger sig selv, at jeg tager dyb afstand fra regimerne og de grove krænkelser mennesker led under dengang. Hvis man spørger mig, om jeg fortryder og ærgrer mig over det, så er svaret selvfølgelig ja. Alene det, at DKP og andre kommunistpartier modtog penge fra Moskva, diskvalificerede DKP.
- Jeg har brugt 20 år på at lægge afstand til DKP og de forfærdelige ting der foregik i Østblokken og andre steder. Og derfor valgte jeg i 1991 det parti, der burde have været mit fra starten – nemlig SF.
- Hvorfor understreger jeg dette nu? Jeg har brugt 20 år på at redegøre for de forbrydelser der har fundet sted. Jeg har mødt danskerne i forsamlingshusene med mine foredrag og med mine bøger og film. Enhver kan låne mine bøger på biblioteket, læse de utallige interviews eller overvære et af mine mange foredrag om den menneskelige pris for Sovjet-kommunismens eksperiment. Mit medlemskab af DKP var naivt, for kommunismen ville aldrig kunne være katalysator for frihed, lighed og fællesskab i respekt for individet og med et demokrati som grundpille.
(cit. slut) - Teksten er udsendt på SF´s hjemmeside: www.sf.dk