Ole Sohns fejltagelse og Gorbatjovs mislykkede reformkommunisme
Debatten i medierne om Ole Sohns eget forhold til sin fortid som formand for DKP fokuserer meget naturligt på Sohns hyldest i 1989 til Honecker og DDR og på pengene, han modtog fra Moskva. Efter at Sohn den 18. oktober 2010 hårdt presset indrømmede, at hans medlemsskab af DKP var en fejltagelse, og at han er overbevist demokrat, kræver kritikerne nu med rette, at han skal forklare sine bevæggrunde til i sin tid at vælge DKP som sit politiske ståsted og ikke mindst begrunde, hvorfor han holdt fast i medlemsskabet helt frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Forklaringen på Sohns sendrægtige opgivelse af sin lederrolle i DKP, som Sohn personligt tilsyneladende ikke ønsker at bidrage med, kan velsagtens ses i lyset af Gorbatjovs reformkommunisme, som Sohn var tilhænger af. Ingen - selv ikke de kyndigste, mest respekterede sovjetspecialister på universiteter, i efterretningstjenester og i medier i Vesten - havde forudset den stort set fredelige revolution komme, som i 1989 væltede de østeuropæiske sovjetregimer over ende til alle eksperters forbløffelse og næsten udelte begejstring. Heller ikke Ole Sohn kunne være klogere end alle eksperterne i det tidsrum i årene 1987-89, hvor tilløbene til revolutionen i Østeuropa blev taget.
Gorbatjov var manden, der igangsatte nedbrydningen, der dog ikke var formålet -tværtimod. Gorbatjov ville frigøre kommunismen - den reelt eksisterende - fra etpartistyrets ideologiske og bureukratiske kvælertag, afskaffe klassekamps-tænkningen og indgå et positivt samarbejde med de vestlige demokratier. Fjendskabet skulle afløses af venskabelige forbindelser, uden dog at opgive det kommunistiske ideal. Gorbatjov ville frigøre den dynamik, der lå ubrugt hen i det sovjetiske samfund, ved at løsne kommunistpartiets greb om magten og skabe frihed og rum for et bredere udsnit af befolkningen til at deltage i det politiske liv. Dermed frisatte han også de centrifugale kræfter i republikkerne, der ikke ville være med på hans betingelser, nemlig at kommunistpartiet stadig skulle være det centrale politiske organ. Opløsningen af Sovjetunionen nåede et dramatisk højdepunkt i august 1991, da Gorbatjov blev kuppet af en gruppe reformfjendtlige generaler og partibosser, der ville forhindre den unionstraktat, der med sin vedtagelse i december 1991 ville frigøre de 15 sovjetrepublikker fra Moskvas diktat, nedlægge Sovjetunionen og erstatte den med Forbundet af Uafhængige Stater - SNG. Og da republikken Ruslands præsident Boris Jeltsin, der afværgede kuppet og fremstod som den frelsende reformator, ligefrem gik så vidt som til umiddelbart derefter at dekretere forbud mod kommunistpartiet, var Gorbatjov en færdig mand i sovjetisk politik.
I Vesten var der udbredt undren over, at reformkommunisten Gorbatjov, der havde skabt forudsætningerne for revolutionen og frigørelsen, måtte lide den tort at blive skubbet ud af den magtposition, han som generalsekretær for partiet havde haft, men selv havde undergravet. Gorbatjov åbnede døren til den frie verden på klem, men trykket på døren fra den indespærrede befolkning var så stort, at Gorbatjov blev revet med af frihedsbølgen og mistede sit politiske fodfæste.
Ole Sohn troede og håbede på, at han selv kunne placere sig som Gorbatjovs repræsentant i Danmark, når først Gorbatjovs linie var slået igennem i Østeuropa, og reformerne havde sat sig igennem.
Heri lå Ole Sohns fejltagelse. Han fejlbedømte chancerne for, at Gorbatjov ville lykkes med at reformere og demokratisere samtidigt med at fastholde sin og partiets ledende rolle.
Da det sovjetiske kommunistpartis magtposition smuldrede og pengestrømmen til DKP dermed også forsvandt, forlod Ole Sohn den synkende skude og etablerede i de følgende år en glimrende politisk karriere som ledende medlem af Socialistisk Folkeparti. Gorbatjovs politiske fiasko og deroute blev ved skæbnens ironi anledning og indledning til Ole Sohns egen politiske forvandling fra marginaliseret partileder uden indflydelse til gruppeformand for SF og ledende medlem af en kommende socialdemokratisk/socialistisk regering. Et uafviseligt spørgsmål melder sig: Var Ole Sohns partiskifte tilbage i 1992 udtryk for et virkeligt politisk sindelagsskifte? Eller var det blot den opportunistiske levebrødspolitikers karrieredrømme, der søgte ny næring på nye og mere givtige græsgange?
Læs mere om Danmark i den kolde krig her
Forklaringen på Sohns sendrægtige opgivelse af sin lederrolle i DKP, som Sohn personligt tilsyneladende ikke ønsker at bidrage med, kan velsagtens ses i lyset af Gorbatjovs reformkommunisme, som Sohn var tilhænger af. Ingen - selv ikke de kyndigste, mest respekterede sovjetspecialister på universiteter, i efterretningstjenester og i medier i Vesten - havde forudset den stort set fredelige revolution komme, som i 1989 væltede de østeuropæiske sovjetregimer over ende til alle eksperters forbløffelse og næsten udelte begejstring. Heller ikke Ole Sohn kunne være klogere end alle eksperterne i det tidsrum i årene 1987-89, hvor tilløbene til revolutionen i Østeuropa blev taget.
Gorbatjov var manden, der igangsatte nedbrydningen, der dog ikke var formålet -tværtimod. Gorbatjov ville frigøre kommunismen - den reelt eksisterende - fra etpartistyrets ideologiske og bureukratiske kvælertag, afskaffe klassekamps-tænkningen og indgå et positivt samarbejde med de vestlige demokratier. Fjendskabet skulle afløses af venskabelige forbindelser, uden dog at opgive det kommunistiske ideal. Gorbatjov ville frigøre den dynamik, der lå ubrugt hen i det sovjetiske samfund, ved at løsne kommunistpartiets greb om magten og skabe frihed og rum for et bredere udsnit af befolkningen til at deltage i det politiske liv. Dermed frisatte han også de centrifugale kræfter i republikkerne, der ikke ville være med på hans betingelser, nemlig at kommunistpartiet stadig skulle være det centrale politiske organ. Opløsningen af Sovjetunionen nåede et dramatisk højdepunkt i august 1991, da Gorbatjov blev kuppet af en gruppe reformfjendtlige generaler og partibosser, der ville forhindre den unionstraktat, der med sin vedtagelse i december 1991 ville frigøre de 15 sovjetrepublikker fra Moskvas diktat, nedlægge Sovjetunionen og erstatte den med Forbundet af Uafhængige Stater - SNG. Og da republikken Ruslands præsident Boris Jeltsin, der afværgede kuppet og fremstod som den frelsende reformator, ligefrem gik så vidt som til umiddelbart derefter at dekretere forbud mod kommunistpartiet, var Gorbatjov en færdig mand i sovjetisk politik.
I Vesten var der udbredt undren over, at reformkommunisten Gorbatjov, der havde skabt forudsætningerne for revolutionen og frigørelsen, måtte lide den tort at blive skubbet ud af den magtposition, han som generalsekretær for partiet havde haft, men selv havde undergravet. Gorbatjov åbnede døren til den frie verden på klem, men trykket på døren fra den indespærrede befolkning var så stort, at Gorbatjov blev revet med af frihedsbølgen og mistede sit politiske fodfæste.
Ole Sohn troede og håbede på, at han selv kunne placere sig som Gorbatjovs repræsentant i Danmark, når først Gorbatjovs linie var slået igennem i Østeuropa, og reformerne havde sat sig igennem.
Heri lå Ole Sohns fejltagelse. Han fejlbedømte chancerne for, at Gorbatjov ville lykkes med at reformere og demokratisere samtidigt med at fastholde sin og partiets ledende rolle.
Da det sovjetiske kommunistpartis magtposition smuldrede og pengestrømmen til DKP dermed også forsvandt, forlod Ole Sohn den synkende skude og etablerede i de følgende år en glimrende politisk karriere som ledende medlem af Socialistisk Folkeparti. Gorbatjovs politiske fiasko og deroute blev ved skæbnens ironi anledning og indledning til Ole Sohns egen politiske forvandling fra marginaliseret partileder uden indflydelse til gruppeformand for SF og ledende medlem af en kommende socialdemokratisk/socialistisk regering. Et uafviseligt spørgsmål melder sig: Var Ole Sohns partiskifte tilbage i 1992 udtryk for et virkeligt politisk sindelagsskifte? Eller var det blot den opportunistiske levebrødspolitikers karrieredrømme, der søgte ny næring på nye og mere givtige græsgange?
Læs mere om Danmark i den kolde krig her
Etiketter: Ole Sohn
kl.
11.07
<< Start