mandag den 18. oktober 2010

Ole Sohn minister?

Det er ikke så meget Ole Sohns meritter som formand for DKP eller hans manglende vilje til at lægge kortene på bordet, der kan ærgre og undre, for hvad skulle man dog forvente af en tidligere DKP-formand andet end fortielser og benægtelser? Det, der virkelig må vække bekymring på folkestyrets vegne, er udsigten til, at en tidligere leder af Kremls danske filial bliver minister i en kommende socialdemokratisk ledet regering. En sammenligning trænger sig på. Efter befrielsen maj 1945 kunne den pæne, retlinede socialdemokrat Alsing Andersen ikke blive minister i befrielsesregeringen, fordi han var belastet af at have været forsvarsminister den 9. april 1940 under Stauning og Munch. Da han den 13. november 1947 blev udnævnt til indenrigsminister i Hedtofts regering, var protesterne imod hans udnævnelse så stærke, at Hedtoft allerede efter 10 dage måtte lade ham gå. Hvis Alsing ikke kunne blive minister, kan Ole Sohn?