Årsager til Murens fald og Gorbatjovs bidrag til politik
For 30 år siden - Den 9. november 1989 - væltede Muren mellem kasernesocialismen i Østeuropa og de frie samfund i Vesten. Hvad var årsagerne til denne dramatiske, verdenshistoriske begivenhed?
Den direkte og konkrete årsag var DDR´s pressetalsmand, Günter Schabowskis fortalelse på pressemødet i Berlin den 9. november kl. 18.54, da han - efter først at have meddelt, at DDR-borgerne nu kunne få lov til at rejse ud uden at angive grund eller formål - dernæst på et spørgsmål fra en journalist oplyste, at de nye rejsebestemmelser var gældende "straks". I skyndingen var Schabowski ikke blevet orienteret om, at de nye bestemmelser først skulle træde i kraft næste dags morgen, og at der ikke var fri udrejse, men alene tale om, at myndighederne kunne give tilladelse til dem, der havde pas - kun en fjerdedel af befolkningen. De fleste måtte først ansøge om pas, som ikke nødvendigvis ville blive udstedt- altså en noget anden, mere selektiv og langsommelig procedure, end den Schabowski forkyndte på pressemødet.
Schabowskis sensationelle oplysning udløste en veritabel folkevandring til Muren af østberlinere, der ville se, om det nu også passede, hvad der var annonceret. Først sent på aftenen tog de lokale østtyske grænseofficerer sagen i egen hånd og åbnede portene i Muren, efter at have ventet forgæves på instrukser fra de politiske chefer, der som de eneste ikke vidste, hvad der var sat i gang af deres pressetalsmand - de holdt lukket møde i Centralkomiteen.
Læs her om, hvordan det gik til, da den første grænseport i Muren blev åbnet ved Bornholmer Strasse.
Se dokumentarisk film fra den 9. november 1989
Det var dog ikke Schabowskis skyld, at Muren faldt. Det totalitære kommunistdiktatur i folkefængslet DDR var kendt for at være mere stalinistisk og betonagtigt end selv det gamle sovjetiske styre. DDR var i folkemunde Sovjetunionens "16. republik" (der var 15 republikker i Sovjetunionen). Men DDR-styret blev overhalet indenom af reformerne i Sovjetunionen. Det var dem, der udløste DDR-styrets og Murens fald. DDR-toppen kunne kun modvilligt se på, medens friheden bredte sig.
Da Gorbatjov kom til magten i Sovjet i 1985, indledte han en ny politik, den såkaldte "nytænkning" (novoe mysjlenie) med fokus på trioen "omstilling" (perestrojka), "demokratisering" (demokratizatsija) og "åbenhed" (glasnost). Man skulle droppe de gamle, vante tankemønstre, forenklede virkelighedsopfattelser og fjendebilleder udsprunget af en forældet marxistisk ideologis samfundsanalyser fra det 19. århundrede: klassekampen, den onde kapitalistiske fjende, de ideologiske modsætninger, indoktrineringen, etc. etc.
I stedet skulle man i den humanistiske ånd erkende den militære og atomare kaprustnings fare for verdensfreden og menneskeheden og søge et fredeligt, venskabeligt politisk og økonomisk gensidigt frugtbart samarbejde med den kapitalistiske verdens lande.
Desuden forkyndte Gorbatjov, at Sovjetunionen nu ikke længere ville bestemme over, i hvilken retning de øvrige østeuropæiske kommuniststater ville udvikle sig, sådan som det var sket tidligere under kriserne i Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, og i Polen i begyndelsen af 1980erne - den såkaldte Brezjnev-doktrin blev erklæret død. Hermed var der løsnet på de bånd, som hidtil havde hindret de oppositionelle kræfter i Østeuropa i at udfolde sig politisk synligt.
Gorbatjov reformerede også det politiske system i Sovjetunionen med en række liberaliseringer, som han udstedte i afmålte doser, lidt efter lidt, hen over årene. De tilstræbte at ophæve kommunistpartiets hidtidige monopol på enhver form for politisk aktivitet i Sovjetsystemet. Gorbatjov håbede, at han kunne tiltrække de bedste kræfter fra de oppositionelle og ikke-kommunistiske befolkningsgrupper ind i en form for aktiv medvirken i samfundslivet, hvad hidtil havde været udelukket. Også de nationale mindretal skulle have lov til at udvikle sig efter deres egen nationale egenart, blot de ikke helt meldte sig ud af Sovjetunionen.
Bag alle disse reformbestræbelser lå Gorbatjovs realistiske erkendelse af, at Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske stater i Østeuropa var sakket agterud i den militære, politiske og økonomiske kappestrid med USA og Vesteuropa. En helt ufattelig stor milliardgæld til vestlige lande og banker havde i virkeligheden bragt Sovjet, DDR og de øvrige østeuropæiske diktaturer i noget nær bankerot-agtig tilstand, hvor gælden var større end værdien af aktiver i landene. Industrien og dens produkter var ganske enkelt ikke konkurrencedygtig i forhold til det fri marked i Vesten - hverken i kvalitetsmæssig eller i nogen anden henseende. Ovenikøbet blev en ufattelig stor del af produktionskapaciteten brugt til at fremstille militært isenkram, som ikke havde nogen positiv sideeffekt i økonomien, men var rent spild.
Gorbatjov indså, at systemet havde spillet fallit,og at styret levede på lånt tid. Derfor besluttede han at handle. Med det resultat, som bl.a. Murens fald vidner om. Konfrontation med Vesten blev til forhandlinger og samarbejde. I hvert fald for en kort bemærkning. Allerede få år senere vendte det ny Rusland ryggen til reformerne og faldt tilbage til de gamle unoder - selvtilstrækkelig stormagtspositur, modarbejde af Europas heling og sikkerhedspolitiske arkitektur, politisk pression og repression internt, en reel afdemokratisering og tilbagevenden til det kommunistiske styres opbygning omkring lokale bosser og mafia-lignende netværk i økonomien.
Den direkte og konkrete årsag var DDR´s pressetalsmand, Günter Schabowskis fortalelse på pressemødet i Berlin den 9. november kl. 18.54, da han - efter først at have meddelt, at DDR-borgerne nu kunne få lov til at rejse ud uden at angive grund eller formål - dernæst på et spørgsmål fra en journalist oplyste, at de nye rejsebestemmelser var gældende "straks". I skyndingen var Schabowski ikke blevet orienteret om, at de nye bestemmelser først skulle træde i kraft næste dags morgen, og at der ikke var fri udrejse, men alene tale om, at myndighederne kunne give tilladelse til dem, der havde pas - kun en fjerdedel af befolkningen. De fleste måtte først ansøge om pas, som ikke nødvendigvis ville blive udstedt- altså en noget anden, mere selektiv og langsommelig procedure, end den Schabowski forkyndte på pressemødet.
Schabowskis sensationelle oplysning udløste en veritabel folkevandring til Muren af østberlinere, der ville se, om det nu også passede, hvad der var annonceret. Først sent på aftenen tog de lokale østtyske grænseofficerer sagen i egen hånd og åbnede portene i Muren, efter at have ventet forgæves på instrukser fra de politiske chefer, der som de eneste ikke vidste, hvad der var sat i gang af deres pressetalsmand - de holdt lukket møde i Centralkomiteen.
Læs her om, hvordan det gik til, da den første grænseport i Muren blev åbnet ved Bornholmer Strasse.
Se dokumentarisk film fra den 9. november 1989
Det var dog ikke Schabowskis skyld, at Muren faldt. Det totalitære kommunistdiktatur i folkefængslet DDR var kendt for at være mere stalinistisk og betonagtigt end selv det gamle sovjetiske styre. DDR var i folkemunde Sovjetunionens "16. republik" (der var 15 republikker i Sovjetunionen). Men DDR-styret blev overhalet indenom af reformerne i Sovjetunionen. Det var dem, der udløste DDR-styrets og Murens fald. DDR-toppen kunne kun modvilligt se på, medens friheden bredte sig.
Da Gorbatjov kom til magten i Sovjet i 1985, indledte han en ny politik, den såkaldte "nytænkning" (novoe mysjlenie) med fokus på trioen "omstilling" (perestrojka), "demokratisering" (demokratizatsija) og "åbenhed" (glasnost). Man skulle droppe de gamle, vante tankemønstre, forenklede virkelighedsopfattelser og fjendebilleder udsprunget af en forældet marxistisk ideologis samfundsanalyser fra det 19. århundrede: klassekampen, den onde kapitalistiske fjende, de ideologiske modsætninger, indoktrineringen, etc. etc.
I stedet skulle man i den humanistiske ånd erkende den militære og atomare kaprustnings fare for verdensfreden og menneskeheden og søge et fredeligt, venskabeligt politisk og økonomisk gensidigt frugtbart samarbejde med den kapitalistiske verdens lande.
Desuden forkyndte Gorbatjov, at Sovjetunionen nu ikke længere ville bestemme over, i hvilken retning de øvrige østeuropæiske kommuniststater ville udvikle sig, sådan som det var sket tidligere under kriserne i Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, og i Polen i begyndelsen af 1980erne - den såkaldte Brezjnev-doktrin blev erklæret død. Hermed var der løsnet på de bånd, som hidtil havde hindret de oppositionelle kræfter i Østeuropa i at udfolde sig politisk synligt.
Gorbatjov reformerede også det politiske system i Sovjetunionen med en række liberaliseringer, som han udstedte i afmålte doser, lidt efter lidt, hen over årene. De tilstræbte at ophæve kommunistpartiets hidtidige monopol på enhver form for politisk aktivitet i Sovjetsystemet. Gorbatjov håbede, at han kunne tiltrække de bedste kræfter fra de oppositionelle og ikke-kommunistiske befolkningsgrupper ind i en form for aktiv medvirken i samfundslivet, hvad hidtil havde været udelukket. Også de nationale mindretal skulle have lov til at udvikle sig efter deres egen nationale egenart, blot de ikke helt meldte sig ud af Sovjetunionen.
Bag alle disse reformbestræbelser lå Gorbatjovs realistiske erkendelse af, at Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske stater i Østeuropa var sakket agterud i den militære, politiske og økonomiske kappestrid med USA og Vesteuropa. En helt ufattelig stor milliardgæld til vestlige lande og banker havde i virkeligheden bragt Sovjet, DDR og de øvrige østeuropæiske diktaturer i noget nær bankerot-agtig tilstand, hvor gælden var større end værdien af aktiver i landene. Industrien og dens produkter var ganske enkelt ikke konkurrencedygtig i forhold til det fri marked i Vesten - hverken i kvalitetsmæssig eller i nogen anden henseende. Ovenikøbet blev en ufattelig stor del af produktionskapaciteten brugt til at fremstille militært isenkram, som ikke havde nogen positiv sideeffekt i økonomien, men var rent spild.
Gorbatjov indså, at systemet havde spillet fallit,og at styret levede på lånt tid. Derfor besluttede han at handle. Med det resultat, som bl.a. Murens fald vidner om. Konfrontation med Vesten blev til forhandlinger og samarbejde. I hvert fald for en kort bemærkning. Allerede få år senere vendte det ny Rusland ryggen til reformerne og faldt tilbage til de gamle unoder - selvtilstrækkelig stormagtspositur, modarbejde af Europas heling og sikkerhedspolitiske arkitektur, politisk pression og repression internt, en reel afdemokratisering og tilbagevenden til det kommunistiske styres opbygning omkring lokale bosser og mafia-lignende netværk i økonomien.
kl.
21.25
<< Start