Hvem bestemmer udenrigspolitikken?

Erling Bjøl har i bogen Hvem bestemmer? søgt at afdække aspekter af den dynamiske relation mellem embedsmænd og politikere vedrørende magt og indflydelse i udenrigspolitikken. Der har på grundlag af bogens udsagn herom ikke entydigt kunnet siges noget sikkert herom, andet end at der eksisterer en balance mellem embedsmandens naturlige opretholdelse af gængs administrativ praksis (kutymer og præcedens) og politikerens ønske om at dreje politikken i en bestemt retning, at embedsmandens sagsbehandling og faglighed ofte vejer tungt over for politikerens taktisk betingede ønsker og forslag og begrænser hans/hendes politiske råderum.
I dansk udenrigspolitik under den kolde krig var magtrelationen mellem de ledende embedsmænd og politikerne i høj grad bestemt af de personlige egenskaber, som udenrigsministrene besad, og de personlige relationer, som de havde til deres topembedsmænd, specielt udenrigstjenestens departementschef, tidligere med titel af direktør. Som eksempel på betydningen af den personlige relation mellem udenrigsministeren og hans departementschef bør her fremdrages forholdet mellem H.C. Hansen og Nils Svenningsen. Der herskede et gensidigt tillidsforhold mellem de to, som var grundlagt på besættelsestidens trængsler, hvor H.C. Hansen var en af samarbejdspolitikkens mest behændige og centrale operatører i forhold til departementschefstyret og modstandsbevægelsens danske kerne. Svenningsen var øverste chef i departementschefstyret under besættelsen foruden at være direktør i Udenrigsministeriet og kontaktmand til den tyske besættelsesmagts øverste repræsentant, Werner Best. Efter besættelsen faldt Svenningsen i unåde i offentligheden og i den borgerlige presse på grund af sin centrale rolle i samarbejdspolitikkens udførelse. Men selv den ny udenrigsminister i befrielsesregeringen, John Christmas Møller, der ellers fra sit eksil i London havde proklameret, at udenrigsministeriets top skulle fjernes, når han kom hjem til Danmark, skiftede standpunkt og fremførte et utvetydigt defensorat for Svenningsen over for angrebene på Svenningsen og hans souschef F. Hvass fra de ledende modstandsfolk Ebbe Munck, Carsten Høeg m.fl. - H.C. Hansen havde intet til overs for modstandsfolkene og deres forsøg på at rense ud i centraladministrationen og udenrigsministeriet. Hans sympati lå hos dem, der loyalt havde udført de nødtvungne skridt, som samarbejdspolitikken krævede. Socialdemokatiets lod som regeringsparti havde været at skulle søge opretholdt en tysk fredsbesættelse med administrationen på danske hænder, hvilket var lykkedes. Derfor var der ikke blot gensidig sympati mellem udenrigsministeren, H.C. Hansen og hans departementschef, Nils Svenningsen, men også og endnu vigtigere var der en fælles forståelse og opfattelse af den udenrigspolitiske kurs, som Danmark burde følge: småstatens lod, som var at manøvrere uden om stormagterne og føre en rationel, økonomisk, forsigtig og stabil politik uden slagord og demonstrationer, præcis som tilfældet havde været med samarbejdspolitikken under besættelsen.
Da Krag - som H.C. Hansen (og Svenningsen) ikke kunne fordrage - kom til som udenrigsminister efter H.C. Hansen, var relationen mellem Krag og Svenningsen kølig, Krags stil og politiske temperament passede ikke til den korrekte og afmålte Svenningsen, og derfor valgte Krag at erstatte Svenningsen som direktør - imod dennes vilje - med en yngre og mere udadvendt diplomat, der hverken havde bindinger til H.C. Hansen eller Svenningsen, eller for den sags skyld til samarbejdspolitikken.
Den nuværende udenrigsminister, Lene Espersen, har udtalt, at hun ser det som sin opgave og sit mål som udenrigsminister, at hun vil søge at få Europa til at tale med én stemme. I "gamle dage", dvs. da den daværende udenrigsminister var den konservative Ole Bjørn Kraft, havde man ikke den slags ambitioner. Ambitionen var mindre teatralsk og sikkert også mere håndgribelig, og i hvert fald meget mere relevant. Det gjaldt om at skabe en politisk og militær betryggelse af Danmarks sikkerhed. Det lykkedes takket være den tids politikeres større fornemmelse og respekt for den fælles opgave.