Venstrefløj og antiparlamentarisme

Venstrefløjen har efter Murens fald og de sovjetiske kommunistiske regimers indre opløsning 1989-1991 haft det svært under de efterfølgende totalt forandrede styrkepositioner, hvor Vestens liberale markedsøkonomiske system har fremtrådt som "sejrherre" i forhold til de selvdøde totalitære kommunistdiktaturer i Sovjet og Østeuropa. En massiv bølge af kritik mod venstrefløjen for medløberi, antiparlamentarisme og meget andet arvegods fra den stalinistiske værktøjskasse er siden sammenbruddet skyllet ind over venstrefløjen uden persons anseelse og uden skelen til det forhold, at venstrefløjen rummede en bred vifte af forskellige indbyrdes konkurrerende fraktioner og grupperinger med hver deres særpræg, ideologiske præferencer og revolutionære taktikker. Grupperingerne havde således vidt forskellige opfattelser af den kommunistiske verdens førende lande, Sovjetunionen og Kina, og herudfra definerede de også deres alliancer og forbindelser, fjender og modstandere. Det giver derfor ikke megen mening at f. eks. kritisere venstrefløjen under ét for at have gået Sovjetunionens ærinde, når det faktisk kun var Moskvas afdeling i Danmark, DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, der var rendyrket loyal og lydig over for Moskvas bud og det sovjetiske regime. Andre grupper så med samme skepsis på Sovjetunionen, som de væmmedes ved den kapitalistiske samfundsorden i Vesten og det amerikanske imperium, som Vesteuropa blev anset som en underordnet del af.
Hvis man således ikke bør kritisere venstrefløjen under ét for at have holdt på den forkerte hest, nemlig sovjetkommunismen, så kan man i det mindste rette blikket mod de opfattelser og syn man i venstrefløjen havde på centrale politiske rettigheder, som i det vestlige, parlamentariske demokrati anses for umistelige: politisk flertalsstyre og mindretalsbeskyttelse, individets rettigheder over for staten, frihedsrettigheder som tale-, trykke- og forsamlingsfrihed, borgernes beskyttelse mod censur, indespærring og overgreb fra myndighederne, retsgarantier, personlig ejendomsret, økonomisk og erhvervsmæssig frihed, lighed for loven, etc. etc. - dvs. alle de grundliggende rettigheder og garantier, der i det moderne folkestyre sikrer borgeren et liv i frihed under ansvar over for fællesskabet og loven. Her overfor står venstrefløjen med et fundamentalt andet værdisæt, der udspringer af helt andre kilder. Her kan det retfærdiggøres at omtale venstrfløjen under ét.
Lad os her blot kigge på et enkelt definerende træk ved venstrefløjen. En grundliggende fælles værdi i venstrefløjen er den opfattelse, at det formelle flertalsdemokrati, vi bekender os til her i Vesten, ikke duer, fordi det er reaktionært og stiller sig i vejen for de nødvendige forandringer - revolutionen. Folket er uoplyst og forført, bestukket, købt og betalt af socialreformister (socialdemokratierne) i ledtog med erhvervslivets top, kapitalen og de borgerlige partier, der er i lommen på pengemændene. Folket er blevet forført af den indre egoist og udsigten til materiel velstand, borgerliggørelse, parcelhus, bil og de andre af livets goder, som kapitalejerne kan dele ud af fra de arbejdsfri gevinster, de har samlet fra udbytning, spekulation, underbetaling af arbejdskraft og udlicitering af arbejde til lavindkomstlande med slave- og børnearbejde. Det er derfor ikke muligt at indføre socialisme i de højtudviklede lande ad demokratiets vej. Borgerliggørelsen er som en anden kræftvirus simpelthen trængt langt ind i de traditionelle arbejderklasser og har slukket den sidste revolutionære glød. Enhver tanke om at socialismen kan finde vej til magten i Danmark ad parlamentarisk, demokratisk vej har aldrig nogen sinde i de seneste halvthundrede år haft gang på jorden i venstrefløjen, og derfor har tankebanerne - uanset hvilken gruppe i venstrefløjen der er tale om - altid gået i retning af den revolutionære strategi - en samfundsomvæltning uden om demokratiet, men dermed nødvendigvis også tænkt som en voldelig omvæltning, hvor et mindretal bemægtiger sig statsmagtens kommandoposter - om nødvendigt med brug af væbnet magt.