Socialdemokratiets uheldige timing og kommunisternes endeligt
Panta rhei! Alt flyder! Sådan lyder de gamle klassiske græske filosoffers vise ord. Intet er uforanderligt, alt er i dynamisk udveksling med sine omgivelser. Og derfor kan du - som disse gamle grækere bemærkede - heller ikke stige ned i den samme flod to gange.
Kunne man blot ønske sig, at denne sandhed også åbenbaredes for de udvalgte få, der styrer døgnets nyhedsformidling i de danske tv-stationer. Så kunne det kongelige danske socialdemokratis demokratisk valgte formand, Helle Thorning-Schmidt, og vi sagesløse betragtere af det politiske spil med god samvittighed forlige os med den kendsgerning, at vore socialdemokratiske landsmænd udgør en stadig svindende del af den danske befolkning. En kendsgerning, der intet har at gøre med formandens person, men som alene er et resultat af industrialiseringens endelige bisættelse i Danmark, hvorefter Socialdemokratiets bærende politiske fundament, industriarbejderne, er svundet ind til en ubetydelig minoritet, i takt med globaliseringens altfortærende fremmarch.
I Storbritannien havde Tony Blair det held med sig, at han kunne relancere Labour på det rette tidspunkt og erobre den centrale politiske midtbane, som de konservative negligerede. I 2001 relancerede Anders Fogh Rasmussen Venstre efter samme taktik og erobrede den politiske centerposition fra socialdemokraterne.
I 2007 kunne socialdemokraterne kun med desperationens fortvivlelse forgæves søge at gøre Venstre rangen stridig som det parti, der kunne give de fleste de største økonomiske fordele og søgte i stedet at spille det gammelkendte velfærdskort ud. Men i en tid præget af højkonjunktur og pengerigelighed er udsigten til en større nettoindkomst vha skattelempelser en større drivkraft blandt vælgerne end tanken om eventuelle forbedringer af den offentlige service og velfærden.
At Socialdemokraterne tabte valget var ikke et resultat af den ene eller anden partiformands performance eller mangel på politik, - som døgnets journalister og Ritts skole forsøger at indbilde befolkningen - men er hovedsagelig et resultat af de objektive forandringer i de økonomiske og erhvervsmæssige forhold, der bestemmer arbejdsmarkedets sammensætning og den økonomiske konjunktur.
Derfor er det en skam for demokratiet og den almene oplysning, at tv-kanalerne uhindret slipper afsted med deres overfladiske og personfikserede mini-reportager, hvor partiledernes egnethed og kvaliteter bedømmes efter resultatet af den seneste politiske meningsmåling, som om partilederne er idioter, hvis deres parti dykker i en meningsmåling. Man kunne jo anstille en modsatrettet betragtning.
Helle Thorning-Schmidt havde ikke det held som Tony Blair, at hun kunne erobre den centrale position på midten, da hun overtog formandsposten efter Lykketoft. Den plads havde Venstre sat sig på. Socialdemokratiets stemmetal måtte nødvendigvis dale som følge heraf, men - når krybben er tom, bides hestene som bekendt.
Derfor udsættes hun nu for en uafladelig og uophørlig serie af politiske attentater af sine egne, iscenesat af de forsmåede prætendenter til tronen, Ritt og hendes røde skole og Frank Jensens politiske arvtagere, hvis sociale indignation er deres største ydre motivation, en indignation der har svære betingelser i dagens Danmark.
Men helt bortset fra disse partistrategiske faktorer er det en overset kendsgerning, at Socialdemokratiets nedtur i Danmark i det seneste årti i et vist omfang også må tilskrives det sovjetiske imperiums forfald og opløsning, i to forskellige henseender:
1) Socialdemokratiet førte under den kolde krig en bredt anlagt kampagne mod de kommunistiske rivaler på arbejdspladserne i Danmark. Det var i denne interne kamp med kommunisterne om magten over fagforeningerne og de politiske paroler, at Socialdemokratiet fandt en hovedkilde til sin indre energi, styrke og eksistensberettigelse i det danske demokrati efter besættelsen. Da de danske kommunister langsomt, men sikkert forsvandt ud af det danske politiske landskab i takt med opløsningstendenserne i sovjetkommunismen, og den socialdemokratiske vision om velfærdsstaten syntes virkeliggjort, mistede Socialdemokratiet en væsentlig del af sit dynamiske kampmotiv og gled ind i en identitetskrise, hvis afslutning fortoner sig i en ukendt fremtids tågebanker. Thomas Nielsen sagde de berømte ord: Vi har sejret ad helvede til!
2) Socialdemokratiet stod under den kolde krig som det regeringsbærende parti i alliance med de radikale som garant i befolkningen for en konsekvent dansk afspændingspolitisk linie over for Sovjetblokken, hvilket utvivlsomt afspejlede de socialdemokratiske kernevælgeres indstilling og dermed yderligere befæstede partiets uantastede position som landets suverænt største parti.
Men da truslen fra Sovjetblokken forsvandt med murens fald i 1989, og millioner udstødte et kollektivt lettelsens suk, mistede Socialdemokratiet samtidig et af sine kerneargumenter i kampen om vælgernes gunst. Nu var der åbnet for en ny dansk sikkerhedspolitik - den aktivistiske, som de borgerlige partier traditionelt havde bekendt sig til, men som de socialdemokratiske ledere stod famlende og tvivlrådige overfor. Der blev fremover sat store spørgsmålstegn ved Socialdemokratiets eksistensberettigelse og profil også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske plan - delvis i erindring om den alternative socialdemokratiske sikkerhedspolitiske linie i 80erne, da partiet var i opposition og sammen med de radikale påtvang den borgerlige regering de stærkt omdiskuterede fodnoter i NATO-politikken.
Kunne man blot ønske sig, at denne sandhed også åbenbaredes for de udvalgte få, der styrer døgnets nyhedsformidling i de danske tv-stationer. Så kunne det kongelige danske socialdemokratis demokratisk valgte formand, Helle Thorning-Schmidt, og vi sagesløse betragtere af det politiske spil med god samvittighed forlige os med den kendsgerning, at vore socialdemokratiske landsmænd udgør en stadig svindende del af den danske befolkning. En kendsgerning, der intet har at gøre med formandens person, men som alene er et resultat af industrialiseringens endelige bisættelse i Danmark, hvorefter Socialdemokratiets bærende politiske fundament, industriarbejderne, er svundet ind til en ubetydelig minoritet, i takt med globaliseringens altfortærende fremmarch.
I Storbritannien havde Tony Blair det held med sig, at han kunne relancere Labour på det rette tidspunkt og erobre den centrale politiske midtbane, som de konservative negligerede. I 2001 relancerede Anders Fogh Rasmussen Venstre efter samme taktik og erobrede den politiske centerposition fra socialdemokraterne.
I 2007 kunne socialdemokraterne kun med desperationens fortvivlelse forgæves søge at gøre Venstre rangen stridig som det parti, der kunne give de fleste de største økonomiske fordele og søgte i stedet at spille det gammelkendte velfærdskort ud. Men i en tid præget af højkonjunktur og pengerigelighed er udsigten til en større nettoindkomst vha skattelempelser en større drivkraft blandt vælgerne end tanken om eventuelle forbedringer af den offentlige service og velfærden.
At Socialdemokraterne tabte valget var ikke et resultat af den ene eller anden partiformands performance eller mangel på politik, - som døgnets journalister og Ritts skole forsøger at indbilde befolkningen - men er hovedsagelig et resultat af de objektive forandringer i de økonomiske og erhvervsmæssige forhold, der bestemmer arbejdsmarkedets sammensætning og den økonomiske konjunktur.
Derfor er det en skam for demokratiet og den almene oplysning, at tv-kanalerne uhindret slipper afsted med deres overfladiske og personfikserede mini-reportager, hvor partiledernes egnethed og kvaliteter bedømmes efter resultatet af den seneste politiske meningsmåling, som om partilederne er idioter, hvis deres parti dykker i en meningsmåling. Man kunne jo anstille en modsatrettet betragtning.
Helle Thorning-Schmidt havde ikke det held som Tony Blair, at hun kunne erobre den centrale position på midten, da hun overtog formandsposten efter Lykketoft. Den plads havde Venstre sat sig på. Socialdemokratiets stemmetal måtte nødvendigvis dale som følge heraf, men - når krybben er tom, bides hestene som bekendt.
Derfor udsættes hun nu for en uafladelig og uophørlig serie af politiske attentater af sine egne, iscenesat af de forsmåede prætendenter til tronen, Ritt og hendes røde skole og Frank Jensens politiske arvtagere, hvis sociale indignation er deres største ydre motivation, en indignation der har svære betingelser i dagens Danmark.
Men helt bortset fra disse partistrategiske faktorer er det en overset kendsgerning, at Socialdemokratiets nedtur i Danmark i det seneste årti i et vist omfang også må tilskrives det sovjetiske imperiums forfald og opløsning, i to forskellige henseender:
1) Socialdemokratiet førte under den kolde krig en bredt anlagt kampagne mod de kommunistiske rivaler på arbejdspladserne i Danmark. Det var i denne interne kamp med kommunisterne om magten over fagforeningerne og de politiske paroler, at Socialdemokratiet fandt en hovedkilde til sin indre energi, styrke og eksistensberettigelse i det danske demokrati efter besættelsen. Da de danske kommunister langsomt, men sikkert forsvandt ud af det danske politiske landskab i takt med opløsningstendenserne i sovjetkommunismen, og den socialdemokratiske vision om velfærdsstaten syntes virkeliggjort, mistede Socialdemokratiet en væsentlig del af sit dynamiske kampmotiv og gled ind i en identitetskrise, hvis afslutning fortoner sig i en ukendt fremtids tågebanker. Thomas Nielsen sagde de berømte ord: Vi har sejret ad helvede til!
2) Socialdemokratiet stod under den kolde krig som det regeringsbærende parti i alliance med de radikale som garant i befolkningen for en konsekvent dansk afspændingspolitisk linie over for Sovjetblokken, hvilket utvivlsomt afspejlede de socialdemokratiske kernevælgeres indstilling og dermed yderligere befæstede partiets uantastede position som landets suverænt største parti.
Men da truslen fra Sovjetblokken forsvandt med murens fald i 1989, og millioner udstødte et kollektivt lettelsens suk, mistede Socialdemokratiet samtidig et af sine kerneargumenter i kampen om vælgernes gunst. Nu var der åbnet for en ny dansk sikkerhedspolitik - den aktivistiske, som de borgerlige partier traditionelt havde bekendt sig til, men som de socialdemokratiske ledere stod famlende og tvivlrådige overfor. Der blev fremover sat store spørgsmålstegn ved Socialdemokratiets eksistensberettigelse og profil også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske plan - delvis i erindring om den alternative socialdemokratiske sikkerhedspolitiske linie i 80erne, da partiet var i opposition og sammen med de radikale påtvang den borgerlige regering de stærkt omdiskuterede fodnoter i NATO-politikken.
kl.
20.15
<< Start