Lenin - en revolutionær fundamentalist
Sådan lyder titlen på Niels Erik Rosenfeldts nye bog om grundlæggeren af den sovjetkommunistiske stat, Vladimir Iljitj Lenin, en bog der fortjener at blive omtalt her, dels fordi den er et sjældent dansk bidrag til Lenin-litteraturen, og dels fordi den står sig vel i sammenligning med de bedste bøger, der er skrevet om denne Lenin, hvis politiske ambitioner fandt forløsning i den bølge af vold og terror, der begyndte med den såkaldte oktoberrevolution den 7. november 1917 og som først ebbede ud i de skvulp, der markerede det sovjetiske imperiums undergang under det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov i 1991.
Lenin var nok en begavelse, men besat af en satanisk form for målrettet og kompromisløs, utrættelig stræben efter den endelige og afgørende magtposition, der skulle sætte ham ud over alle smålige hensyn til borgerlig-dekadent parlamentarisme og formelle demokratiske spilleregler. Som sådan var han en direkte descendent af de franske revolutionære jakobinere, der brugte guillotinen som deres foretrukne kommunikationsmiddel.
Bolsjevismen var Lenins opfindelse. På en hemmelig illegal partikonference i 1903 krævede Lenin, at medlemsskab af partiet skulle indebære, at medlemmerne skulle arbejde aktivt for partiet under partiets anvisning. Det var ikke nok at være sympatisør, partiet skulle bestå af aktivister, professionelle partisoldater. Lenin var dog i mindretal på konferencen med sin snævre definition af medlemsskabets pligter. Flertallet fandt, at det måtte være nok, at medlemmerne var enige i partiets program. Lenin gik til modangreb med en række personlige intriger mod gode, gamle partikolleger, som fortrak fra konferencen og dermed gav Lenin de få stemmer, der sikrede, at hans definition af medlemsskab fik flertal. Heraf kommer navnet: bolsjevikkerne, der på russisk betyder: de fleste, - i modsætning til den anden fløj, mensjevikkerne, der betyder: de færreste. Dette var en kolbøtte, idet mindretallet pludselig blev flertallet.
Denne snævre aktivistiske definition af partimedlemsskabet fik afgørende betydning for sovjetstatens historie. Den betød, at kun en lille udvalgt skare på mellem 6 og 10 procent af den til enhver tid voksne befolkning blev medlemmer af partiet i hele sovjetstatens 75-årige levetid. Med andre ord var partiet ikke "hele folkets parti", som det hed sig i de officielle paroler, men var alene den betroede minoritets herskeinstrument over det store arbejdende sovjetfolk.
Denne udgrænsning af den store befolkning fra magtens instrumenter var den egentlige objektive forklaring på den heksejagt og de kollektive udrensninger, som Stalin og hans lakajer satte i gang i trediverne, fordi disse despoter jo meget vel vidste, at den store befolkning nødvendigvis måtte opleve sig som afsporet og magtesløs, uden incitament til frivillige ofre og afsavn, uden solidaritet med ledelsen. Stalins paranoia var blot en ganske gemen og naturlig frygt for, at der i den store lidende menneskehob skulle gemme sig oprørske elementer, der kunne blive en trussel mod hans despoti. Derfor udryddede han lag på lag af de tjenester, der havde magtmidlerne til at virkeliggøre en trussel mod ham - officerer, hemmeligt politi, ingeniører og sagkyndige, kunstnere og sagesløse partisekretærer.
Lenin lagde grunden for dette barbari. Med sin restriktive partiorganisation, sit politiske monopol, totalitære diktatur og sin konspiratoriske politiske kultur lagde han gift for alle de positive, menneskelige motiver, incitamenter og adfærdsmønstre, som er nødvendige organismer i det kreative samfunds vækstlag - tillid, åbenhed, objektiv sandhed, samarbejde, saglighed, kritisk og ærlig vurdering, belønning, opposition og debat, etc. etc.
Uden Lenin, ingen bolsjevikisk revolution - og uden Lenin som foregangsmand ingen Stalin som enehersker over Sovjetstaten. Hitlers felttog mod Sovjetunionen i 1941var sikkert sket, uanset hvilken alternativ ikke-bolsjevikisk politisk vej den russiske stat var slået ind på efter den 1. verdenskrigs afslutning i 1918. Som sådan kan Hitlers massakrer og ødelæggelser i Rusland ikke lægges Lenin - og Stalin - til last. Derimod kan det ikke nægtes, at Hitlers mislykkede erobringstogt mod Øst førte med sig, at Stalin uhindret kunne annektere de øst- og centraleuropæiske stater efter 1945 og skubbe den politiske og militære front helt ind i hjertet af Europa - det, der var den direkte årsag til den kolde krig, som kom til at præge storpolitikken i en hel menneskealder. Medens det er muligt, men ikke overvejende sandsynligt, at en ikke-bolsjevikisk russisk hær kunne have slået Hitlers styrker tilbage, kan man kun dårligt forestille sig, at en sådan ikke-bolsjevikisk statsledelse ville have oprettet sit domæne i Øst- og Centraleuropa, og iværksat alle de andre jerntæppe- politikker, der skulle holde befolkningen i tæppelandene afsondret, isoleret og indespærret. I det lange perspektiv har Lenin således et medansvar for den kolde krig, derved at han skabte det herskesystem, som gjorde det muligt for Stalin at tvinge store dele af Øst- og Mellemeuropa ind under sovjetisk kontrol efter Hitlers nederlag i 1945.
Men dette er kun en fodnote til historien om Lenin og den russiske revolutions triumf og tragedie. Få hele historien, læs Rosenfeldts bog om Lenin - det er så sandt som det er skrevet.
Lenin var nok en begavelse, men besat af en satanisk form for målrettet og kompromisløs, utrættelig stræben efter den endelige og afgørende magtposition, der skulle sætte ham ud over alle smålige hensyn til borgerlig-dekadent parlamentarisme og formelle demokratiske spilleregler. Som sådan var han en direkte descendent af de franske revolutionære jakobinere, der brugte guillotinen som deres foretrukne kommunikationsmiddel.
Bolsjevismen var Lenins opfindelse. På en hemmelig illegal partikonference i 1903 krævede Lenin, at medlemsskab af partiet skulle indebære, at medlemmerne skulle arbejde aktivt for partiet under partiets anvisning. Det var ikke nok at være sympatisør, partiet skulle bestå af aktivister, professionelle partisoldater. Lenin var dog i mindretal på konferencen med sin snævre definition af medlemsskabets pligter. Flertallet fandt, at det måtte være nok, at medlemmerne var enige i partiets program. Lenin gik til modangreb med en række personlige intriger mod gode, gamle partikolleger, som fortrak fra konferencen og dermed gav Lenin de få stemmer, der sikrede, at hans definition af medlemsskab fik flertal. Heraf kommer navnet: bolsjevikkerne, der på russisk betyder: de fleste, - i modsætning til den anden fløj, mensjevikkerne, der betyder: de færreste. Dette var en kolbøtte, idet mindretallet pludselig blev flertallet.
Denne snævre aktivistiske definition af partimedlemsskabet fik afgørende betydning for sovjetstatens historie. Den betød, at kun en lille udvalgt skare på mellem 6 og 10 procent af den til enhver tid voksne befolkning blev medlemmer af partiet i hele sovjetstatens 75-årige levetid. Med andre ord var partiet ikke "hele folkets parti", som det hed sig i de officielle paroler, men var alene den betroede minoritets herskeinstrument over det store arbejdende sovjetfolk.
Denne udgrænsning af den store befolkning fra magtens instrumenter var den egentlige objektive forklaring på den heksejagt og de kollektive udrensninger, som Stalin og hans lakajer satte i gang i trediverne, fordi disse despoter jo meget vel vidste, at den store befolkning nødvendigvis måtte opleve sig som afsporet og magtesløs, uden incitament til frivillige ofre og afsavn, uden solidaritet med ledelsen. Stalins paranoia var blot en ganske gemen og naturlig frygt for, at der i den store lidende menneskehob skulle gemme sig oprørske elementer, der kunne blive en trussel mod hans despoti. Derfor udryddede han lag på lag af de tjenester, der havde magtmidlerne til at virkeliggøre en trussel mod ham - officerer, hemmeligt politi, ingeniører og sagkyndige, kunstnere og sagesløse partisekretærer.
Lenin lagde grunden for dette barbari. Med sin restriktive partiorganisation, sit politiske monopol, totalitære diktatur og sin konspiratoriske politiske kultur lagde han gift for alle de positive, menneskelige motiver, incitamenter og adfærdsmønstre, som er nødvendige organismer i det kreative samfunds vækstlag - tillid, åbenhed, objektiv sandhed, samarbejde, saglighed, kritisk og ærlig vurdering, belønning, opposition og debat, etc. etc.
Uden Lenin, ingen bolsjevikisk revolution - og uden Lenin som foregangsmand ingen Stalin som enehersker over Sovjetstaten. Hitlers felttog mod Sovjetunionen i 1941var sikkert sket, uanset hvilken alternativ ikke-bolsjevikisk politisk vej den russiske stat var slået ind på efter den 1. verdenskrigs afslutning i 1918. Som sådan kan Hitlers massakrer og ødelæggelser i Rusland ikke lægges Lenin - og Stalin - til last. Derimod kan det ikke nægtes, at Hitlers mislykkede erobringstogt mod Øst førte med sig, at Stalin uhindret kunne annektere de øst- og centraleuropæiske stater efter 1945 og skubbe den politiske og militære front helt ind i hjertet af Europa - det, der var den direkte årsag til den kolde krig, som kom til at præge storpolitikken i en hel menneskealder. Medens det er muligt, men ikke overvejende sandsynligt, at en ikke-bolsjevikisk russisk hær kunne have slået Hitlers styrker tilbage, kan man kun dårligt forestille sig, at en sådan ikke-bolsjevikisk statsledelse ville have oprettet sit domæne i Øst- og Centraleuropa, og iværksat alle de andre jerntæppe- politikker, der skulle holde befolkningen i tæppelandene afsondret, isoleret og indespærret. I det lange perspektiv har Lenin således et medansvar for den kolde krig, derved at han skabte det herskesystem, som gjorde det muligt for Stalin at tvinge store dele af Øst- og Mellemeuropa ind under sovjetisk kontrol efter Hitlers nederlag i 1945.
Men dette er kun en fodnote til historien om Lenin og den russiske revolutions triumf og tragedie. Få hele historien, læs Rosenfeldts bog om Lenin - det er så sandt som det er skrevet.
kl.
00.44
<< Start