fredag den 1. februar 2008

Morten Olsen - automatbold og sovjetsystem

Morten Olsen er som bekendt endnu træner for det danske fodboldlandshold. Olsens bidrag til fodbolden i Danmark har været kolossal. Som spiller på landsholdet i hele tyve år var han i en årrække ankermand, anfører og spilstyrer på det hold, der i 80´erne var et af verdens allerbedste hold, som var beundret og søgt efterlignet over hele verden, selv i Brasilien. Olsens egenskaber på banen som libero og spilstyrer skabte ham et ry, som i samtiden kun var overgået af Beckenbauers. Morten Olsen er den enkeltperson, der har den største andel i det danske landsholds succes i 80´erne, som lagde grunden til europamesterskabet i 1992. Ganske vist er Michael Laudrup den mest estimerede danske spiller, målt herhjemme og internationalt, men Olsen er utvivlsomt den spiller, der har betydet mest for landsholdets succes.

Efter sin lange glorværdige karriere som spiller i Vordingborg, B.1901, Molenbeek, Anderlecht, Køln og på landsholdet overgik Morten Olsen til trænergerningen -således i Køln, Brøndby og Ajax Amsterdam. Der var bud efter Olsen, de store klubber ville have danskeren som træner, ja selv det tyske landshold søgte at overtale Morten Olsen til at overtage trænerposten - dog uden held. Olsen var tro mod de rød-hvide faner.

Som landstræner for det danske landshold satte Olsen sit aftryk på spilopfattelsen - Olsens strategi var og er bedst udtrykt med hans favoritord: automatisme, automatisme og atter automatisme, dvs. spillerne er underordnet systemet, de inviduelle færdigheder kommer i anden række, i første række kommer placering, løbemønstre, aftalte boldstationer, etc. etc. Det paradoksale dukker op her: modsætningen mellem Olsens systemtænkning og dansk fodbolds styrkesider: det individuelle, uventede, driblingen på tværs, kort sagt det skæve spil, der ikke er aftalt, men er improviseret. Modellerne her er Olsens samtidige, Elkjær, Arnesen, Laudrup-brødrene, i dag kun en Kenneth Perez i glimt.

Grundlovsdag den 5. juni 1985 gik det individuelle og improviserede danske spil op i en højere enhed i Parken, hvor de sovjetrussiske modstanderes indlærte kollektive systemer ramlede over for Elkjærs og Laudrups frække sololøb og finter. 4-2 sejren var Danmarks første over det sovjetiske landshold, der iøvrigt ved den lejlighed i 1985 spillede det bedste, man har sét fra den side. Men modstanden og Olsens tropper var utæmmelige den dag. Se kampen her!

Paradokset med Olsen er, at lige så fremragende dygtig han var som spiller og anfører på det danske landshold, lige så ringe er de resultater, som Olsens systembold og automatisme-tænkning har givet det danske landshold med ham som træner. Olsens styrke som spiller var hans disciplin og overblik som ankermand og libero, der gav hans medspilleres individuelle udfoldelse trygge rammer. Som træner har Olsen ikke formået at omstille sig fra rollen som spiller til trænerrollen.

Olsens problem er enkelt: hans fodboldfilosofi ligger op ad den sovjetiske: spillerne skal opdrages til robotter, der blindt og i søvne kan gentage de samme indøvede spilmønstre, men er ude af stand til at foretage det dristige, uventede træk, der udmanøvrerer modstanderen.

Det kollektive dræber den individuelle skabertrang - sådan var det med det sovjetiske systems nedtur og fald, og sådan er det med Olsens gerning som dansk landstræner.

Olsens ikonstatus i Danmark har forhindret en åben debat om det hensigtsmæssige i at beholde ham som landstræner. I England røg landstræner McLaren ud mindre end 2 sekunder efter at England havde tabt på hjemmebane til et overlegent kroatisk superhold. Ikke sådan i Olsens fædreland. En mundlam og skræmt skare af sportsjournalister har ikke modet som den lille dreng i eventyret om kejserens nye klæder til at sige det, som er åbenlyst for enhver, der har sine sansers fulde brug. Uklædeligt for dem og synd for dansk fodbold.

Links til dette indlæg:

Opret et link

<< Start