Den kolde krig er blevet stueren i Danmark

Den kolde krig er blevet en stueren betegnelse i Dannevang, nu hvor faren for at komme i klemme mellem supermagterne er drevet over. Paradoksalt, for da den kolde krig rasede, ansås det ikke for passende i dannede danske kredse at benytte betegnelsen "den kolde krig" om konflikten mellem Øst og Vest. Man lukkede øjnene, eller måske ønskede man ikke at vide, endsige anstille betragtninger over, hvad der mon foregik bag jerntæppet. Hvis endelig man benyttede betegnelsen "den kolde krig", var det for at give udtryk for lilleputfolkets moralsk ophøjede, bedrevidende og afstandtagende indstilling til supermagternes rivalisering - som torneroselandet Dannevang da heldigvis aldrig kunne blive delagtig i.

Den danske nations udenrigspolitiske storhed var historie og ville aldrig kunne genoplives. Nederlagene til svenskerne, engelskmændene og tyskerne og tabet af store dele af det danske territorium havde hensat nationen i en mistro til storpolitikken, der dog gav næring til en kollektiv national selvforståelse og officiel propaganda om foregangslandet Danmark, baseret på myten om David og Goliath, den kloge narrer den mindre kloge, en lille og vågen er bedre end en stor og doven, hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes, osv.

Den indre mobilisering styrkede nationens kreative kræfter og troen på, at man ved flid, dygtighed og samvirke kunne klare sig i den internationale konkurrence med fredelige midler. Lige meget hjalp det. Stormagterne ville slås, og den 9. april 1940 blev Danmark besat, officielt uden kamp. Chefen for 1. regiment, oberst Halvor Jessen udgav i 1942 et stort kampskrift med titlen "Hvorfor har forsvarsviljen forladt det danske folk?" I hvert fald var det en rigtig betragtning, for så vidt som de fleste danskere ikke syntes det ville have været en god idé at forsvare landet militært mod tyskerne.

Nedrustningspolitikken i mellemkrigstiden gik hånd i hånd med den traditionsbundne danske neutralitetspolitik, som der ikke fandtes noget alternativ til i et splittet Europa.

Geostrategisk var og er Danmark en ikke uvæsentlig aktør som "proppen" i Østersøen, porten til Østersøen, strædernes vogter, og trædesten til Norge fra syd. I det danske udenrigspolitiske miljø har der imidlertid aldrig været noget ønske om, at Danmark skulle indtage en position med interesse for stormagterne, som kunne udnyttes politisk-diplomatisk til dansk fordel, tværtimod. Tænk blot på Grønland, som danske politikere helst havde solgt til amerikanerne, hvis blot det ikke ville have været så pinligt. At undgå at pådrage sig stormagternes søgelys har derimod været en højt prioriteret opgave, som den danske udenrigsledelse med succes har forfulgt i halvandet århundrede.

Således kom det sig, at da Danmark atter blev frit i 1945 uden at have deltaget i krigen mod Hitler og besættelsesmagten, blev de vante danske forestillinger om neutraliteten som den bedste betryggelse af landets sikkerhed genoplivet i den offentlige og politiske debat. Kun et mindretal - dele af modstandsbevægelsen og dele af de borgerlige partier - gik åbent ind for dansk tilslutning til en vestblok og fordømte neutralitetspolitikken, der havde ført til den 9. april, "skammens dag".

Denne neutralistiske holdning afspejledes i officielle politiske erklæringer om, at Danmark i lige grad skulle være knyttet til Øst og Vest og ikke indgå i blokke, den såkaldte brobygningspolitik, som reelt aldrig slap sit tag i den danske udenrigspolitiske ledelse.

Og omend Danmark halvhjertet efter et venligt, men bestemt skub fra USA og Storbritannien tilsluttede sig den Nordatlantiske Traktat, Atlantpagten, i 1949, så var det paradoksalt stadig forestillingen om et Danmark stående uden for - og over - konflikten mellem Øst og Vest, der beherskede tankesættet hos overvejende dele af beslutningstagerne i udenrigspolitikken.

Man ønskede simpelthen ikke fra dansk side at være del af et storpolitisk opgør, og derfor blev den danske politik over for Sovjetunionen, den såkaldte ikke-provokationspolitik, lagt an på at nedtone medlemsskabet af NATO, undgå militære dispositioner, der kunne påkalde sig sovjetisk misnøje, og skabe - eller måske rettere foregive - interesse for samhandel og teknisk-videnskabelig og kulturel udveksling med Sovjet.

Mentaliteten findes udtrykt i den tyske udenrigspolitiker Egon Bahrs favoritbegreb, æquidistanz, fra detente-årene i 70erne og begyndelsen af 80erne, nemlig den opfattelse, at Tyskland (Danmark) befandt sig geografisk, men især politisk i lige stor afstand til datidens to supermagter, Sovjet og USA. Denne utilslørede neutralisme,som det jo var, faldt i god jord i danske politiske kredse, som mente, at tiden var kommet til et opgør med blokpolitikken og dermed også NATOs eksistensberettigelse. Ækvidistancens primat, eller den politiske neutralisme, som der reelt var tale om, betød at Danmark igen kunne indtage den eftertragtede rolle som brobyggeren mellem Øst og Vest, det var i hvert fald, hvad politikerne stræbte efter.

Neutralismens tankebaner gav sig udslag i den politiske diskurs, talemåder, ordvalg og udtryk. At benytte udtrykket "jerntæppet" ansås ikke for stueren dansk sprogbrug i den kolde krigs to sidste årtier. Man måtte heller ikke i det danske forsvar omtale Sovjet som fjenden, da Danmark jo var et lille og fredeligt land, som intet land dog kunne have årsag til at angribe. Det var ikke artigt at omtale Sovjet i sådanne sammenhænge, man skulle fremhæve det positive, detenten, det fredelige samarbejde, kulturel udveksling, besøgsdelegationer mv.

Den mentale arv fra den udenrigspolitiske neutralismes dogmer lod sig ikke udviske blot efter nogle få årtiers militærpolitisk alliance med amerikanerne og briterne. Ledende danske politikere ville ikke bøje sig for de indlysende militære og politiske konsekvenser for Danmark af øst-vest konflikten og landets geopolitiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske, handelsmæssige, ideologiske, kulturelle og sproglige samhørighed med amerikanerne, briterne og de vesteuropæiske lande.

Selv som fuldt og aktivt medlem af NATO var dansk sikkerhedspolitiks primære mål fortsat at holde landet uden for de internationale konflikter og blokdannelser -en fastholdelse af mellemkrigstidens mislykkede ambition. "Frihedens assurancepræmie"- det danske økonomiske og militære bidrag til NATO- blev da også altid betalt til laveste, nedsatte takst.
Læs mere på netsiden Den Kolde Krig og Danmark.