Befrielsen - begyndelsen på den kolde krig
Da chefen for 1. armégruppe, feltmarskal Montgomery den 4. maj 1945 modtog tyskernes kapitulation i Danmark, Holland og Nordvesttyskland, var det både en afslutning og en begyndelse - afslutningen på 2. verdenskrig og begyndelsen på den historiske periode, der kom til at udfolde sig det næste halvhundrede år under betegnelsen den kolde krig.
Dog var der blandt de danske politikere på befrielsestidspunktet kun ringe forståelse af de politiske konsekvenser af det modsætningsforhold mellem de to store allierede i kampen imod Hitler - USA og Sovjetunionen - der i årene efter fredsslutningen kom tydeligt til udtryk i den lange række af besværlige topmøder, konferencer og forhandlinger mellem de to sejrende parter - de vestallierede med USA og Storbritannien i spidsen, og på den anden side af bordet den sovjetiske part. De danske regeringer og partiernes førende politikere havde - med enkelte undtagelser - i de første 3-4 år efter krigen det standpunkt, at det var i De Forenede Nationers forum, at de internationale forhold skulle reguleres, og at Danmark ikke skulle medvirke til nogen form for blokdannelse, ejheller slutte sig til nogen som helst blok, hvis en sådan skulle åbne for dansk tilslutning. Danmark skulle hverken tage parti for Øst eller for Vest, men nærmest indtage et neutralt midterstandpunkt - lød parolen.
Anderledes realistisk så den britiske premierminister Winston Churchill på situationen, som den tegnede sig ved krigsafslutningen i Europa i maj 1945. Han så klart, at de sovjetiske troppers fremtrængen helt ind i hjertet af Europa ville medføre et sovjetisk politisk pres mod Vesteuropa - et pres, der ville kunne bringe Vesteuropa ind under sovjetisk kontrol. Derfor forsøgte Churchill - dog uden held - at overtale den øverstkommanderende for de vestallierede styrker i Europa, general Eisenhower - til at trænge så langt frem imod øst som muligt indtil kontakt med de sovjetiske tropper var nået, uanset aftalerne med Sovjet om skillelinierne mellem de to allierede siders tropper.
Eisenhower var imod. Hans argument var, at hvis han holdt sine tropper bag de aftalte skillelinier, ville han kunne kræve af russerne, at de gjorde det samme. Derfor trak Eisenhower general Pattons tropper tilbage fra Prag, som var kommet under amerikansk kontrol, men lå bag skillelinien mod øst. I stedet for amerikanerne rykkede russiske tropper ind i Prag.
Eisenhowers logik indebar, at hvis f.eks. russerne var kommet til Danmark først, og ikke den amerikanske 2. army, kunne og ville Eisenhower have bedt russerne om at rykke ud igen under henvisning til lignende optræden i Prag. Danmark var nemlig aftalt vestallieret befrielsesområde, dvs. amerikanske og britiske tropper skulle administrere Danmark efter befrielsen. Der var dog den meget vigtige omstændighed, at det også var aftalt mellem de allierede i øst og i vest, at alene udviklingen i de militære begivenheder, troppernes fremrykningshastighed, ville være afgørende for, om det var tropper fra den ene eller anden side, der rykkede ind i fjendtligt territorium eller i territorium under fjendtlig besættelse, såsom i Danmark. Med andre ord kunne den situation opstå, at russiske tropper rykkede ind i Danmark, førend vestallierede styrker nåede frem. Men hvis det var sket, ville Eisenhower altså - hvis man skal tro på hans ord - efterfølgende have anmodet russerne om at rykke tilbage og overlade Danmark til amerikansk og britisk administration.
Churchill så klarere end Eisenhower den kyniske Stalins politiske ambitioner, og derfor var Churchill også fortaler for at bevare så meget som muligt af det tyske våbenarsenal, som kunne blive afgørende i en eventuel kommende storkonflikt med Sovjetunionen.
Det blev Eisenhower, der fik sin vilje. Skæbnen ville, at da Atlantpagtens militære organisation, NATO i 1950 blev oprettet som værn mod den sovjetiske trussel, blev Eisenhower alliancens første militære chef.
I det befriede Danmark anno maj 1945 overtog de gamle politikere igen tøjlerne med en symbolsk repræsentation i den første regering af enkelte ledende medlemmer af modstandsbevægelsen. Repræsentationen var dog kun symbolsk, uden politisk betydning og ganske kortvarig. Allerede ved valget i november 1945 forsvandt modstandsbevægelsens politiske repræsentanter, og blandt dem den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, der var den eneste minister i befrielsesregeringen, der havde berøring med det amerikanske udenrigspolitiske miljø, som var af afgørende betydning for den sikkerhedspolitiske udvikling efter krigen.
I det danske socialdemokrati var der ingen af de ledende medlemmer, der under krigen havde haft løbende kontakt med de krigsførende nationer i Vest og Øst. Hans Hedtoft fik ganske vist flere gange under krigen - formidlet af Ebbe Munck i Stockholm - britiske indbydelser og opfordringer til at tage ophold i London - ligesom Christmas Møller fra de konservative havde gjort det. Men han takkede nej med den begrundelse, at det ville skade arbejdet hjemme i Danmark. Resultatet var, at ingen af de ledende danske politikere ved krigens afslutning havde nogen fornemmelse for det storpolitiske spil, der allerede var i gang mellem krigens to vindende parter - Sovjetunionen og USA.
Derfor fastholdt socialdemokraterne den neutrale linie i årene helt frem til Atlantpagtens indgåelse i 1949. Kun Venstres formand, Knud Kristensen, og den konservative gruppeformand, Ole Bjørn Kraft, hældede i retning af en dansk tilslutning til en vestblok, da det efter påskekrisen 1948 stod klart, at Danmark var i farezonen. Da Danmark i april 1949 under regeringen Hedtoft sluttede sig til Atlantpagten, var det ikke med socialdemokraternes gode vilje, at det skete. Beslutningen blev taget med ført hånd. Dels ønskede amerikanerne og briterne dansk deltagelse, dels havde nordmændene allerede taget skridtet og dermed trukket Danmark med, dels var der ikke noget bæredygtigt alternativ - en isoleret neutralitet var utænkelig.
Dog var der blandt de danske politikere på befrielsestidspunktet kun ringe forståelse af de politiske konsekvenser af det modsætningsforhold mellem de to store allierede i kampen imod Hitler - USA og Sovjetunionen - der i årene efter fredsslutningen kom tydeligt til udtryk i den lange række af besværlige topmøder, konferencer og forhandlinger mellem de to sejrende parter - de vestallierede med USA og Storbritannien i spidsen, og på den anden side af bordet den sovjetiske part. De danske regeringer og partiernes førende politikere havde - med enkelte undtagelser - i de første 3-4 år efter krigen det standpunkt, at det var i De Forenede Nationers forum, at de internationale forhold skulle reguleres, og at Danmark ikke skulle medvirke til nogen form for blokdannelse, ejheller slutte sig til nogen som helst blok, hvis en sådan skulle åbne for dansk tilslutning. Danmark skulle hverken tage parti for Øst eller for Vest, men nærmest indtage et neutralt midterstandpunkt - lød parolen.
Anderledes realistisk så den britiske premierminister Winston Churchill på situationen, som den tegnede sig ved krigsafslutningen i Europa i maj 1945. Han så klart, at de sovjetiske troppers fremtrængen helt ind i hjertet af Europa ville medføre et sovjetisk politisk pres mod Vesteuropa - et pres, der ville kunne bringe Vesteuropa ind under sovjetisk kontrol. Derfor forsøgte Churchill - dog uden held - at overtale den øverstkommanderende for de vestallierede styrker i Europa, general Eisenhower - til at trænge så langt frem imod øst som muligt indtil kontakt med de sovjetiske tropper var nået, uanset aftalerne med Sovjet om skillelinierne mellem de to allierede siders tropper.
Eisenhower var imod. Hans argument var, at hvis han holdt sine tropper bag de aftalte skillelinier, ville han kunne kræve af russerne, at de gjorde det samme. Derfor trak Eisenhower general Pattons tropper tilbage fra Prag, som var kommet under amerikansk kontrol, men lå bag skillelinien mod øst. I stedet for amerikanerne rykkede russiske tropper ind i Prag.
Eisenhowers logik indebar, at hvis f.eks. russerne var kommet til Danmark først, og ikke den amerikanske 2. army, kunne og ville Eisenhower have bedt russerne om at rykke ud igen under henvisning til lignende optræden i Prag. Danmark var nemlig aftalt vestallieret befrielsesområde, dvs. amerikanske og britiske tropper skulle administrere Danmark efter befrielsen. Der var dog den meget vigtige omstændighed, at det også var aftalt mellem de allierede i øst og i vest, at alene udviklingen i de militære begivenheder, troppernes fremrykningshastighed, ville være afgørende for, om det var tropper fra den ene eller anden side, der rykkede ind i fjendtligt territorium eller i territorium under fjendtlig besættelse, såsom i Danmark. Med andre ord kunne den situation opstå, at russiske tropper rykkede ind i Danmark, førend vestallierede styrker nåede frem. Men hvis det var sket, ville Eisenhower altså - hvis man skal tro på hans ord - efterfølgende have anmodet russerne om at rykke tilbage og overlade Danmark til amerikansk og britisk administration.
Churchill så klarere end Eisenhower den kyniske Stalins politiske ambitioner, og derfor var Churchill også fortaler for at bevare så meget som muligt af det tyske våbenarsenal, som kunne blive afgørende i en eventuel kommende storkonflikt med Sovjetunionen.
Det blev Eisenhower, der fik sin vilje. Skæbnen ville, at da Atlantpagtens militære organisation, NATO i 1950 blev oprettet som værn mod den sovjetiske trussel, blev Eisenhower alliancens første militære chef.
I det befriede Danmark anno maj 1945 overtog de gamle politikere igen tøjlerne med en symbolsk repræsentation i den første regering af enkelte ledende medlemmer af modstandsbevægelsen. Repræsentationen var dog kun symbolsk, uden politisk betydning og ganske kortvarig. Allerede ved valget i november 1945 forsvandt modstandsbevægelsens politiske repræsentanter, og blandt dem den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, der var den eneste minister i befrielsesregeringen, der havde berøring med det amerikanske udenrigspolitiske miljø, som var af afgørende betydning for den sikkerhedspolitiske udvikling efter krigen.
I det danske socialdemokrati var der ingen af de ledende medlemmer, der under krigen havde haft løbende kontakt med de krigsførende nationer i Vest og Øst. Hans Hedtoft fik ganske vist flere gange under krigen - formidlet af Ebbe Munck i Stockholm - britiske indbydelser og opfordringer til at tage ophold i London - ligesom Christmas Møller fra de konservative havde gjort det. Men han takkede nej med den begrundelse, at det ville skade arbejdet hjemme i Danmark. Resultatet var, at ingen af de ledende danske politikere ved krigens afslutning havde nogen fornemmelse for det storpolitiske spil, der allerede var i gang mellem krigens to vindende parter - Sovjetunionen og USA.
Derfor fastholdt socialdemokraterne den neutrale linie i årene helt frem til Atlantpagtens indgåelse i 1949. Kun Venstres formand, Knud Kristensen, og den konservative gruppeformand, Ole Bjørn Kraft, hældede i retning af en dansk tilslutning til en vestblok, da det efter påskekrisen 1948 stod klart, at Danmark var i farezonen. Da Danmark i april 1949 under regeringen Hedtoft sluttede sig til Atlantpagten, var det ikke med socialdemokraternes gode vilje, at det skete. Beslutningen blev taget med ført hånd. Dels ønskede amerikanerne og briterne dansk deltagelse, dels havde nordmændene allerede taget skridtet og dermed trukket Danmark med, dels var der ikke noget bæredygtigt alternativ - en isoleret neutralitet var utænkelig.
kl.
17.01
<< Start