9. april, Anders Fogh Rasmussen og den kujonagtige samarbejdspolitik
Da tyske tropper i morgengryet den 9. april 1940 besatte Danmark, uden at der blev gjort modstand - undtagen enkelte steder i Sønderjylland og ved Amalienborg - blev det i historiens eftermæle fremstillet som en direkte følge af danske socialdemokratiske og radikale regeringers årelange, bevidste bestræbelser på at nedruste det danske militære værn i håb om dermed at undgå at udæske til fjendtlige handlinger imod dansk territorium. Håbet var selvfølgelig en illusion, som det også stod regeringen klart fra den strøm af rapporter fra Berlin, som marineattaché Kjølsen i ugerne og dagene op til den 9. april sendte regeringen med nøjagtige oplysninger om den forestående tyske invasion af Danmark.
Statsminister Stauning var selvfølgelig ekstremt bekymret over udsigten til en tysk invasion, men han satte sin lid til en teori om, at tyskerne ville nøjes med at besætte enkelte strategisk vigtige områder, såsom flyvepladsen nord for Aalborg, og at den danske regering allerførst ville blive stillet over for et tysk ultimatum med krav om at tillade tyske tropper fri bevægelse op igennem Jylland som station på vejen til Norge. Desværre tog Stauning fejl i denne lidt for optimistiske formodning, og han måtte i samråd med kong Christian den 10. i den tidlige morgenstund den 9. april acceptere, at tyskerne havde besat Danmark, og at modstand ikke var mulig, ej heller kunne bringe andet end symbolske ofre af danske soldaters liv.
Modstandsbevægelsen gik under besættelsen imod regeringens henstillinger om at bevare ro og orden, og modstandsbevægelsens stærke stilling i de sidste måneder af besættelsen gav den medbestemmelse over sammensætningen af den første regering efter befrielsen, hvor Frihedsrådet - uden nogen grundlovsmæssig eller parlamentarisk bemyndigelse - fik sæde i regeringen ved Frode Jakobsen, Mogens Fog og Arne Sørensen som de mest kendte og fremtrædende medlemmer.
Efter at den første begejstring og frihedsrus var dampet af, overtog det gamle parlamentariske system allerede i november 1945 atter kontrollen med dansk politik, og modstandsbevægelsen gik i opløsning.
Først da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, vendte det officielle Danmarks højeste organ sig bort fra det standpunkt, der indtil da havde været politikernes i forhold til modstandsbevægelsen, at den nemlig havde været illojal over for regeringen og det danske embedsstyre under besættelsen. Nu blev det tværtimod den datidige regerings "kujonagtige" samarbejdspolitik (Fogh Rasmussens eget udtryk), der måtte stå for skud i Anders Fogh Rasmussens opfattelse.
Hans standpunkt var og er, at Danmark ud fra moralske og verdenspolitiske principper ikke kan tillade sig at lade andre kæmpe imod uretten og volden, medens Danmark hytter sit eget skind. Derfor er den 9. april og den efterfølgende samarbejdspolitik i Anders Fogh Rasmussens opfattelse en i negativ forstand helt central begivenhed for forståelsen af det verdenspolitiske solidaritetsbegreb. En forståelse, som forklarer Anders Fogh Rasmussens for mange at se utilgivelige accept og opbakning bag præsident Bush´s fejlslagne krigseventyr i Irak. Og som i lige linje fører til hans opgivelse af statslederposten i Danmark og overtagelse af posten som chef i NATO´s Atlantiske Råd - en stilling hvor den solidariske musketér-ed, som Fogh Rasmussen efterlyste i dansk politik under besættelsen: Èn for alle, alle for én - er sjælen i hele organisationen.
Tilbage står spørgsmålet, hvilke omkostninger i menneskeliv og materielle ødelæggelser, som den modstand mod besættelsesmagten 1940-45, som AFR påstår var den eneste rigtige politik, ville have ført med sig, hvis den var blevet sat i værk. Det politisk korrekte synspunkt blandt historikerne og meningsdannerne har hidtil været det, at samarbejdspolitikken (alias forhandlingspolitikken/ indrømmelsespolitikken) førte Danmark frelst og stort set uskadt gennem verdenskrigen, suppleret af modstandsbevægelsen, der sørgede for, at Danmark blev placeret på den rigtige side ved krigens afslutning. Kynisk betragtet er det sandt nok, og man kan ovenikøbet på basis af britiske kilder slutte, at selv uden en modstandsbevægelse ville Danmark være blevet budt velkommen ind i vestmagternes efterkrigssystem alene af strategiske grunde, idet Danmarks geografiske placering som vagthund ved Østersøens ind- og udløb og besiddelsen af Grønland gjorde dansk tilknytning til den britisk-amerikanske efterkrigsalliance helt uomgængelig. Men det moralske aspekt af samarbejdspolitikken kan ikke ignoreres, vil de gamle modstandsfolk hævde. Det officielle Danmark søgte at "knibe udenom", som Frode Jakobsen rigtigt har påpeget.
Statsminister Stauning var selvfølgelig ekstremt bekymret over udsigten til en tysk invasion, men han satte sin lid til en teori om, at tyskerne ville nøjes med at besætte enkelte strategisk vigtige områder, såsom flyvepladsen nord for Aalborg, og at den danske regering allerførst ville blive stillet over for et tysk ultimatum med krav om at tillade tyske tropper fri bevægelse op igennem Jylland som station på vejen til Norge. Desværre tog Stauning fejl i denne lidt for optimistiske formodning, og han måtte i samråd med kong Christian den 10. i den tidlige morgenstund den 9. april acceptere, at tyskerne havde besat Danmark, og at modstand ikke var mulig, ej heller kunne bringe andet end symbolske ofre af danske soldaters liv.
Modstandsbevægelsen gik under besættelsen imod regeringens henstillinger om at bevare ro og orden, og modstandsbevægelsens stærke stilling i de sidste måneder af besættelsen gav den medbestemmelse over sammensætningen af den første regering efter befrielsen, hvor Frihedsrådet - uden nogen grundlovsmæssig eller parlamentarisk bemyndigelse - fik sæde i regeringen ved Frode Jakobsen, Mogens Fog og Arne Sørensen som de mest kendte og fremtrædende medlemmer.
Efter at den første begejstring og frihedsrus var dampet af, overtog det gamle parlamentariske system allerede i november 1945 atter kontrollen med dansk politik, og modstandsbevægelsen gik i opløsning.
Først da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, vendte det officielle Danmarks højeste organ sig bort fra det standpunkt, der indtil da havde været politikernes i forhold til modstandsbevægelsen, at den nemlig havde været illojal over for regeringen og det danske embedsstyre under besættelsen. Nu blev det tværtimod den datidige regerings "kujonagtige" samarbejdspolitik (Fogh Rasmussens eget udtryk), der måtte stå for skud i Anders Fogh Rasmussens opfattelse.
Hans standpunkt var og er, at Danmark ud fra moralske og verdenspolitiske principper ikke kan tillade sig at lade andre kæmpe imod uretten og volden, medens Danmark hytter sit eget skind. Derfor er den 9. april og den efterfølgende samarbejdspolitik i Anders Fogh Rasmussens opfattelse en i negativ forstand helt central begivenhed for forståelsen af det verdenspolitiske solidaritetsbegreb. En forståelse, som forklarer Anders Fogh Rasmussens for mange at se utilgivelige accept og opbakning bag præsident Bush´s fejlslagne krigseventyr i Irak. Og som i lige linje fører til hans opgivelse af statslederposten i Danmark og overtagelse af posten som chef i NATO´s Atlantiske Råd - en stilling hvor den solidariske musketér-ed, som Fogh Rasmussen efterlyste i dansk politik under besættelsen: Èn for alle, alle for én - er sjælen i hele organisationen.
Tilbage står spørgsmålet, hvilke omkostninger i menneskeliv og materielle ødelæggelser, som den modstand mod besættelsesmagten 1940-45, som AFR påstår var den eneste rigtige politik, ville have ført med sig, hvis den var blevet sat i værk. Det politisk korrekte synspunkt blandt historikerne og meningsdannerne har hidtil været det, at samarbejdspolitikken (alias forhandlingspolitikken/ indrømmelsespolitikken) førte Danmark frelst og stort set uskadt gennem verdenskrigen, suppleret af modstandsbevægelsen, der sørgede for, at Danmark blev placeret på den rigtige side ved krigens afslutning. Kynisk betragtet er det sandt nok, og man kan ovenikøbet på basis af britiske kilder slutte, at selv uden en modstandsbevægelse ville Danmark være blevet budt velkommen ind i vestmagternes efterkrigssystem alene af strategiske grunde, idet Danmarks geografiske placering som vagthund ved Østersøens ind- og udløb og besiddelsen af Grønland gjorde dansk tilknytning til den britisk-amerikanske efterkrigsalliance helt uomgængelig. Men det moralske aspekt af samarbejdspolitikken kan ikke ignoreres, vil de gamle modstandsfolk hævde. Det officielle Danmark søgte at "knibe udenom", som Frode Jakobsen rigtigt har påpeget.
kl.
21.59
<< Start