Legenden Christmas Møller 1894-1948
En af de mest omtalte og omstridte danske politikere i det 20. århundrede var den konservative leder, John Christmas Møller. Den 13. april i år var det 60 år siden Christmas blev fundet død i sin lejlighed på Frederiksberg, nedbrudt af politiske skuffelser og en personlig sorg - sønnens død på slagmarken som allieret soldat i 1945.
Da Christmas i 1942 flygtede til London, efter at tyskerne havde givet ham tale- og skriveforbud, stod han som det store folkelige symbol for den politiske modstand imod samarbejdspolitikken. Men den hovedrolle som de frie danskes leder, som Christmas havde tiltroet sig, kom han aldrig til at indtage. Englænderne ville ikke indvi ham i de hemmelige militære planer, man havde lagt for Danmark, og de andre ledere af den udenlandske danske modstandsbevægelse - gesandt Kauffmann i Washington, Reventlow i London, Ebbe Munck og Erling Foss i Stockholm, Flemming Juncker og Svend Truelsen i efterretnings- og sabotageorganisation SOE i London - undgik så vidt muligt at lade Christmas få viden om og dermed indflydelse på vigtige operationer og beslutninger. Der var ikke tillid til Christmas´ security. Man turde ikke betro ham viden om vigtige operationer og forhold, fordi man var bange for, at han var for åbenmundet.
Christmas holdt sine berømte radiotaler over BBC til den danske nation, hvor han opfordrede til sabotage, men på de indre linier var han reduceret til en ubetydelig figur i modstandsbevægelsen. Hans frustrationer over at blive holdt udenfor gjorde ham uligevægtig og impulsiv, hvilket kun forstærkede inderkredsens folk i deres negative syn på ham.
Da det i det sene efterår 1944 gik op for ham, at Frihedsrådet og modstandsbevægelsen uden hans - Christmas´ vidende og godkendelse - havde accepteret samarbejdspolitikeren Vilhelm Buhl som statsminister i den kommende befrielsesregering, en post, Christmas forestillede sig han ville blive kåret til, var bægeret fuldt for Christmas, og han undsagde samarbejdet med modstandsbevægelsens ledere.
Han gik nu over på de gamle politikeres side, og da han blev udenrigsminister i befrielsesregeringen droppede han fuldstændig alle løfter han havde givet om at rense ud i udenrigsministeriet og fjerne de to topembedsmænd, der havde praktiseret samarbejdspolitikken med tyskerne - direktør Svenningsen og hans souschef, Frants Hvass.
Et af de problemer, Christmas Møller måtte slås med som udenrigsminister i befrielsesregeringen, var de sovjetiske troppers tilstedeværelse på Bornholm efter befrielsen. Da det trak ud med deres afrejse fra Bornholm, og da den danske regering ikke turde bede russerne forsvinde, bad Christmas Møller englænderne om at gribe ind og overtale russerne til at tage hjem. Da englænderne selv havde en del tropper i Danmark, mente de med rette, at de ikke godt kunne bede russerne rejse hjem fra Bornholm. Derfor fik Christmas Møller overtalt englænderne til at trække deres tropper ud af Danmark, så at russerne ikke kunne bruge det som argument for at blive på Bornholm. Ved årsskiftet 1945-46 var de britiske troppers tilbagetrækning en realitet, og russerne blev pænt spurgt, om de nu ikke syntes, at det var på tide at tage hjem fra Bornholm. Det gjorde de pligtskyldigt i marts og april måned 1946. Men da var Christmas Møller ude af billedet. Efter valget i november 1945 kom en ren Venstre-regering Knud Kristensen til fadet, og Christmas kom aldrig frem i forreste række igen.
Alligevel er han den dansker, der er bedst kendt for sit virke under besættelsen. Det heroiske eksempel og den nationale kampgejst, som han symboliserede, står i klar kontrast til den gråmelerede samarbejdspolitik, som den danske rigsdags medlemmer stod bag helt frem til bruddet i august 1943. Derfor finder man også Christmas Møllers navn knyttet til en lang række institutioner, kollegier, gadenavne og pladser, og i Kongens Have i Odense og i Kerteminde, i hvis kreds han var folketingskandidat, er der rejst en statue af Christmas.
Poul Møller, den konservative leder i 60´erne og 70´erne, sagde om Christmas: - "Han var mit idol, selv om jeg godt kunne se hans fejl, som blandt andet var det, for en konservativ leder uheldige, at han slet ikke var konservativ”. Christmas sagde selv, at den eneste grund til, at han blev konservativ, var forsvarssagen og Sønderjyllands genforening. Nogle har ment, at Christmas var socialist. I hvert fald var han ikke kapitalejernes og fabrikanternes velynder.
Da Christmas i 1942 flygtede til London, efter at tyskerne havde givet ham tale- og skriveforbud, stod han som det store folkelige symbol for den politiske modstand imod samarbejdspolitikken. Men den hovedrolle som de frie danskes leder, som Christmas havde tiltroet sig, kom han aldrig til at indtage. Englænderne ville ikke indvi ham i de hemmelige militære planer, man havde lagt for Danmark, og de andre ledere af den udenlandske danske modstandsbevægelse - gesandt Kauffmann i Washington, Reventlow i London, Ebbe Munck og Erling Foss i Stockholm, Flemming Juncker og Svend Truelsen i efterretnings- og sabotageorganisation SOE i London - undgik så vidt muligt at lade Christmas få viden om og dermed indflydelse på vigtige operationer og beslutninger. Der var ikke tillid til Christmas´ security. Man turde ikke betro ham viden om vigtige operationer og forhold, fordi man var bange for, at han var for åbenmundet.
Christmas holdt sine berømte radiotaler over BBC til den danske nation, hvor han opfordrede til sabotage, men på de indre linier var han reduceret til en ubetydelig figur i modstandsbevægelsen. Hans frustrationer over at blive holdt udenfor gjorde ham uligevægtig og impulsiv, hvilket kun forstærkede inderkredsens folk i deres negative syn på ham.
Da det i det sene efterår 1944 gik op for ham, at Frihedsrådet og modstandsbevægelsen uden hans - Christmas´ vidende og godkendelse - havde accepteret samarbejdspolitikeren Vilhelm Buhl som statsminister i den kommende befrielsesregering, en post, Christmas forestillede sig han ville blive kåret til, var bægeret fuldt for Christmas, og han undsagde samarbejdet med modstandsbevægelsens ledere.
Han gik nu over på de gamle politikeres side, og da han blev udenrigsminister i befrielsesregeringen droppede han fuldstændig alle løfter han havde givet om at rense ud i udenrigsministeriet og fjerne de to topembedsmænd, der havde praktiseret samarbejdspolitikken med tyskerne - direktør Svenningsen og hans souschef, Frants Hvass.
Et af de problemer, Christmas Møller måtte slås med som udenrigsminister i befrielsesregeringen, var de sovjetiske troppers tilstedeværelse på Bornholm efter befrielsen. Da det trak ud med deres afrejse fra Bornholm, og da den danske regering ikke turde bede russerne forsvinde, bad Christmas Møller englænderne om at gribe ind og overtale russerne til at tage hjem. Da englænderne selv havde en del tropper i Danmark, mente de med rette, at de ikke godt kunne bede russerne rejse hjem fra Bornholm. Derfor fik Christmas Møller overtalt englænderne til at trække deres tropper ud af Danmark, så at russerne ikke kunne bruge det som argument for at blive på Bornholm. Ved årsskiftet 1945-46 var de britiske troppers tilbagetrækning en realitet, og russerne blev pænt spurgt, om de nu ikke syntes, at det var på tide at tage hjem fra Bornholm. Det gjorde de pligtskyldigt i marts og april måned 1946. Men da var Christmas Møller ude af billedet. Efter valget i november 1945 kom en ren Venstre-regering Knud Kristensen til fadet, og Christmas kom aldrig frem i forreste række igen.
Alligevel er han den dansker, der er bedst kendt for sit virke under besættelsen. Det heroiske eksempel og den nationale kampgejst, som han symboliserede, står i klar kontrast til den gråmelerede samarbejdspolitik, som den danske rigsdags medlemmer stod bag helt frem til bruddet i august 1943. Derfor finder man også Christmas Møllers navn knyttet til en lang række institutioner, kollegier, gadenavne og pladser, og i Kongens Have i Odense og i Kerteminde, i hvis kreds han var folketingskandidat, er der rejst en statue af Christmas.
Poul Møller, den konservative leder i 60´erne og 70´erne, sagde om Christmas: - "Han var mit idol, selv om jeg godt kunne se hans fejl, som blandt andet var det, for en konservativ leder uheldige, at han slet ikke var konservativ”. Christmas sagde selv, at den eneste grund til, at han blev konservativ, var forsvarssagen og Sønderjyllands genforening. Nogle har ment, at Christmas var socialist. I hvert fald var han ikke kapitalejernes og fabrikanternes velynder.
kl.
18.00
<< Start