Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skred - og striden om et koldkrigsleksikon

Debatten om koldkrigsleksikonet er en nødvendig udløber af det skel, der deler historikere og politikere i opfattelsen af dansk sikkerhedspolitik før, under og efter besættelsen. Den kan ikke snakkes væk med formaninger og henstillinger om at udvise respekt for modparten.
Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skred - fodnotepolitikken -  der er den egentlig kerne i debatten, blev synlig for alle, da Anker Jørgensen sendte udenrigsminister Kjeld Olesen til NATO-mødet i Bruxelles den 12. december 1979 med besked om at anbefale udsættelse af den såkaldte dobbeltbeslutning i et halvt år for at give russerne lejlighed til at vise forhandlingsvilje. En anbefaling, der var fremkaldt af et pres fra nyvalgte medlemmer af folketingsgruppen, hvis fredsvilje Anker Jørgensen havde sympati for. Plus en heftig offentlig agitation i Ekstrabladet, Politiken og Information imod raketternes opstilling med Bent Falbert, Jørgen Dragsdahl og Poul Villaume som fredens apostle.
Den danske enegang blev selvfølgelig totalt afvist af de øvrige NATO-lande. Men i virkeligheden havde Socialdemokratiet med denne separatisthandling blot markeret en tilbagevenden til traditionel
dansk radikal-socialdemokratisk sikkerhedspolitiks mantra om at stå uden for blokkene, mellem Øst og Vest, i småstatens rolle som brobygger mellem Øst og Vest, en politik, der var et ægtefødt barn af den danske neutralitetspolitik, der beherskede tankesættet op til den 9. april, ja helt frem til medlemsskabet af Atlantpagten i 1949 - et medlemsskab, der kun nødtvungent blev accepteret af den socialdemokratiske regering som den sidste udvej. 

Under NATO-medlemsskabet kom den danske regerings ulyst til at værne om landets militære sikkerhed og bekende sig til alliancen ikke bare i ord, men også i handling, da også til udtryk i underbetaling af det danske bidrag til NATO-budgettet og de danske forbehold over for baser og atomvåben på dansk grund. Som det skete under besættelsen, hvor Danmark kørte på 1. klasse uden at have betalt for billetten. Som det er sagt: Hvad skal det nytte? Vi er jo alligevel for små og betydningsløse i den store sammenhæng.
Fredens tilhængere, der var modstandere af dobbeltbeslutningen, var stort set venstreorienterede. Dem, der har patent på det gode. Tilhængerne af dobbeltbeslutningen var et bredt sammensat forum af borgerlige og socialdemokrater af forsvarsvenlig observans. De højreorienterede, reaktionære. Det er her vandene deles.
En vis mand har engang sagt noget i stil med:
 "Den, som ikke er socialist som tyveårig, har intet hjerte. Den, som er socialist som trediveårig, har ingen hjerne."
Læs mere her