Den 4. maj 1945 - da Bornholm fik særstatus i dansk sikkerhedspolitik
Den 4. maj 1945 kapitulerede de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og Holland til feltmarskal Montgomery med virkning fra den 5. maj kl. 08.00. Hen på eftermiddagen kom chefen for de allieredes Mission to Denmark, den britiske general Dewing flyvende til København med en fortrop af britiske soldater. I Jylland og på øerne rykkede Montgomerys militære enheder ind i de følgende dage. Kun på Bornholm skete intet. Ingen britiske tropper kom dertil den 5. maj eller i dagene derefter. Den tyske kommandant på øen havde fået ordre af den tyske overkommando til at holde øen længst muligt for at opretholde adgang til Bornholm som mellemstation for de mange tusinde tyske tropper og civile, der ad søvejen søgte at undslippe mod vest fra de fremrykkende sovjetiske styrker i kystområderne i Østprøjsen og Baltikum. Kommandanten på Bornholm skulle overgive sig til englænderne, lød ordren. Englænderne - dvs. general Dewing - havde derimod ordre om intet at foretage sig på Bornholm, medmindre danskerne bad derom, og da først efter at have forelagt det for hovedkvarteret til afgørelse. Da de danske myndigheder opfordrede generalen til at sende en trop til Bornholm for at tage imod tyskernes kapitulation der, måtte han først spørge det allierede hovedkvarter, SHAEF, om tilladelse hertil. Det skete den 7. maj, samme dag som russerne bombarderede Rønne og Nexø. I hovedkvarteret sendte man den 8. maj forespørgslen videre til den sovjetiske overkommando, der trak ud med at svare - negativt! - indtil den 10. maj, da russerne allerede var gået i land på Bornholm, hvilket skete den 9. maj efter yderligere et bombardement af Rønne og Nexø den 8. maj.
Se Eisenhowers telegramforespørgsel til russerne
Forløbet viser, at der i den vestallierede lejr var tvivl om, hvilke tropper, der skulle tage Bornholm - egne tropper eller russiske. Holdningen var, at hvis russerne ville tage Bornholm, ville man ikke søge at hindre det, endsige komme dem i forkøbet. Bornholm var den 4. maj ikke en del af Danmark, i hvert fald ikke det Danmark, som ifølge kapitulationen skulle befries af Montgomerys tropper. Bornholms negative særbehandling ved befrielsen betød, at sovjetiske tropper besatte øen i hele 11 måneder. og at bornholmerne ikke fejrer den 4. maj som befrielsesdagen, men derimod den 5. april 1946 som den dag, hvor besættelsesstyrkerne - de sovjetiske - endelig forlod Bornholm.
Den sovjetiske besættelse af Bornholm var en vink med en vognstang til det danske sikkerhedspolitiske og militære etablissement om de ændrede magtforhold i Europa efter verdenskrigen. Russerne var pludselig blevet vore naboer med store styrker syd og øst for Danmark. En ny stormagt havde flyttet sine grænser mod vest helt ind i dansk forterræn. De danske politikere var rædselsslagne ved tanken om, hvad det kunne medføre af trusler og politisk pres fra den nye stormagt, hvis ambitioner og motiver man bestemt ikke kunne have tillid til.
Resultatet af den sovjetiske besættelse af Bornholm 1945 -1946 blev da også, at dansk sikkerhedspolitik i de følgende årtier - helt frem til 1982 - var baseret på at tage alle nødvendige - og unødvendige - forholdsregler for at undgå alle dispositioner af militær art, der med rette eller urette kunne bruges af russerne som påskud for politiske eller militære repressalier over for Danmark. Specielt frygtede man en fornyet besættelse af Bornholm. Konkret indebar det, at der efter dansk krav ikke måtte komme allierede tropper til Bornholm, og at NATO således var forment adgang til Bornholm, som man i øvrigt i NATO ikke ville bruge krudt på at forsvare. Ganske logisk, når nu de danske myndigheder ikke ville have allierede tropper dertil.
Den danske politik over for Sovjetunionen var under hele den kolde krig præget at frygten for, hvad den store nabo i Øst kunne finde på at foretage over for Danmark - militært og politisk. Deraf fulgte en dansk eftergivenhedspolitik, der bl.a. kom til udtryk i den danske afvisning i 1952-53 af tilbuddet om stationering af amerikanske flystyrker i Jylland til sikring af det svage danske militære forsvar, en afvisning, der dybest set var motiveret af det psykologiske pres og den frygt, som flere sovjetiske protester imod stationeringen fremkaldte i de danske beslutningstagere. Eftergivenhedspolitikken - eller ikke-provokationspolitiken, som er den "officielle" betegnelse - voldte ikke den danske udenrigsledelse større besvær. Den var helt i tråd med den neutralitets- og nedrustningspolitik, som den danske regering Stauning-Munch havde bedrevet i mellemkrigstiden. En eftergivenhedspolitik, der naturligt måtte føre til den tyske fredelige besættelse den 9. april. At denne politik ikke førte til nye ulykker for Danmark under den kolde krig, har man alene det faste og vedholdende amerikansk-vesteuropæiske forsvarssamarbejde i NATO at takke for - en politik, der aldrig åbnede en sprække for sovjetisk indtrængen i Europa vest for jerntæppet.
Læs mere om Bornholm
Se Eisenhowers telegramforespørgsel til russerne
Forløbet viser, at der i den vestallierede lejr var tvivl om, hvilke tropper, der skulle tage Bornholm - egne tropper eller russiske. Holdningen var, at hvis russerne ville tage Bornholm, ville man ikke søge at hindre det, endsige komme dem i forkøbet. Bornholm var den 4. maj ikke en del af Danmark, i hvert fald ikke det Danmark, som ifølge kapitulationen skulle befries af Montgomerys tropper. Bornholms negative særbehandling ved befrielsen betød, at sovjetiske tropper besatte øen i hele 11 måneder. og at bornholmerne ikke fejrer den 4. maj som befrielsesdagen, men derimod den 5. april 1946 som den dag, hvor besættelsesstyrkerne - de sovjetiske - endelig forlod Bornholm.
Den sovjetiske besættelse af Bornholm var en vink med en vognstang til det danske sikkerhedspolitiske og militære etablissement om de ændrede magtforhold i Europa efter verdenskrigen. Russerne var pludselig blevet vore naboer med store styrker syd og øst for Danmark. En ny stormagt havde flyttet sine grænser mod vest helt ind i dansk forterræn. De danske politikere var rædselsslagne ved tanken om, hvad det kunne medføre af trusler og politisk pres fra den nye stormagt, hvis ambitioner og motiver man bestemt ikke kunne have tillid til.
Resultatet af den sovjetiske besættelse af Bornholm 1945 -1946 blev da også, at dansk sikkerhedspolitik i de følgende årtier - helt frem til 1982 - var baseret på at tage alle nødvendige - og unødvendige - forholdsregler for at undgå alle dispositioner af militær art, der med rette eller urette kunne bruges af russerne som påskud for politiske eller militære repressalier over for Danmark. Specielt frygtede man en fornyet besættelse af Bornholm. Konkret indebar det, at der efter dansk krav ikke måtte komme allierede tropper til Bornholm, og at NATO således var forment adgang til Bornholm, som man i øvrigt i NATO ikke ville bruge krudt på at forsvare. Ganske logisk, når nu de danske myndigheder ikke ville have allierede tropper dertil.
Den danske politik over for Sovjetunionen var under hele den kolde krig præget at frygten for, hvad den store nabo i Øst kunne finde på at foretage over for Danmark - militært og politisk. Deraf fulgte en dansk eftergivenhedspolitik, der bl.a. kom til udtryk i den danske afvisning i 1952-53 af tilbuddet om stationering af amerikanske flystyrker i Jylland til sikring af det svage danske militære forsvar, en afvisning, der dybest set var motiveret af det psykologiske pres og den frygt, som flere sovjetiske protester imod stationeringen fremkaldte i de danske beslutningstagere. Eftergivenhedspolitikken - eller ikke-provokationspolitiken, som er den "officielle" betegnelse - voldte ikke den danske udenrigsledelse større besvær. Den var helt i tråd med den neutralitets- og nedrustningspolitik, som den danske regering Stauning-Munch havde bedrevet i mellemkrigstiden. En eftergivenhedspolitik, der naturligt måtte føre til den tyske fredelige besættelse den 9. april. At denne politik ikke førte til nye ulykker for Danmark under den kolde krig, har man alene det faste og vedholdende amerikansk-vesteuropæiske forsvarssamarbejde i NATO at takke for - en politik, der aldrig åbnede en sprække for sovjetisk indtrængen i Europa vest for jerntæppet.
Læs mere om Bornholm
kl.
18.06
<< Start