Atlantpagtens tilblivelse
Den 4. april 1949 blev den Nordatlantiske Traktat underskrevet i Washington af de stiftende landes udenrigsministre, Gustav Rasmussen som repræsentant for den danske socialdemokratiske regering Hedtoft. Forud var gået 15 måneders tophemmelige drøftelser af en plan om at skabe en vesteuropæisk union med amerikansk opbakning til forsvar imod sovjetkommunismen.
Det hele begyndte med at en dybt bekymret, samvittighedsfuld og fremsynet britisk udenrigsminister Ernest Bevin i begyndelsen af januar 1948 nedfældede sine tanker om at skabe et værn imod den sovjetiske trussel i Europa. Den 13. januar 1948 afleverede den britiske ambassadør i Washington et resumé af Bevins tanker til den amerikanske udenrigsminister Marshall og bad om hans opfattelse af Bevins forslag om en Vestunion med amerikansk opbakning, der konkret til en begyndelse anbefalede en alliance Storbritannien-Frankrig-Belgien-Holland-Luxemborg, hvortil dernæst de skandinaviske lande, middelhavslandene og senere også Tyskland burde knytte sig.
Allerede den 20. januar svarede Marshall i et brev til den britiske ambassadør, at den amerikanske regering helhjertet ville støtte Bevins tanker og initiativ til et vesteuropæisk åndeligt og materielt forbund.
I en stor tale under den udenrigspolitiske debat i det britiske parlament den 22. januar 1948 fremlagde udenrigsminister Bevin for første gang offentligt sine tanker om at skabe et værn imod sovjetkommunismen i Europa.
Efter det chock, som det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 udløste i de vesteuropæiske hovedstæder, kom der yderligere skred i Bevins plan, og da den norske udenrigsminister Lange i marts 1948 af frygt for en sovjetisk politisk eller militær offensiv imod Norge bad den britiske regering om tilsagn om våbenhjælp, ringede alarmklokken for Bevin, der straks tog initiativ til forhandlinger med den amerikanske regering om dannelse af det, der godt et år senere udmøntedes i Atlantpagten.
Hen over sommeren og efteråret 1948 forhandledes der i Washington om pagtens udformning og betingelser. Norge, Danmark og Sverige var ikke med. De tre skandinaviske lande forsøgte at danne deres eget militære forbund, men svenskerne ville ikke give køb på deres neutralitetspolitik og være med til nogen form for tilknytning af forbundet til Atlantpagten og USA, og derfor afsluttedes forhandlingerne resultatløst i slutningen af januar 1949. Tilbage stod regeringen Hedtoft med ryggen mod muren - et nødtvunget alternativ, Atlantpagten, som Hedtoft og hans socialdemokratiske regering modstræbende måtte acceptere.
Den danske neutralitetspolitik var nu officielt afløst af en vestlig alliancepolitik. I praksis kunne de socialdemokratiske politiske ledere af landet dog ikke skrinlægge det vante neutralistiske tankemønster, som havde båret landet uskadt igennem to verdenskrige. Brobygningspolitikken mellem Øst og Vest var også under det danske medlemsskab af NATO fortsat det principielle fundament for dansk sikkerhedspolitisk tænkning. Frygten for Sovjetunionen, og på den anden side bekymringen for følgerne for Danmark af en offensiv amerikansk militærstrategi var i lige grad bestemmende for dansk sikkerhedspolitik helt op til Murens fald i 1989. Det satte sig tydelige spor i et svigtende dansk medlemsbidrag til NATO´s styrketal, svigtende opbakning til de militærstrategiske dispositioner i NATO og en overdreven lydhørhed over for de sovjetiske politiske og diplomatiske forsøg på at presse den danske regering til at give indrømmelser med hensyn til atomvåben, NATO-depoter og baser på dansk grund, samt ikke mindst med hensyn til Bornholms status, hvor det lykkedes Sovjet at opnå dansk tilsagn om at holde NATO-tropper borte fra Bornholm - altsammen under etiketten "ikke-provokationspolitik".
Det hele begyndte med at en dybt bekymret, samvittighedsfuld og fremsynet britisk udenrigsminister Ernest Bevin i begyndelsen af januar 1948 nedfældede sine tanker om at skabe et værn imod den sovjetiske trussel i Europa. Den 13. januar 1948 afleverede den britiske ambassadør i Washington et resumé af Bevins tanker til den amerikanske udenrigsminister Marshall og bad om hans opfattelse af Bevins forslag om en Vestunion med amerikansk opbakning, der konkret til en begyndelse anbefalede en alliance Storbritannien-Frankrig-Belgien-Holland-Luxemborg, hvortil dernæst de skandinaviske lande, middelhavslandene og senere også Tyskland burde knytte sig.
Allerede den 20. januar svarede Marshall i et brev til den britiske ambassadør, at den amerikanske regering helhjertet ville støtte Bevins tanker og initiativ til et vesteuropæisk åndeligt og materielt forbund.
I en stor tale under den udenrigspolitiske debat i det britiske parlament den 22. januar 1948 fremlagde udenrigsminister Bevin for første gang offentligt sine tanker om at skabe et værn imod sovjetkommunismen i Europa.
Efter det chock, som det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 udløste i de vesteuropæiske hovedstæder, kom der yderligere skred i Bevins plan, og da den norske udenrigsminister Lange i marts 1948 af frygt for en sovjetisk politisk eller militær offensiv imod Norge bad den britiske regering om tilsagn om våbenhjælp, ringede alarmklokken for Bevin, der straks tog initiativ til forhandlinger med den amerikanske regering om dannelse af det, der godt et år senere udmøntedes i Atlantpagten.
Hen over sommeren og efteråret 1948 forhandledes der i Washington om pagtens udformning og betingelser. Norge, Danmark og Sverige var ikke med. De tre skandinaviske lande forsøgte at danne deres eget militære forbund, men svenskerne ville ikke give køb på deres neutralitetspolitik og være med til nogen form for tilknytning af forbundet til Atlantpagten og USA, og derfor afsluttedes forhandlingerne resultatløst i slutningen af januar 1949. Tilbage stod regeringen Hedtoft med ryggen mod muren - et nødtvunget alternativ, Atlantpagten, som Hedtoft og hans socialdemokratiske regering modstræbende måtte acceptere.
Den danske neutralitetspolitik var nu officielt afløst af en vestlig alliancepolitik. I praksis kunne de socialdemokratiske politiske ledere af landet dog ikke skrinlægge det vante neutralistiske tankemønster, som havde båret landet uskadt igennem to verdenskrige. Brobygningspolitikken mellem Øst og Vest var også under det danske medlemsskab af NATO fortsat det principielle fundament for dansk sikkerhedspolitisk tænkning. Frygten for Sovjetunionen, og på den anden side bekymringen for følgerne for Danmark af en offensiv amerikansk militærstrategi var i lige grad bestemmende for dansk sikkerhedspolitik helt op til Murens fald i 1989. Det satte sig tydelige spor i et svigtende dansk medlemsbidrag til NATO´s styrketal, svigtende opbakning til de militærstrategiske dispositioner i NATO og en overdreven lydhørhed over for de sovjetiske politiske og diplomatiske forsøg på at presse den danske regering til at give indrømmelser med hensyn til atomvåben, NATO-depoter og baser på dansk grund, samt ikke mindst med hensyn til Bornholms status, hvor det lykkedes Sovjet at opnå dansk tilsagn om at holde NATO-tropper borte fra Bornholm - altsammen under etiketten "ikke-provokationspolitik".
kl.
12.34
<< Start