At handle med ondskaben - en bog om besættelsen
Besættelsestids-historikeren Hans Kirchhoff ( f. 1933), der bl.a. har skrevet Augustoprøret 1943, I-III (disputats 1979), har nu senest her i 2015 udgivet sin endelige dom over besættelsestidens historiske og centrale modsætning mellem den officielle samarbejdslinie og på den anden side modstanden. Han har givet bogen den sigende titel: At handle med ondskaben - Samarbejdspolitikken under besættelsen (Gyldendal 219 sider).
Kirchhoff er som faghistoriker betragtet at placere i den kategori, man kunne kalde postrevisionisterne - set i forhold til besættelsestidens historiografi. Den første historieskrivning efter besættelsestiden var stort set båret alene af en enkelt mands værk - nemlig af Jørgen Hæstrup, der skrev Kontakt med England og Hemmelig Alliance I-II, begge omhandlende modstandsbevægelsens vækst og organisation under britisk overledelse. Hæstrup, der var samtidig med modstandens aktører og som selv møjsommeligt havde indsamlet beretninger fra dem, var stærkt præget i sin fremstilling af den beundring og respekt, som han med rette følte, at deres mod, offer og gerning aftvang.
Hæstrup var faderen til den skole, vi kunne kalde traditionalisternes. Han havde en idealistisk opfattelse af , hvad der drev aktørerne - fædrelandskærligheden, patriotismen, offerviljen, modet, tilsidesættelsen af de egoistiske motiver. Modsætningen til den eftergivenhed og det gustne overlæg, der dikterede politikernes eftergivenhed over for og samarbejde med tyskerne.
Efter Hæstrup trådte en yngre generation af historikere, der ikke selv havde taget aktiv del i besættelsestiden, ind på scenen, De kastede lys over et bredere felt af besættelsestidens problemer og og relativerede Hæstrups konklusioner og synspunkter i en sådan grad, at man kan tale om en revisionistisk skole af historikere. De accepterede, at samarbejdslinien til en vis grad havde haft en berettigelse, og at politikerne havde lige så gode motiver og forsætter som modstandens mænd og kvinder.
Man opgav den ensidige opstilling af modsætningen mellem politikerne og modstanden som besættelsestidens dominerende tema og afsøgte nye områder, hvorfra der udgik en påvirkning på landets forhold under besættelsen - således ledende kredse i industrien, landbruget og militæret.
Efter revisionisterne var der en forudsigelig tendens henimod kompromiset - den såkaldte "halvtolv" fortolkning (halvvejs mellem kl. 11 og kl. 12). På den ene side anerkendtes de gamle politikeres fortjeneste ved gennem samarbejdspolitikken at have bragt landet og dets befolkning stort set uskadt og frelst gennem de 5 lange år. På den anden side måtte det indrømmes, at modstanden havde reddet store dele af Danmarks gode anseelse og rygte og bragt landet ind i de sejrende allieredes kreds på trods af samarbejdet med tyskerne. Og vigtigst måske var det forhold, at modstanden havde reddet befolkningens selvagtelse og ære i forhold til sig selv og omverdenen.
Vi kan her tale om en post-revisionistisk skole. Helte- og forrædder-etiketterne er ikke længere gangbare, men selve besættelsestidens retningsgivende handlinger og politikker ses nu som en ganske naturlig og organisk konsekvens af den rollefordeling, som tidens aktører var pålagt - politikerne, der ikke kunne løbe fra ansvaret i en nødsituation som den 9. april, modstandsfolkene, der ikke var bundet af det politiske ansvars snævre bånd, men som kunne handle frit efter deres overbevisning og impulser. Således er Scavenius ikke længere en foragtelig opportunist og landssviger, som han blev anset som efter befrielsen, men en stor dansker, der havde modet til at tage upopulære, men for Danmarks stilling nødvendige beslutninger. Og modstanden er ikke længere "second to none", som Montgomery sagde storladent under sit besøg i København den 10. maj 1945. I virkeligheden var Danmark aldrig i fare for at blive overladt til russerne, som myten vil have det, hvis ikke modstanden havde gjort sit værk efter 1943. Danmark var med sin beliggenhed for strategisk vigtig for de vestallierede til at blive sat i straffeboksen og overladt til en usikker skæbne.
En vigtig pointe, som rækker ud over besættelsestiden, er den, at modstandsbevægelsens ikke-kommunistiske del fik sin måske største betydning som den politiske kraft, der efter besættelsen fastholdt Socialdemokratiet på, at det måtte være slut med den Stauning- Munch´ske hvad-skal-det-nytte politik og under sloganet: "Aldrig mere en 9. april!" fik sat dagsordenen for den forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark burde føre, og som næsten tvangsmæssigt placerede Danmark i det vestlige samarbejde, der voksede frem under den kolde krig og som fandt sin form i Atlantpagten i 1949.
Hans Kirchhoff har med stort overblik, moden indlevelse og overbevisende argumenter præsenteret hele sit syn på samarbejde kontra modstand i denne bog, og hans ræsonnementer afspejler på udmærket vis den næsten umulige opgave det er at forene samarbejde og modstand i en form for harmonisk symbiose, således som visse politikere ville have det efter krigen.
Og bogen illustrerer hele vejen igennem, at den stærke farvning og profilering af synspunkterne, som datidens mænd og kvinders egne oplevelser af besættelsestidens modsætninger naturligt måtte sætte sig spor i, nu 70 år senere er forsvundet og er erstattet af den sagesløse efterslægts egne anskuelser - men samtidig subjektivt præget af nutidens tidsånd, politisk tilhørsforhold og aktuelle konflikter.
Bogen fortjener 6 ud af 6 stjerner, fordi den er så tænksom, fremragende disponeret og letlæst en oversigt over de fem forbandede år.
P.S. Bogens titel bringer i øvrigt i erindring præsident Reagans i sin tid meget omtalte karakteristik af Sovjetunionen - "the evil empire". Sovjetunionen, der under den kolde krig var den nye truende fjende - med hele sit totalitære tvangsregime en nær slægtning af Hitlers regime. Tankevækkende er det at erindre, at Danmark og Vesten forholdt sig til dette regime som var det et helt normalt samfund, man kunne og burde have civiliseret samkvem med.
Kirchhoff er som faghistoriker betragtet at placere i den kategori, man kunne kalde postrevisionisterne - set i forhold til besættelsestidens historiografi. Den første historieskrivning efter besættelsestiden var stort set båret alene af en enkelt mands værk - nemlig af Jørgen Hæstrup, der skrev Kontakt med England og Hemmelig Alliance I-II, begge omhandlende modstandsbevægelsens vækst og organisation under britisk overledelse. Hæstrup, der var samtidig med modstandens aktører og som selv møjsommeligt havde indsamlet beretninger fra dem, var stærkt præget i sin fremstilling af den beundring og respekt, som han med rette følte, at deres mod, offer og gerning aftvang.
Hæstrup var faderen til den skole, vi kunne kalde traditionalisternes. Han havde en idealistisk opfattelse af , hvad der drev aktørerne - fædrelandskærligheden, patriotismen, offerviljen, modet, tilsidesættelsen af de egoistiske motiver. Modsætningen til den eftergivenhed og det gustne overlæg, der dikterede politikernes eftergivenhed over for og samarbejde med tyskerne.
Efter Hæstrup trådte en yngre generation af historikere, der ikke selv havde taget aktiv del i besættelsestiden, ind på scenen, De kastede lys over et bredere felt af besættelsestidens problemer og og relativerede Hæstrups konklusioner og synspunkter i en sådan grad, at man kan tale om en revisionistisk skole af historikere. De accepterede, at samarbejdslinien til en vis grad havde haft en berettigelse, og at politikerne havde lige så gode motiver og forsætter som modstandens mænd og kvinder.
Man opgav den ensidige opstilling af modsætningen mellem politikerne og modstanden som besættelsestidens dominerende tema og afsøgte nye områder, hvorfra der udgik en påvirkning på landets forhold under besættelsen - således ledende kredse i industrien, landbruget og militæret.
Efter revisionisterne var der en forudsigelig tendens henimod kompromiset - den såkaldte "halvtolv" fortolkning (halvvejs mellem kl. 11 og kl. 12). På den ene side anerkendtes de gamle politikeres fortjeneste ved gennem samarbejdspolitikken at have bragt landet og dets befolkning stort set uskadt og frelst gennem de 5 lange år. På den anden side måtte det indrømmes, at modstanden havde reddet store dele af Danmarks gode anseelse og rygte og bragt landet ind i de sejrende allieredes kreds på trods af samarbejdet med tyskerne. Og vigtigst måske var det forhold, at modstanden havde reddet befolkningens selvagtelse og ære i forhold til sig selv og omverdenen.
Vi kan her tale om en post-revisionistisk skole. Helte- og forrædder-etiketterne er ikke længere gangbare, men selve besættelsestidens retningsgivende handlinger og politikker ses nu som en ganske naturlig og organisk konsekvens af den rollefordeling, som tidens aktører var pålagt - politikerne, der ikke kunne løbe fra ansvaret i en nødsituation som den 9. april, modstandsfolkene, der ikke var bundet af det politiske ansvars snævre bånd, men som kunne handle frit efter deres overbevisning og impulser. Således er Scavenius ikke længere en foragtelig opportunist og landssviger, som han blev anset som efter befrielsen, men en stor dansker, der havde modet til at tage upopulære, men for Danmarks stilling nødvendige beslutninger. Og modstanden er ikke længere "second to none", som Montgomery sagde storladent under sit besøg i København den 10. maj 1945. I virkeligheden var Danmark aldrig i fare for at blive overladt til russerne, som myten vil have det, hvis ikke modstanden havde gjort sit værk efter 1943. Danmark var med sin beliggenhed for strategisk vigtig for de vestallierede til at blive sat i straffeboksen og overladt til en usikker skæbne.
En vigtig pointe, som rækker ud over besættelsestiden, er den, at modstandsbevægelsens ikke-kommunistiske del fik sin måske største betydning som den politiske kraft, der efter besættelsen fastholdt Socialdemokratiet på, at det måtte være slut med den Stauning- Munch´ske hvad-skal-det-nytte politik og under sloganet: "Aldrig mere en 9. april!" fik sat dagsordenen for den forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark burde føre, og som næsten tvangsmæssigt placerede Danmark i det vestlige samarbejde, der voksede frem under den kolde krig og som fandt sin form i Atlantpagten i 1949.
Hans Kirchhoff har med stort overblik, moden indlevelse og overbevisende argumenter præsenteret hele sit syn på samarbejde kontra modstand i denne bog, og hans ræsonnementer afspejler på udmærket vis den næsten umulige opgave det er at forene samarbejde og modstand i en form for harmonisk symbiose, således som visse politikere ville have det efter krigen.
Og bogen illustrerer hele vejen igennem, at den stærke farvning og profilering af synspunkterne, som datidens mænd og kvinders egne oplevelser af besættelsestidens modsætninger naturligt måtte sætte sig spor i, nu 70 år senere er forsvundet og er erstattet af den sagesløse efterslægts egne anskuelser - men samtidig subjektivt præget af nutidens tidsånd, politisk tilhørsforhold og aktuelle konflikter.
Bogen fortjener 6 ud af 6 stjerner, fordi den er så tænksom, fremragende disponeret og letlæst en oversigt over de fem forbandede år.
P.S. Bogens titel bringer i øvrigt i erindring præsident Reagans i sin tid meget omtalte karakteristik af Sovjetunionen - "the evil empire". Sovjetunionen, der under den kolde krig var den nye truende fjende - med hele sit totalitære tvangsregime en nær slægtning af Hitlers regime. Tankevækkende er det at erindre, at Danmark og Vesten forholdt sig til dette regime som var det et helt normalt samfund, man kunne og burde have civiliseret samkvem med.