9. april, Anders Fogh Rasmussen og den kujonagtige samarbejdspolitik

Da tyske tropper i morgengryet den 9. april 1940 besatte Danmark, uden at der blev gjort modstand - undtagen enkelte steder i Sønderjylland og ved Amalienborg - blev det i historiens eftermæle fremstillet som en direkte følge af danske socialdemokratiske og radikale regeringers årelange, bevidste bestræbelser på at nedruste det danske militære værn i håb om dermed at undgå at udæske til fjendtlige handlinger imod dansk territorium. Håbet var selvfølgelig en illusion, som det også stod regeringen klart fra den strøm af rapporter fra Berlin, som marineattaché Kjølsen i ugerne og dagene op til den 9. april sendte regeringen med nøjagtige oplysninger om den forestående tyske invasion af Danmark.
Statsminister Stauning var selvfølgelig ekstremt bekymret over udsigten til en tysk invasion, men han satte sin lid til en teori om, at tyskerne ville nøjes med at besætte enkelte strategisk vigtige områder, såsom flyvepladsen nord for Aalborg, og at den danske regering allerførst ville blive stillet over for et tysk ultimatum med krav om at tillade tyske tropper fri bevægelse op igennem Jylland som station på vejen til Norge. Desværre tog Stauning fejl i denne lidt for optimistiske formodning, og han måtte i samråd med kong Christian den 10. i den tidlige morgenstund den 9. april acceptere, at tyskerne havde besat Danmark, og at modstand ikke var mulig, ej heller kunne bringe andet end symbolske ofre af danske soldaters liv.

Modstandsbevægelsen gik under besættelsen imod regeringens henstillinger om at bevare ro og orden, og modstandsbevægelsens stærke stilling i de sidste måneder af besættelsen gav den medbestemmelse over sammensætningen af den første regering efter befrielsen, hvor Frihedsrådet - uden nogen grundlovsmæssig eller parlamentarisk bemyndigelse - fik sæde i regeringen ved Frode Jakobsen, Mogens Fog og Arne Sørensen som de mest kendte og fremtrædende medlemmer.
Efter at den første begejstring og frihedsrus var dampet af, overtog det gamle parlamentariske system allerede i november 1945 atter kontrollen med dansk politik, og modstandsbevægelsen gik i opløsning.

Først da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, vendte det officielle Danmarks højeste organ sig bort fra det standpunkt, der indtil da havde været politikernes i forhold til modstandsbevægelsen, at den nemlig havde været illojal over for regeringen og det danske embedsstyre under besættelsen. Nu blev det tværtimod den datidige regerings "kujonagtige" samarbejdspolitik (Fogh Rasmussens eget udtryk), der måtte stå for skud i Anders Fogh Rasmussens opfattelse.
Hans standpunkt var og er, at Danmark ud fra moralske og verdenspolitiske principper ikke kan tillade sig at lade andre kæmpe imod uretten og volden, medens Danmark hytter sit eget skind. Derfor er den 9. april og den efterfølgende samarbejdspolitik i Anders Fogh Rasmussens opfattelse en i negativ forstand helt central begivenhed for forståelsen af det verdenspolitiske solidaritetsbegreb. En forståelse, som forklarer Anders Fogh Rasmussens for mange at se utilgivelige accept og opbakning bag præsident Bush´s fejlslagne krigseventyr i Irak. Og som i lige linje fører til hans opgivelse af statslederposten i Danmark og overtagelse af posten som chef i NATO´s Atlantiske Råd - en stilling hvor den solidariske musketér-ed, som Fogh Rasmussen efterlyste i dansk politik under besættelsen: Èn for alle, alle for én - er sjælen i hele organisationen.
Tilbage står spørgsmålet, hvilke omkostninger i menneskeliv og materielle ødelæggelser, som den modstand mod besættelsesmagten 1940-45, som AFR påstår var den eneste rigtige politik, ville have ført med sig, hvis den var blevet sat i værk. Det politisk korrekte synspunkt blandt historikerne og meningsdannerne har hidtil været det, at samarbejdspolitikken (alias forhandlingspolitikken/ indrømmelsespolitikken) førte Danmark frelst og stort set uskadt gennem verdenskrigen, suppleret af modstandsbevægelsen, der sørgede for, at Danmark blev placeret på den rigtige side ved krigens afslutning. Kynisk betragtet er det sandt nok, og man kan ovenikøbet på basis af britiske kilder slutte, at selv uden en modstandsbevægelse ville Danmark være blevet budt velkommen ind i vestmagternes efterkrigssystem alene af strategiske grunde, idet Danmarks geografiske placering som vagthund ved Østersøens ind- og udløb og besiddelsen af Grønland gjorde dansk tilknytning til den britisk-amerikanske efterkrigsalliance helt uomgængelig. Men det moralske aspekt af samarbejdspolitikken kan ikke ignoreres, vil de gamle modstandsfolk hævde. Det officielle Danmark søgte at "knibe udenom", som Frode Jakobsen rigtigt har påpeget.

100-årsdagen for Povl Bang-Jensens fødsel

I dag for 100 år siden - den 6. april 1909 - fødtes Povl Bang-Jensen, der blev forsidestof i dansk presse, da han som FN-medarbejder i FN´s særlige komité til undersøgelse af den ungarnske opstand og dens brutale nedkæmpelse i oktober og november 1956 kom i konflikt med sine chefer i FN om ansvaret for de ungarnske vidners udvælgelse og beskyttelsen af deres anonymitet. Bang-Jensen var vicesekretær for undersøgelseskomiteen, og da komiteen i maj 1957 var i Wien for at afhøre ungarnske vidner til den ungarnske opstand, opfattede Bang-Jensen det som en krænkelse af sit ansvarsområde, at hans umiddelbare foresatte, mr. Jordan, gav ordre til, at andre end Bang-Jensen kunne tage sig af vidneafhøringerne og dermed også vidnelisterne. Bang-Jensen påstod, at det var aftalen, at han alene skulle sørge for, at de vidner, der ønskede anonymitet, fik den ønskede vidnebeskyttelse. Hans chefer ville ikke godkende dette, men Bang-Jensen stod fast på sit standpunkt og anklagede endog sine kolleger og chefer for at sabotere undersøgelsen og bevidst manipulere rapporten. Da det i oktober 1957 gik op for FN-ledelsen, at Bang-Jensen havde listerne med navnene på vidnerne i sin besiddelse, fik han ordre til straks at aflevere dem til sikker opbevaring i FN-sekretariatet. Da han gentagne gange nægtede at adlyde denne ordre, blev han den 4. december 1957 bortvist fra FN, og hans sag med beskyldninger om sabotage af rapporten og hans påstand om personligt at have lovet vidnerne at beskytte deres anonymitet blev undersøgt af et udvalg nedsat af FN´s generalsekretær, Dag Hammerskiøld. Udvalget afviste Bang-Jensens forskellige anklager, og Bang-Jensen blev tilbudt en mindelig fratrædelsesordning, "an honorable disengagement", som hans venner alle rådede ham til at acceptere, idet de ikke så nogen mulighed for, at Bang-Jensen kunne vinde en retssag imod FN´s system. Bang-Jensen mente sig uretfærdigt behandlet og fortsatte sin uvejsomme og lidet udsigtsrige personlige kampagne imod verdensorganisationen.
Desværre forværredes Bang-Jensens mulighed for oprejsning af den stejle holdning, han indtog over for ethvert forsonende og kompromis-søgende initiativ, hans venner i USA og Danmark søgte at skabe for at gavne hans sag. Ikke alene Udenrigsministeriets udsendte repræsentant ved FN i New York, ambassadør Hessellund-Jensen, men også højt ansete amerikanske advokater med tilknytning til den danske ambassade forsøgte uden held at overtale Bang-Jensen til at gå ind på det af alle implicerede parter ønskede mindelige afskeds-arrangement.
Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, var opmærksom på risikoen for, at den danske regering ville blive kritiseret i pressen og offentligheden for ikke at gøre nok for at hjælpe og støtte Bang-Jensen i den vanskelige situation, han delvis af egen skyld var bragt i . Særlig pinefuld var sagen for Danmarks ambassadør i USA siden 1939, Henrik Kauffmann, der under krigen havde haft Bang-Jensen som sin højt skattede og nærmeste medarbejder og alter ego.
Udgangen på sagen blev, at Bang-Jensen - da han på trods af vennernes, advokaternes opfordringer og gode viljer ikke ville gå ind på et mindeligt forlig - i juli 1958 blev afskediget fra FN.
Atomfysikeren Niels Bohr og hustru Margrethe, der levede i eksil i Washington i krigsårene som flygtninge fra Hitlers jødeforfølgelser, og som i disse år var i næsten daglig kontakt med Bang-Jensen, var stærkt berørte af Bang-Jensens vanskeligheder i FN. Bang-Jensens interesse for atomvåben-spørgsmålet havde desuden gjort indtryk på Bohr. Under de kritiske måneder i 1957 og1958, hvor Bang-Jensens sag verserede i FN, blev Bohr løbende orienteret af Udenrigsministeriet om alle nye forhold i sagen.
Lige meget hjalp det. Bang-Jensen blev - ikke alene af FN´s interne undersøgelseskomité- men endog også af Kauffmann - hans nærmeste og bedste ven - anset for at lide under en psykoseagtig besættelse af en forestilling om, at han - antikommunisten Bang-Jensen - var offer for et kommunistisk komplot i FN rettet imod hans bestræbelser for at bringe den fulde sandhed om Ungarns frihedskamp og dens brutale undertrykkelse til verdens kundskab.
Hele det tragiske forløb om Bang-Jensen i FN er i detaljer og med psykologisk fornemmelse for Bang-Jensens personlighed beskrevet af Bo Lidegaard i bogen: Den højeste pris. Povl Bang-Jensen og FN 1955-59.

Atlantpagtens tilblivelse

Den 4. april 1949 blev den Nordatlantiske Traktat underskrevet i Washington af de stiftende landes udenrigsministre, Gustav Rasmussen som repræsentant for den danske socialdemokratiske regering Hedtoft. Forud var gået 15 måneders tophemmelige drøftelser af en plan om at skabe en vesteuropæisk union med amerikansk opbakning til forsvar imod sovjetkommunismen.
Det hele begyndte med at en dybt bekymret, samvittighedsfuld og fremsynet britisk udenrigsminister Ernest Bevin i begyndelsen af januar 1948 nedfældede sine tanker om at skabe et værn imod den sovjetiske trussel i Europa. Den 13. januar 1948 afleverede den britiske ambassadør i Washington et resumé af Bevins tanker til den amerikanske udenrigsminister Marshall og bad om hans opfattelse af Bevins forslag om en Vestunion med amerikansk opbakning, der konkret til en begyndelse anbefalede en alliance Storbritannien-Frankrig-Belgien-Holland-Luxemborg, hvortil dernæst de skandinaviske lande, middelhavslandene og senere også Tyskland burde knytte sig.
Allerede den 20. januar svarede Marshall i et brev til den britiske ambassadør, at den amerikanske regering helhjertet ville støtte Bevins tanker og initiativ til et vesteuropæisk åndeligt og materielt forbund.
I en stor tale under den udenrigspolitiske debat i det britiske parlament den 22. januar 1948 fremlagde udenrigsminister Bevin for første gang offentligt sine tanker om at skabe et værn imod sovjetkommunismen i Europa.
Efter det chock, som det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 udløste i de vesteuropæiske hovedstæder, kom der yderligere skred i Bevins plan, og da den norske udenrigsminister Lange i marts 1948 af frygt for en sovjetisk politisk eller militær offensiv imod Norge bad den britiske regering om tilsagn om våbenhjælp, ringede alarmklokken for Bevin, der straks tog initiativ til forhandlinger med den amerikanske regering om dannelse af det, der godt et år senere udmøntedes i Atlantpagten.
Hen over sommeren og efteråret 1948 forhandledes der i Washington om pagtens udformning og betingelser. Norge, Danmark og Sverige var ikke med. De tre skandinaviske lande forsøgte at danne deres eget militære forbund, men svenskerne ville ikke give køb på deres neutralitetspolitik og være med til nogen form for tilknytning af forbundet til Atlantpagten og USA, og derfor afsluttedes forhandlingerne resultatløst i slutningen af januar 1949. Tilbage stod regeringen Hedtoft med ryggen mod muren - et nødtvunget alternativ, Atlantpagten, som Hedtoft og hans socialdemokratiske regering modstræbende måtte acceptere.
Den danske neutralitetspolitik var nu officielt afløst af en vestlig alliancepolitik. I praksis kunne de socialdemokratiske politiske ledere af landet dog ikke skrinlægge det vante neutralistiske tankemønster, som havde båret landet uskadt igennem to verdenskrige. Brobygningspolitikken mellem Øst og Vest var også under det danske medlemsskab af NATO fortsat det principielle fundament for dansk sikkerhedspolitisk tænkning. Frygten for Sovjetunionen, og på den anden side bekymringen for følgerne for Danmark af en offensiv amerikansk militærstrategi var i lige grad bestemmende for dansk sikkerhedspolitik helt op til Murens fald i 1989. Det satte sig tydelige spor i et svigtende dansk medlemsbidrag til NATO´s styrketal, svigtende opbakning til de militærstrategiske dispositioner i NATO og en overdreven lydhørhed over for de sovjetiske politiske og diplomatiske forsøg på at presse den danske regering til at give indrømmelser med hensyn til atomvåben, NATO-depoter og baser på dansk grund, samt ikke mindst med hensyn til Bornholms status, hvor det lykkedes Sovjet at opnå dansk tilsagn om at holde NATO-tropper borte fra Bornholm - altsammen under etiketten "ikke-provokationspolitik".