mandag den 25. februar 2008

Socialdemokratiets uheldige timing og kommunisternes endeligt

Panta rhei! Alt flyder! Sådan lyder de gamle klassiske græske filosoffers vise ord. Intet er uforanderligt, alt er i dynamisk udveksling med sine omgivelser. Og derfor kan du - som disse gamle grækere bemærkede - heller ikke stige ned i den samme flod to gange.

Kunne man blot ønske sig, at denne sandhed også åbenbaredes for de udvalgte få, der styrer døgnets nyhedsformidling i de danske tv-stationer. Så kunne det kongelige danske socialdemokratis demokratisk valgte formand, Helle Thorning-Schmidt, og vi sagesløse betragtere af det politiske spil med god samvittighed forlige os med den kendsgerning, at vore socialdemokratiske landsmænd udgør en stadig svindende del af den danske befolkning. En kendsgerning, der intet har at gøre med formandens person, men som alene er et resultat af industrialiseringens endelige bisættelse i Danmark, hvorefter Socialdemokratiets bærende politiske fundament, industriarbejderne, er svundet ind til en ubetydelig minoritet, i takt med globaliseringens altfortærende fremmarch.

I Storbritannien havde Tony Blair det held med sig, at han kunne relancere Labour på det rette tidspunkt og erobre den centrale politiske midtbane, som de konservative negligerede. I 2001 relancerede Anders Fogh Rasmussen Venstre efter samme taktik og erobrede den politiske centerposition fra socialdemokraterne.

I 2007 kunne socialdemokraterne kun med desperationens fortvivlelse forgæves søge at gøre Venstre rangen stridig som det parti, der kunne give de fleste de største økonomiske fordele og søgte i stedet at spille det gammelkendte velfærdskort ud. Men i en tid præget af højkonjunktur og pengerigelighed er udsigten til en større nettoindkomst vha skattelempelser en større drivkraft blandt vælgerne end tanken om eventuelle forbedringer af den offentlige service og velfærden.

At Socialdemokraterne tabte valget var ikke et resultat af den ene eller anden partiformands performance eller mangel på politik, - som døgnets journalister og Ritts skole forsøger at indbilde befolkningen - men er hovedsagelig et resultat af de objektive forandringer i de økonomiske og erhvervsmæssige forhold, der bestemmer arbejdsmarkedets sammensætning og den økonomiske konjunktur.

Derfor er det en skam for demokratiet og den almene oplysning, at tv-kanalerne uhindret slipper afsted med deres overfladiske og personfikserede mini-reportager, hvor partiledernes egnethed og kvaliteter bedømmes efter resultatet af den seneste politiske meningsmåling, som om partilederne er idioter, hvis deres parti dykker i en meningsmåling. Man kunne jo anstille en modsatrettet betragtning.

Helle Thorning-Schmidt havde ikke det held som Tony Blair, at hun kunne erobre den centrale position på midten, da hun overtog formandsposten efter Lykketoft. Den plads havde Venstre sat sig på. Socialdemokratiets stemmetal måtte nødvendigvis dale som følge heraf, men - når krybben er tom, bides hestene som bekendt.

Derfor udsættes hun nu for en uafladelig og uophørlig serie af politiske attentater af sine egne, iscenesat af de forsmåede prætendenter til tronen, Ritt og hendes røde skole og Frank Jensens politiske arvtagere, hvis sociale indignation er deres største ydre motivation, en indignation der har svære betingelser i dagens Danmark.

Men helt bortset fra disse partistrategiske faktorer er det en overset kendsgerning, at Socialdemokratiets nedtur i Danmark i det seneste årti i et vist omfang også må tilskrives det sovjetiske imperiums forfald og opløsning, i to forskellige henseender:


1) Socialdemokratiet førte under den kolde krig en bredt anlagt kampagne mod de kommunistiske rivaler på arbejdspladserne i Danmark. Det var i denne interne kamp med kommunisterne om magten over fagforeningerne og de politiske paroler, at Socialdemokratiet fandt en hovedkilde til sin indre energi, styrke og eksistensberettigelse i det danske demokrati efter besættelsen. Da de danske kommunister langsomt, men sikkert forsvandt ud af det danske politiske landskab i takt med opløsningstendenserne i sovjetkommunismen, og den socialdemokratiske vision om velfærdsstaten syntes virkeliggjort, mistede Socialdemokratiet en væsentlig del af sit dynamiske kampmotiv og gled ind i en identitetskrise, hvis afslutning fortoner sig i en ukendt fremtids tågebanker. Thomas Nielsen sagde de berømte ord: Vi har sejret ad helvede til!

2) Socialdemokratiet stod under den kolde krig som det regeringsbærende parti i alliance med de radikale som garant i befolkningen for en konsekvent dansk afspændingspolitisk linie over for Sovjetblokken, hvilket utvivlsomt afspejlede de socialdemokratiske kernevælgeres indstilling og dermed yderligere befæstede partiets uantastede position som landets suverænt største parti.
Men da truslen fra Sovjetblokken forsvandt med murens fald i 1989, og millioner udstødte et kollektivt lettelsens suk, mistede Socialdemokratiet samtidig et af sine kerneargumenter i kampen om vælgernes gunst. Nu var der åbnet for en ny dansk sikkerhedspolitik - den aktivistiske, som de borgerlige partier traditionelt havde bekendt sig til, men som de socialdemokratiske ledere stod famlende og tvivlrådige overfor. Der blev fremover sat store spørgsmålstegn ved Socialdemokratiets eksistensberettigelse og profil også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske plan - delvis i erindring om den alternative socialdemokratiske sikkerhedspolitiske linie i 80erne, da partiet var i opposition og sammen med de radikale påtvang den borgerlige regering
de stærkt omdiskuterede fodnoter i NATO-politikken.

onsdag den 20. februar 2008

Castro ville have russerne til at bruge atomvåben mod amerikanerne under Cubakrisen

Fidel Castro nærmer sig et utroligt 50-års jubilæum som Cubas leder i 2009, men har nu erkendt, at han i en alder af 81 år og sygdomsramt ikke kan fortsætte sit aktive politiske virke.

Castro er den sidste af de politiske ledere fra den kolde krigs tid, der slipper den politiske styrepind. Hans historiske eftermæle vil utvivlsomt blive præget af det skær, som de kommende års cubanske styreform og udvikling - fredelig og positiv, eller voldelig og negativ - vil kaste over hans politiske gerning. Historien skrives af sejrherrerne, og Castros historie vil blive skrevet i lyset af den politiske udvikling, som Cuba vil gennemgå de kommende år.

Castro var en revolutionær, der var villig til at ofre alt og alle, hvis hans styre skulle blive angrebet og væltet. Det viste sig under Cubakrisen i 1962, hvor russerne havde opstillet atomraketter på Cuba som en dødelig strategisk trussel mod det nordamerikanske kontinent, der skulle opveje de sovjetiske strategiske atomraketters underlegne egenskaber i forhold til amerikanernes - og afskrække amerikanerne fra et fornyet forsøg på at vælte Castros regime på Cuba efter det mislykkede forsøg i Svinebugten i april 1961. Som bekendt lykkedes det Kennedy med behændigt, hemmeligt diplomati at presse og overtale Khrustjov til at trække de sovjetiske raketter ud af Cuba - til Castros store og utilslørede misfornøjelse.

Castro opfordrede forinden Khrustjov den 27. oktober 1962, da krisen var på sit højeste, til at anvende atomvåben mod amerikanerne, hvis de skulle finde på at invadere Cuba. Khrustjov svarede fornuftigvis med en afvisning og opfordrede Castro til at bevare fatningen og slå koldt vand i blodet og holde fingeren fra aftrækkeren. Men episoden viser, at Castro var villig til at betale den højeste pris for sit eget land, men også for resten af verden, hvis hans styre skulle blive truet af en amerikansk invasion. Castros opfordring til at anvende atomvåben kan læses på siden: http://www.danmarkidenkoldekrig.dk/ - se under Emner: Cubakrisen.

tirsdag den 12. februar 2008

Lenin - en revolutionær fundamentalist

Sådan lyder titlen på Niels Erik Rosenfeldts nye bog om grundlæggeren af den sovjetkommunistiske stat, Vladimir Iljitj Lenin, en bog der fortjener at blive omtalt her, dels fordi den er et sjældent dansk bidrag til Lenin-litteraturen, og dels fordi den står sig vel i sammenligning med de bedste bøger, der er skrevet om denne Lenin, hvis politiske ambitioner fandt forløsning i den bølge af vold og terror, der begyndte med den såkaldte oktoberrevolution den 7. november 1917 og som først ebbede ud i de skvulp, der markerede det sovjetiske imperiums undergang under det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov i 1991.

Lenin var nok en begavelse, men besat af en satanisk form for målrettet og kompromisløs, utrættelig stræben efter den endelige og afgørende magtposition, der skulle sætte ham ud over alle smålige hensyn til borgerlig-dekadent parlamentarisme og formelle demokratiske spilleregler. Som sådan var han en direkte descendent af de franske revolutionære jakobinere, der brugte guillotinen som deres foretrukne kommunikationsmiddel.

Bolsjevismen var Lenins opfindelse. På en hemmelig illegal partikonference i 1903 krævede Lenin, at medlemsskab af partiet skulle indebære, at medlemmerne skulle arbejde aktivt for partiet under partiets anvisning. Det var ikke nok at være sympatisør, partiet skulle bestå af aktivister, professionelle partisoldater. Lenin var dog i mindretal på konferencen med sin snævre definition af medlemsskabets pligter. Flertallet fandt, at det måtte være nok, at medlemmerne var enige i partiets program. Lenin gik til modangreb med en række personlige intriger mod gode, gamle partikolleger, som fortrak fra konferencen og dermed gav Lenin de få stemmer, der sikrede, at hans definition af medlemsskab fik flertal. Heraf kommer navnet: bolsjevikkerne, der på russisk betyder: de fleste, - i modsætning til den anden fløj, mensjevikkerne, der betyder: de færreste. Dette var en kolbøtte, idet mindretallet pludselig blev flertallet.

Denne snævre aktivistiske definition af partimedlemsskabet fik afgørende betydning for sovjetstatens historie. Den betød, at kun en lille udvalgt skare på mellem 6 og 10 procent af den til enhver tid voksne befolkning blev medlemmer af partiet i hele sovjetstatens 75-årige levetid. Med andre ord var partiet ikke "hele folkets parti", som det hed sig i de officielle paroler, men var alene den betroede minoritets herskeinstrument over det store arbejdende sovjetfolk.

Denne udgrænsning af den store befolkning fra magtens instrumenter var den egentlige objektive forklaring på den heksejagt og de kollektive udrensninger, som Stalin og hans lakajer satte i gang i trediverne, fordi disse despoter jo meget vel vidste, at den store befolkning nødvendigvis måtte opleve sig som afsporet og magtesløs, uden incitament til frivillige ofre og afsavn, uden solidaritet med ledelsen. Stalins paranoia var blot en ganske gemen og naturlig frygt for, at der i den store lidende menneskehob skulle gemme sig oprørske elementer, der kunne blive en trussel mod hans despoti. Derfor udryddede han lag på lag af de tjenester, der havde magtmidlerne til at virkeliggøre en trussel mod ham - officerer, hemmeligt politi, ingeniører og sagkyndige, kunstnere og sagesløse partisekretærer.

Lenin lagde grunden for dette barbari. Med sin restriktive partiorganisation, sit politiske monopol, totalitære diktatur og sin konspiratoriske politiske kultur lagde han gift for alle de positive, menneskelige motiver, incitamenter og adfærdsmønstre, som er nødvendige organismer i det kreative samfunds vækstlag - tillid, åbenhed, objektiv sandhed, samarbejde, saglighed, kritisk og ærlig vurdering, belønning, opposition og debat, etc. etc.


Uden Lenin, ingen bolsjevikisk revolution - og uden Lenin som foregangsmand ingen Stalin som enehersker over Sovjetstaten. Hitlers felttog mod Sovjetunionen i 1941var sikkert sket, uanset hvilken alternativ ikke-bolsjevikisk politisk vej den russiske stat var slået ind på efter den 1. verdenskrigs afslutning i 1918. Som sådan kan Hitlers massakrer og ødelæggelser i Rusland ikke lægges Lenin - og Stalin - til last. Derimod kan det ikke nægtes, at Hitlers mislykkede erobringstogt mod Øst førte med sig, at Stalin uhindret kunne annektere de øst- og centraleuropæiske stater efter 1945 og skubbe den politiske og militære front helt ind i hjertet af Europa - det, der var den direkte årsag til den kolde krig, som kom til at præge storpolitikken i en hel menneskealder. Medens det er muligt, men ikke overvejende sandsynligt, at en ikke-bolsjevikisk russisk hær kunne have slået Hitlers styrker tilbage, kan man kun dårligt forestille sig, at en sådan ikke-bolsjevikisk statsledelse ville have oprettet sit domæne i Øst- og Centraleuropa, og iværksat alle de andre jerntæppe- politikker, der skulle holde befolkningen i tæppelandene afsondret, isoleret og indespærret. I det lange perspektiv har Lenin således et medansvar for den kolde krig, derved at han skabte det herskesystem, som gjorde det muligt for Stalin at tvinge store dele af Øst- og Mellemeuropa ind under sovjetisk kontrol efter Hitlers nederlag i 1945.

Men dette er kun en fodnote til historien om Lenin og den russiske revolutions triumf og tragedie. Få hele historien, læs Rosenfeldts bog om Lenin - det er så sandt som det er skrevet.


fredag den 1. februar 2008

Morten Olsen - automatbold og sovjetsystem

Morten Olsen er som bekendt endnu træner for det danske fodboldlandshold. Olsens bidrag til fodbolden i Danmark har været kolossal. Som spiller på landsholdet i hele tyve år var han i en årrække ankermand, anfører og spilstyrer på det hold, der i 80´erne var et af verdens allerbedste hold, som var beundret og søgt efterlignet over hele verden, selv i Brasilien. Olsens egenskaber på banen som libero og spilstyrer skabte ham et ry, som i samtiden kun var overgået af Beckenbauers. Morten Olsen er den enkeltperson, der har den største andel i det danske landsholds succes i 80´erne, som lagde grunden til europamesterskabet i 1992. Ganske vist er Michael Laudrup den mest estimerede danske spiller, målt herhjemme og internationalt, men Olsen er utvivlsomt den spiller, der har betydet mest for landsholdets succes.

Efter sin lange glorværdige karriere som spiller i Vordingborg, B.1901, Molenbeek, Anderlecht, Køln og på landsholdet overgik Morten Olsen til trænergerningen -således i Køln, Brøndby og Ajax Amsterdam. Der var bud efter Olsen, de store klubber ville have danskeren som træner, ja selv det tyske landshold søgte at overtale Morten Olsen til at overtage trænerposten - dog uden held. Olsen var tro mod de rød-hvide faner.

Som landstræner for det danske landshold satte Olsen sit aftryk på spilopfattelsen - Olsens strategi var og er bedst udtrykt med hans favoritord: automatisme, automatisme og atter automatisme, dvs. spillerne er underordnet systemet, de inviduelle færdigheder kommer i anden række, i første række kommer placering, løbemønstre, aftalte boldstationer, etc. etc. Det paradoksale dukker op her: modsætningen mellem Olsens systemtænkning og dansk fodbolds styrkesider: det individuelle, uventede, driblingen på tværs, kort sagt det skæve spil, der ikke er aftalt, men er improviseret. Modellerne her er Olsens samtidige, Elkjær, Arnesen, Laudrup-brødrene, i dag kun en Kenneth Perez i glimt.

Grundlovsdag den 5. juni 1985 gik det individuelle og improviserede danske spil op i en højere enhed i Parken, hvor de sovjetrussiske modstanderes indlærte kollektive systemer ramlede over for Elkjærs og Laudrups frække sololøb og finter. 4-2 sejren var Danmarks første over det sovjetiske landshold, der iøvrigt ved den lejlighed i 1985 spillede det bedste, man har sét fra den side. Men modstanden og Olsens tropper var utæmmelige den dag. Se kampen her!

Paradokset med Olsen er, at lige så fremragende dygtig han var som spiller og anfører på det danske landshold, lige så ringe er de resultater, som Olsens systembold og automatisme-tænkning har givet det danske landshold med ham som træner. Olsens styrke som spiller var hans disciplin og overblik som ankermand og libero, der gav hans medspilleres individuelle udfoldelse trygge rammer. Som træner har Olsen ikke formået at omstille sig fra rollen som spiller til trænerrollen.

Olsens problem er enkelt: hans fodboldfilosofi ligger op ad den sovjetiske: spillerne skal opdrages til robotter, der blindt og i søvne kan gentage de samme indøvede spilmønstre, men er ude af stand til at foretage det dristige, uventede træk, der udmanøvrerer modstanderen.

Det kollektive dræber den individuelle skabertrang - sådan var det med det sovjetiske systems nedtur og fald, og sådan er det med Olsens gerning som dansk landstræner.

Olsens ikonstatus i Danmark har forhindret en åben debat om det hensigtsmæssige i at beholde ham som landstræner. I England røg landstræner McLaren ud mindre end 2 sekunder efter at England havde tabt på hjemmebane til et overlegent kroatisk superhold. Ikke sådan i Olsens fædreland. En mundlam og skræmt skare af sportsjournalister har ikke modet som den lille dreng i eventyret om kejserens nye klæder til at sige det, som er åbenlyst for enhver, der har sine sansers fulde brug. Uklædeligt for dem og synd for dansk fodbold.